Jeg har for længst købt bogen ‘Min Mor’ med tanke på at udfylde den og give den til min søn. Jeg har købt den, fordi min mor ikke udfyldte den bog og fordi jeg ville ønske, at hun havde. jeg ville ønske, at jeg havde svar på bare halvdelen af alle de spørgsmål, der har meldt sig hos mig de seneste 12 år siden hun døde. Og på alle de spørgsmål, som fremover vil melde sig hos mig.

Bogen er henvendt til mødre og døtre – men hvad med sønnerne? Jeg tror, at sådan en bog kan være mindst lige så værdifuld for sønner som for døtre, så jeg blæser det tøsede look en lang march.

For jeg har ingen livline længere. Jeg kan ikke spørge min mor, hvad hun tænkte, da hun så mig første gang eller hvordan det var at blive mor for første gang. Jeg kan ikke spørge hende, hvordan hun og jeg reagerede, da jeg blev afleveret i børnehave første gang.

Jeg kan ikke spørge hende om hvordan hun tacklede børneopdragelsens mange dilemmaer og hvorfor hun og min far gjorde som de gjorde. Jeg kan ikke blive sur på hende, når hun blander sig for meget.

Der er ingen nulevende kvinder i lige linie i min familie, så der er ingen jeg kan sammenligne mig selv med hverken fysisk eller psykisk. Rigtig meget af min historie er død med min mor. Min far var der også, men historierne har ændret sig i takt med at han har ændret sig og er blevet ældre.

Min mor bliver aldrig gammel, der er ingen, der tager min søn på skødet og fortæller sjove historier fra da mor var barn. Min historie findes efterhånden kun hos mig, og jeg kender ikke engang den hele.

Ikke engang min mand har mødt min mor. Sådan er det bare, det er ikke noget jeg er bitter, sur eller vred over. Jeg har accepteret, at sådan er det bare. Det er bare ærgerligt!

Nicholas kan sikkert leve uden bogen om mig. Masser af børn har levet uden at kende deres forældre til bunds, og det er måske godt det samme (?).

Jeg udfylder bogen i håbet om, at han vil glædes over den og få sig et godt grin. Jeg forventer ikke, at min historie i bogen vil give ham svar på livets store spørgsmål, men at de små svar, de små anekdoter og kærlige hilsner vil glæde ham og give hans barndomsminder liv også om mange år.

Jeg håber, at han – når han læser bogen, med al tydelighed vil se – at jeg elsker ham.