Jeg faldt over et billede af en slikpose, som et forældrepar til et par tvillinger har delt ud i et fly for at afværge klager og utilfredshed, hvis deres børn nu skulle larme. Det er en virkelig sød og betænksom gestus af forældreparret.

Jeg forstår sådan set godt, hvorfor de har gjort det. Fordi de er søde, omsorgsfulde og nervøse ved udsigten til en flyvetur med deres børn. At sidde fastlåst med sine børn, der har ondt i ørerne, er ulykkelige og derfor larmer og græder er én ting. Det er hårdt i sig selv.

Men når man samtidig skal forholde magtesløst sig til sine medpassagerers mere eller mindre højlydte beklagelser og bebrejdende blikke – det er næsten nok til, at man ikke orker at tage afsted.

Vi har kun én krudtugle, og vi brugte også rigtig meget energi på at udtænke katastrofeplaner for flyveturene til og fra Berlin med Nicholas. Jeg kan afsløre, at jeg har researchet grundigt på emnet, og i andre dele af verden anbefaler man at give sine børn mildt sløvende medicin.

Herregud, det var jo bare en lille times tid, men selv en time kan virke uendelig, når man sidder fastspændt i et fly med et balstyrisk barn og rasende medpassagerer. Så vi glædede os absolut ikke til selve flyveturen. Det gik dog fint, ligesom for tvillingeparrets forældre.

Som forældre kender man jo til det – det er så rædselsfuldt at blive fanget på det forkerte ben i et supermarked med en skrigeunge, der stikker af og river alt ned fra hylderne. Men på landjorden har jeg muligheden for at tage Nicholas under armen, forlade de sigende blikke og opgive at handle lige dén dag. I flyvemaskinen kan man ikke bare stå af. Face the music!

Jeg synes, at der er noget helt galt med toleranceniveauet, når forældre frygter, at deres børn er så meget til gene, at de ikke bare skal medbringe slikposer til at pasificere deres besværlige afkom, men også til at pasificere et større antal voksne mennesker, børnene måske kan komme til at genere, i et fly.

Hvor er vi henne, når den slags er nødvendigt for at opnå forståelse og respekt fra sine omgivelser? Jeg kan nævne en håndfuld flypassagertyper, som efter min mening også burde medbringe slik og på-forhånd-undskyld-notes til deres medpassagerer:

– mænd/kvinder, der netop har taget bad i parfume, som man hele dagen kan lugte på sit venstre ærme
– ham/hende, der knalder sædet bagud, så man får kaffe i skødet
– ham/hende med slap blære, som insisterer på at sidde ved vinduet
– ham ved vinduet, der skal råbe forretningshemmeligheder til sin kollega, som har gang-pladsen og sender Ipad’en frem og tilbage hen over min skærm
– ham/hende, der ublu læser med på ens computer, når man arbejder (det kan anbefales at lade som om man er redaktør på en saftig sex-blog og skrive med STORE bogstaver!)
– ham, der tænder ens lys om natten på et fly til NY, fordi ‘mit virker jo ikke, og jeg kan ikke sove’
– dem, der slæber en tung weekendkuffert ombord som håndbagage og ikke selv formår at bakse den på plads – av min skulder!!
– og mange flere