At råbe i skoven

Jeg har altid syntes, at der var visdom i Crocodile Dundee. Sådan helt i det små, hvor Mick forklarer hvordan de løser problemer i den australske outback:

If you got a problem you tell Wally. And he tells everyone in town, brings it out in the open, no more problem

Det virker. Problemet bliver måske ikke løst, men jeg har oplevet at få opbakning og hjælp til at løse problemet ved at være åben og ‘råbe i skoven’.

Jeg råbte i skoven i forgårs. Ikke ude i den fysiske skov, men både overfor familie, venner og kolleger, i facebookskoven og her på bloggen. På facebook skrev jeg, at mit hjerte bløder for min søn, at jeg håber, at vi i det nye år får den hjælp, vi har brug for, og jeg skrev, at han er ‘anderledes’.

I udgangspunktet var det ikke skrevet med henblik på at få hjælp, men mere for at fortælle, at hvis julekortet fra os er forsinket og upersonligt, og hvis jeg ikke lige ringer, så er det fordi, at jeg ikke har overskud. Mit fokus er simpelthen et andet sted.

Jeg er så heldig, at jeg har fået så meget opbakning på den åbenhed også fra helt uventede kanter både via mit arbejde, via min blog og via mine facebookvenner, at det føles rigtigt at være åben og ærlig omkring det.

Via facebook fik jeg en kort mail fra en gammel venindes lillebror, som vi altid fuldede os med cirka 1989. Jeg har ikke set ham siden, men vi er venner på facebook. Han stillede en række helt konkrete spørgsmål til vores drengs adfærd via PB, og jeg kunne svare bekræftende til de fleste. Jeg kunne mærke, at han kender til det med at have ‘anderledes’ unger, for han genkendte de reaktioner, jeg beskrev.

Det mundede ud i helt konkrete tips til at håndtere vores søn og hans eksplosioner. Det endte med at vi talte i telefon sammen næsten en hel time, og jeg har fået en masse links, som jeg er ved at læse igennem. Jeg er så taknemmelig.

2 Comments

  1. Anne Mette siger:

    Hej Gitte
    Åh, hvor er det skønt, at du mærker den opbakning, for det er så stærkt, at du er åben omkring de udfordinger, jeres lille familie står overfor. Jeg håber i den grad også, at I får den hjælp, I har brug for, og at I får en række værktøjer, så I bedre kan tackle situationerne med Nicholas.
    Det varmede meget at læse, at han reagerede anderledes, da han selv skulle forholde sig til sit udsagn om, at han er dum. Og i virkeligheden giver det jo også mening, at I fokuserer på, hvorfor han føler dig dum eller anderledes end at I “bare” fortæller ham, at han er en sød dreng (hvilket jeg ikke er i tvivl om).
    Varme tanker fra Anne Mette

    Like

  2. Sus siger:

    Det er dejligt at høre og giver virkelig stof til eftertanke. Af en eller anden årsag gemmer vi os ofte lidt ind i os selv, når noget ubehageligt i familien sker – som om vi føler skam, selvom det jo i virkeligheden er ude af vores hænder. Kun ved at tale åbent om tingene og bryde tabuer kan vi lære af hinanden, hjælpe hinanden og (forhåbentligt) komme bedre ud på den anden side. Man skal “bare” lige turde…
    Jeg blev også meget glad for at høre, at du fik en god snak med ham ved at spørge “hvorfor”, og jeg håber, at han føler, at hans følelser er anerkendt men samtidig også udfordret. Det er jo den fine balancegang, der er så pokkers svær at ramme som forælder.

    Kh og mange tanker,
    Sus

    Like

Der er lukket for kommentarer.