Ved en skillevej

Jeg har flere kasser med fedt tøj i str. 40 og mindre stående i kælderen. nu hvor jeg har tabt mig, har jeg taget dem op for at rydde ud i dem. Ikke fordi jeg kan passe særlig meget af det. Endnu. Jeg ligger på omkring en str. 42 nu.

Men noget af tøjet i kasserne er virkelig gammelt, 12-14 år gammelt. det meste af det er størrelse small og 38. Det er tøj fra en helt anden tid, hvor jeg festede nætterne væk på IN i hvide sneakers, baggy pants og minimal top. Nogle af bukserne har jeg brugt senere til combat og til at danse i helt frem til omkring 2005-06. Jeg har ikke længere hverken illusion om eller lyst til at trække i min gamle street uniform og (forsøge at) ligne en hip-hop’er. Det ville være meget komisk og ikke så lidt patetisk!

Den tid er forbi, og bukserne er kasseret, selvom det var mærkeligt. Meget mærkeligt. De bukser er håndgribelige minder om en tid, hvor jeg havde fart på, fordi jeg var så knust, at jeg intet kunne mærke, når jeg holdt mig i gang, når jeg sørgede for at have drama, kaos og fest i mit liv.

Min mor døde i januar 2000, og jeg stod ikke stille et sekund. Jeg trænede, dansede og festede mig gennem det første år. Stilstand var smerte. Jeg var stille, og jeg lod mig væltede af sorgen, men kun for at give den gas igen. Jeg skiftevis arbejdede mig gennem sorgen, flygtede og dansede.

Jeg søgte mod grænsen, for jeg følte mig urørlig. Intet kunne ramme mig, intet kunne gøre mig mere ondt end den smerte, min mors død påførte mig. Min familie pulveriserede, min veninde tog over og tog mig med i byen. Når jeg dansede, glemte jeg. Jeg slog hovedet fra, og jeg var i min krop.

Det hvide lys blev erstattet af stilhed, mørke, virkelig sygt ondt i hovedet og virkelig kold luft. Jeg anede først ikke hvor jeg var. Jeg rørte på mig, men mit ben sad fast. Jeg så mig omkring. Bilen var smadret, og min kæreste sagde bare ‘fuck fuck fuck’.

Hans kammerat grinede hysterisk og sagde ‘jeg tror bare, at jeg går til skolen herfra’ og så gik han ud over marken. Jeg gav mig til at slå min kæreste oveni hovedet og råbte ‘hvordan fanden er det du kører?’!’

‘Er du ok? Kan du komme ud? Hvad med dine ben?’ Spurgte han panisk og hev i mig. Jeg sad fast, og jeg havde glasskår over det hele. Jeg fik sikkerhedsselen af, og jeg fik mine ben op fra det der engang havde været bunden af bilen og som nu var presset sammen om mig.

Jeg begyndte at ryste af kulde eller chok eller hvad det var. Jeg ævlede om at vi måtte ringe efter hjælp, men fik besked på, at jeg skulle gå med nu. Vi skulle væk. Jeg gik med så godt jeg kunne.

Hele min krop gjorde ondt, og det var de første følelser, jeg havde haft i lang tid. Det føltes vildt godt, men jeg kunne slet ikke styre mine ben, så jeg tumlede, snublede, faldt og blev hevet op igen og igen.

Jeg begyndte at grine, det boblede i min krop, og min kæreste kiggede vantro på mig og sagde ‘er du blevet vanvittig?’ Jeg grinede, jeg var meget i live, og jeg havde meget lyst til at leve. Det var som om sorgen lettede, og latteren boblede bare frem.

Jeg valgte min vej den meget tidlige fredag morgen på Holbækmotorvejen i frostvejr. Uden at vide det befandt jeg mig ved et skillepunkt i mit liv, hvor jeg omsider var fri til at vælge at lade sorgen æde mig eller rejse mig og komme videre.

Jeg kunne have været død der, og jeg havde været helt og aldeles ligeglad. Lige indtil da. På vej hjem fra byen med en ikke-appelsinfri kæreste med benzin i blodet ved 5-tiden om morgenen med alt for høj fart på en spejlglat motorvej. Den perfekte opskrift på katastrofe, men ikke for mig, for en engel holdt hånden over mig, jeg vågnede brat og valgte livet.