Det lykkedes. Jeg sidder i flyet og venter på take-off. Jeg efterlod en glad dreng hos farmor og blev kørt i lufthavnen af min mand. Det gik så godt som det kunne, selvom optakten var hjerteskærende.

Nicholas opdagede min kuffert, og jeg forklarede ham, at jeg skal rejse i nat og er hjemme igen hos ham i morgen. Han brød helt sammen; “du må ikke rejse uden mig” “du skal blive her” “du må ikke rejse” akkompagneret af hulk, klyngen om halsen og rigtige tårer.

Jeg forklarede ham, at jeg skal vise nogle mennesker de tal, han har set på min pc, og han sagde “det kedeligt”. Men knust var han. Indtil vi kom ud af døren. På gaden pilede han afsted, og da jeg spændte ham fast, sagde han “jeg elsker dig”.

Puuuh, det er altså hård kost for et moderhjerte!!

Helbredet? Jeg har det bedre. Min hoste er værre, tør led cecilhoste, og jeg håber sandelig den holder pause på flyet!

Og marketingplanen? Jeg fik sendt den afsted til min chef kl 00:30 i nat – og har nu fået ros for den. Puha. Rart, at grundmaterialet for mødet er i orden!