Torsdag – det er fandme først i morgen!

on

Vækkeuret ringede 5:10, og jeg var bare alt andet end vågen med det samme. Frøs, hovedpine og noget så nydeligt hævet i ansigtet, at jeg forestiller mig, at jeg ligner mig selv som 80-årig, men koldt vand og god creme trækker lige en 35-40 år fra 🙂

Det er længe siden, at jeg stod frisk op efter 5 timers søvn, og dagen i dag var heller ikke dén dag, kan jeg godt afsløre. Og så stod der, at det var onsdag på avisen. Nej, vel? Denne her uge har været lang nok, det må da være torsdag? Snydt igen! Torsdag – det er fandme først i morgen!

Som det første glædede jeg mig over, at jeg har fået en ekstra dag forærende, så jeg kan nå en ekstra dags arbejde. Den tanke holder jeg lige rigtig godt fast i, for min næste tanke var, at jeg har fået stjålet to dage af verdens mest overflødige opgave, som bare skulle gøres og gøres nu.

Men jeg blev færdig i går ved midnat med den, så når den er afleveret her onsdag morgen, kan jeg starte på alt det, der hastede rigtig meget mandag morgen. Der er det praktiske ved mange hasteopgaver, at når man ikke når at tage sig af dem, så går de væk. Det gælder om at identificere sine hastere og straks eliminere onde hastere, altså dem der bare eskalerer og kræver mere tid. Dem tog jeg mig af i mandags 🙂

Nu nyder jeg den stille tid, før familien får øjne. Skønt. Min sjæl lander i min krop, og jeg mærker gulvet under mine fødder. Om lidt er jeg klar. Havregrøden står til afkøling, og jeg har spist min ostemad og nipper til min Pukka Relax te med kamille, fennikel og marshmallow root (?).

Der er to mænd, der skal vækkes nu 🙂

One Comment

  1. Jeg synes virkelig, at du er sej. Hatten af for dig 🙂

    Like

Der er lukket for kommentarer.