Jeg vil ikke hjem!

Det er skønt at læse, at børnehaven trods alt ikke skader ens barn på livstid, for det er tit den holdning, man møder som mor. Det er tit det, man kan læse om i medierne. I starten gik jeg i forsvar, når jeg blev mødt med bemærkninger som ‘Vil du VIRKELIG aflevere ham i vuggestue allerede?! (10 måneder gammel).

Jeg ved, at vi hver dag overlader min søn i både kærlige, kompetente og givende hænder i børnehaven, og jeg bilder mig ikke ind, at jeg som mor er min søns bedste selskab. Jeg erkendte tidligt, at min søn skal ud i verden i trygge rammer. Han savnede tidligt flere inputs end jeg kunne give ham, og han kiggede sig da heller ikke tilbage, da jeg afleverede ham i vuggestuen første gang og senere i børnehaven.

Det er selvfølgelig skønt at få bekræftet det, jeg allerede ved; nemlig at børnehaven er god for Nicholas. Men det gør mig endnu mere glad at læse denne nyhed, fordi den anerkender det kæmpestore ansvarsfulde job, vores pædagoger udfører hver dag. De gør en forskel, og de gør det godt. Så godt at Nicholas aldrig vil med hjem 🙂