Når der bliver stille på forældreintra …

Da vores søn var lille, var dagene lange og til tider nærmest endeløse. At vælge den rigtige barnevogn virkede som en livsvigtig investering, men blot et år senere var den overflødig. Det samme med bæreselen, klapvognen, højstolen og alle de andre ting, som vi læste sikkerhedsblade og anmeldelser på og nøje udvalgte.

Nu er der gået 10 år, og det føles som ingen tid. Det, der virkede som lang tid, er så ufattelig kort tid. Det er lidt som om at jeg kom til at kigge ud af vinduet, mens jeg puslede en baby – og da jeg vendte mig om, stod der en høj stærk dreng med gnistrende blå øjne og be’r mig om at droppe det der med skærmtid.

Tiden er gået for hurtigt, tiden er kort, alt for kort. Jeg ville ønske, at jeg kunne sænke farten lidt, men dag for dag vokser han op lige foran mine øjne, og det er det største mirakel, der findes. At få lov til at vidne den udvikling og hjælpe ham på vej ud i livet.

Jeg prøver suge det hele ind. Det er på lånt tid. Jeg kan næsten ikke bære ham længere, og det niver i hjertet. Jeg elsker ellers at swoope ham op og bære ham sovende ind i seng og mærke hans varme rolige ånde ved min hals. Men det kan jeg næsten ikke længere.

Jeg nyder, når han krammer mig og når han kryber ind til mig. Om kort tid får jeg bare et hurtigt halvt kram og et hej ude i gangen af en ung mand, der er højere end mig.

Jeg faldt over Misty Lee Brewers fine Facebook-indlæg. Hun rammer det på kornet, for det går stærkt. Man lever i kaos, og nogle gange tænker jeg, at det er forfærdeligt, og at vi aldrig får et pænt hjem igen. Men det gør vi. Det sker den dag, ungen er fløjet fra reden. Den dag, hvor der bliver stille. Hvor der ikke længere ligger sko, legetøj, bøger, tøj, tallerkener og nullermænd over det hele. Til den tid kommer vores hjem til at stå skarpt igen, og der bliver helt stille på forældreintra.

When you first have children they talk about the challenges of parenting… the struggles of a baby waking in the night, the toddler who won’t stay in their bed, the cost of childcare, injuries from sports…

Having to take off work to pick them up from school when they don’t feel well, helping them with homework, a messy house, the never ending laundry, the cost to buy school clothes, packing their lunches…

You watch their eyes light up on Christmas morning… and try to soak in the magic of those moments.

You coach them in sports, rushing to practices and ballgames… and tote them all over the country to let them play the game they love… no matter how exhausting or expensive it becomes.

Life is just so busy that you rarely even stop to think what the end of those days look like.

In fact, it’s not really even something you can wrap your mind around.

You go into it thinking that 18-20 years sounds like a long time…

Then suddenly hours turn into days… days into months… and months into years.

That little person that used to crawl up next to you in bed and cuddle up to watch cartoons… suddenly becomes this young adult who hugs you in the hallway as they come and go.

And the chaos and laughter that used to echo throughout your home… gets filled with silence and solitude.

You’ve learned how to parent a child who needs you to care for and protect them… but have no clue how the whole “letting go” thing is supposed to work.

So you hold on as tight as you can… wondering how time passed so quickly… feeling guilty that you missed something…

Because even though you had 20 years… it just somehow doesn’t seem like it was enough.

You ask yourself so many questions…

Did you teach them the right lessons?

Did you read them enough books as a child?

Spend enough time playing with them?

How many school parties did you have to miss?

Do they really know how much you love them?

What could I have done better as a parent?

When it’s time for them to go, it all hits you like a ton of bricks.

And all you can do is pray…. hope… and trust that God will protect them as they start to make their way into the world alone.

Parenting is by far the most amazing experience of your life… that at times leaves you exhilarated… while others leave you heartbroken.

But one thing is certain… it’s never enough time… 💕

So for all the parents with young children… who’s days are spent trying to figure out how to make it through the madness…

Exhausted day in and day out…

Soak. It. All. In.

Because one day… all those crazy days full of cartoons, snuggles, sleep overs, Christmas morning magic, ballgames, practices and late night dinners…

All come to an end.

And you’re left hoping that you did enough right, so that when they spread their wings…

They will fly… 💕

Credit: Misty Brewer Lee

Uden at se sig tilbage

Knægten tæller ned på en kalender, jeg har printet til ham med billeder af hans nye skole på 2. maj: “Nu er der 8 dage tilbage i børnehaven”, sagde han i morges. Han ser sig ikke et øjeblik tilbage. Fremad, videre, opad …

Han har helt klare fremtidsplaner. I går hentede han mig med ind til vinduet og pegede over på vuggestuen: “der vil jeg arbejde” sagde han “i vuggestuen”. “Det er da også en supergod idé, for du er også rigtig god til at passe på de små” sagde jeg. Det er han. Han elsker at hjælpe til i vuggestuen.

Han er også i gang med at forære en masse af sine elskede bøger til vuggestuen – og i morges forærede han sin elskede kastestjerne til børnehaven.

Stilhed før stormen

Der er stille her for tiden. Ikke fordi der ikke sker noget, men fordi der sker rigtig meget. Jeg tænker så meget, at mit hovede og mit hjerte nærmest konstant er på overarbejde. Vi har været hjemme fra ferie i blot 4 uger, og det føles som om det er meget længere siden.

Med efteråret er det også snart tid til en ny udredning af vores søn. I den første udredning var der fejlslutninger, unøjagtigheder og uoverensstemmelser bl.a. mellem de forskellige tests, at det blev besluttet at gen-udrede ham før skolestart. Det er så ved at være nu, og processen er så småt sat igang. Det fylder en hel del, og det kom til at fylde en hel del mere, da en af dem, der er med til at vurdere vores søn i en mail skrev ‘som forventet er han ikke alderssvarende’.

Som forventet? Som i, at de er forudindtagede? Der røg mit åbenbart tosse-naive håb om, at denne udredning kommer til at foregå på et objektivt grundlag, hvor han bliver vurderet som han er lige nu – og ikke på hvordan han var tidligere. Det kæmper jeg med at få på plads inde i mit hoved, men nu ved jeg, at vi skal være opmærksomme på, at der ikke ryger for meget ‘som forventet’ og ‘plejer’ ind over udredningen. Det må hans far og jeg så forhindre. Godt, at vi lige blev forberedte på det :-/

Når det er nemmere at lade være ..

Vi tegner stadig bogstaver – ikke hver dag, men på de gode dage. Det holder nogle gange lidt hårdt, men her i dag fik vi tegnet G, H og I’er. G var meget svært, H gik han i gang med helt frivilligt, og I’er med prikker på tegnede han også et par stykker af. Han har stadig svært ved at holde rigtigt på blyanten, og vi er nu gået over til tuscher, fordi han ikke kan trykke kraftigt nok med blyanten. Stregerne bliver svage og utydelige. Det går bedre med tuscher.

Hvorfor lige bogstaver? Fordi det er simple tegninger af nogle tegn, han kender. Det handler ikke om at han skal skrive. Det handler om, at han skal lære at tegne. Bogstaver er simple at tegne, og det kræver en vis præcision.

Men det er ikke lystbetonet. Han starter altid ud med at sige ‘jeg kan ikke’ og ‘det bliver bare grimt’, og han bliver lynhurtigt frustreret og giver hurtigt op, hvis jeg ikke tvinger ham til at prøve igen. Vi taler om, at han bare skal øve, øve, øve og øve. Og jeg fremhæver, at det er det samme med Skylanders: Når han øver og øver på samme bane, så lykkes det til sidst. Han bliver bedre og bedre. Men alligevel er der den her stemme i ham, der fortæller ham, at han er dum og dårlig til at tegne og aldrig lærer det.

“Jeg har aldrig tegnet noget, hvor man kan se, hvad det er” sagde han forleden. Jeg viste ham hans egen tegning af en guldsmed, som tudeligt viser en fin guldsmed – men han så bare tegnefejlen på guldsmedens ene vinge. ‘Se!’ sagde han – ‘den er grim, jeg tegnede forkert, sådan ser en guldsmed jo ikke ud’. Jeg forklarede ham, at den er flot, og at jeg var stolt af ham. Han øffede bare, at den er grim og forkert.

Han siger, at han ikke glæder sig til at komme i skole, og han vil ikke op i børnehavens ældste gruppe. Han vil blive, hvor han er. Han vil være 4 år, ikke 5 år. Han er bange for nederlag, for fremtiden, for det ukendte. Det er der ikke noget at sige til, jeg håber bare at bogstavtræningslejren hjælper ham til at føle sig succesfuld. Vi skal til samtale med PPR i denne uge omkring hans udvikling. Det bliver rart at vende vores tanker med dem.

Vendepunkt?

Jeg ved det ikke, jeg håber det bare … at vi er ved at nå vendepunktet, hvor det er ved at blive forår efter en lang vinter (øhm ja, kig ikke ud af vinduet, vel?). Jeg mener mere sådan i overført forstand i vores liv.

December var hård for Nicholas, men juleferien var god for os alle. Januar som traditionelt har været svær, har været fin i hvert fald de sidste par uger. Vi havde en hård start på året med nogle dage, hvor nærmest alt eksploderede, og jeg var så tæt på at miste troen på det hele.

Men nu har Nicholas fået specialpædagog koblet på i børnehaven, og jeg tror, at det gør en kæmpe forskel. Det er en ung mand med en ro, der forplanter sig i alle om ham. Kender du typen? Han formår at smitte Nicholas med sin ro, siger de i børnehaven, og jeg tror, at de har ret, for Nicholas virker gladere, og vi har lidt færre konflikter. Mon det er hjælpen, der hjælper?

Til gengæld har vores PPR psykolog fået nyt job, og vi skal snart møde hendes efterfølger. Jeg var meget lidt begejstret ved tanken om det her skift, idet vores PPR psykolog er fantastisk, men jeg vælger at tænke, at når kommunen kunne ansætte så dygtig en kvinde, så er det klart, at de forfremmer hende, og mon ikke, at de så har ansat en mindst lige så kompetent person? Jeg ved det selvfølgelig ikke, men jeg lukker af for frygten og tænker positivt. Vi skal have sat et møde op snarest.

Nedsmeltning

Bedst som det føles som om det går lidt godt, så kører det af sporet. Da jeg kom hjem var stemningen dårlig. Nicholas havde i den grad haft en nedsmeltning; han havde bidt sin pædagog og skræmt de andre børn. Jeg prøvede at tale med ham om det. Ny nedsmeltning. Han ønsker ikke at tale om det. Endnu.

Senere ved sengetid fik jeg lidt mere ud af ham; det var sket ved samling. De andre synger, og det larmer i hans hoved, han vil hellere sidde i garderoben, fordi der ikke er larm. Han var blevet sur, og jeg ved godt på hvilken måde; råb og skrig. Og i den forbindelse bed han næsten sin yndlingspædagog. Og løb sin vej.

Det er selvfølgelig ikke okay! Og det rejser jo uvægerligt det ufattelig smertefulde spørgsmål, om han overhovedet skal være der? Kan de have ham? Er det forsvarligt? For ham, for dem, de andre børn?

Nicholas vil ikke gå i børnehave mere, siger han. Det er kedeligt, og han vil hellere være hjemme med sin computer og far eller mor. Han ka’ ikke li’ sine venner mere. Siger han. Han var feberhed i kinderne, kunne det spille ind?

Jeg foreslog høretelefoner som løsning på noget af det med larmen. Han lyste op. Det vil han gerne, og jeg lovede at tale med dem om det i børnehaven om det kan lade sig gøre, at han får dem på til samling. Hvis det da er det, der er problemet.

Vi løser det. Vinteren er ekstra svær for ham. Vi ved det fra sidste år, så hvorfor er vi egentlig overraskede? Fordi han har gjort så store fremskridt over sommeren, og nu er det bare helt slemt indimellem igen.

Det gør en kæmpeforskel for ham, at det er vinter og så meget tid tilbringes indendørs. Der er meget mere larm, og julen bringer en masse hurlumhej og uro med sig. Pakkekalender, julesange, lucia, lave gaver … Alle de hyggelige traditioner er ikke så fedt, når man har brug for forudsigelighed og struktur.

Jeg vil ikke hjem!

Det er skønt at læse, at børnehaven trods alt ikke skader ens barn på livstid, for det er tit den holdning, man møder som mor. Det er tit det, man kan læse om i medierne. I starten gik jeg i forsvar, når jeg blev mødt med bemærkninger som ‘Vil du VIRKELIG aflevere ham i vuggestue allerede?! (10 måneder gammel).

Jeg ved, at vi hver dag overlader min søn i både kærlige, kompetente og givende hænder i børnehaven, og jeg bilder mig ikke ind, at jeg som mor er min søns bedste selskab. Jeg erkendte tidligt, at min søn skal ud i verden i trygge rammer. Han savnede tidligt flere inputs end jeg kunne give ham, og han kiggede sig da heller ikke tilbage, da jeg afleverede ham i vuggestuen første gang og senere i børnehaven.

Det er selvfølgelig skønt at få bekræftet det, jeg allerede ved; nemlig at børnehaven er god for Nicholas. Men det gør mig endnu mere glad at læse denne nyhed, fordi den anerkender det kæmpestore ansvarsfulde job, vores pædagoger udfører hver dag. De gør en forskel, og de gør det godt. Så godt at Nicholas aldrig vil med hjem 🙂

Den allerførste legeaftale

I går ringede to af Nicholas’ børnehavekammeraters mor til Allan og spurgte, om Nicholas var frisk på en legeaftale i påsken. Jeg fik røret, og vi aftalte lørdag eftermiddag efter hans middagslur.

Det glæder jeg mig virkelig meget til, og jeg kan lige så godt indrømme, at jeg er ovenud lykkelig for, at han bliver inviteret. Det er formentlig alle forældres skræk, at deres børn ikke får nogen venner.

Fordi Nicholas ikke altid er en nem og stilfærdig dreng, har jeg ind i mellem i mit stille sind været bekymret. Særligt fordi der er flere, der mere eller mindre direkte har fortalt os, at ‘han jo ikke er let’, samt at han er ‘værre og fylder mere end andre drenge’. Det giver selvklart nogle stød i tilliden til, at han er let at elske for andre end os selv, selv når det bliver sagt af den barnløse tante, som kun ser børn i fjernsynet en gang i mellem.

Jeg er simpelthen så glad og stolt over, at han formår at vinde andres hjerter. Ikke bare vores. Vi er jo head over heels forelskede i vores lille temperamentsfulde charmetrold!

Pigetur? Om kønsopdeling i børnehaven

Da jeg afleverede NC i børnehaven i går, fandt jeg ud af, at pigerne på småbørnsstuen (2-3 år) skulle på pigetur, mens drengene skal blive hjemme og hygge sig uden pigerne. Det er ikke første gang, at NC og de andre drenge er ekskluderet fra ture pga. deres køn, har jeg bidt mærke i. Nicholas ville med, og jeg måtte jo prøve at forklare ham, at han har det forkerte køn.

Det sagde jeg naturligvis ikke, jeg svarede noget i stil med, at det var en pigetur, kun for piger. Det fattede han ikke en meter af. Han leger jo lige meget med piger som med drenge. Så han vrælede ved udsigten til, at hans bedste ven skulle på tur uden ham. De arrangerer pigeture for de forskellige børnegrupper, men jeg har mindes ikke at have set noget oplæg til en drengetur. Og så er det, at jeg tænker: Er det bare en undskyldning for ikke at tage de besværlige drenge med?

Det skal jeg lige grave lidt mere i, for hvis det er tilfældet, vil jeg slå et hårdt slag for ligestillingen blandt børnene på næste bestyrelsesmøde. Jeg er ret overbevist om, at køns-opdeling fra 2 års alderen i høj grad påvirker børnenes kønsidentitet. Den eventuelle påvirkning af farven på lego-klodserne er det rene vand ved siden af påvirkningen fra autoriteter.

Fra de er 2 år proppes børnene ned i nogle gammeldags bokse indeholdende søde, rolige, nemme og velopdragne piger, som kommer med på tur. Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg har virkelig kæmpet – og kæmper stadig – for at komme op af den boks.

Og så er der boksen med de vilde, larmende, besværlige og uopdragne drenge, som derfor skal hygge under kontrollerede former hjemme i institutionen. Det er nemmere at lade være med at inkludere drengene. Drengene er besværlige. Hvad gør det for en lille drengs selvtillid at opleve, at man er besværlig, fordi man er som man er? Hvor naturligt er det lige at forvente af en dreng, at han skal opføre sig som en pige?

Allerede når børnene er 2 år lægges fundamentet til pigeture, mande-os, pigeklubber, herreværelser … Det er ikke ligestilling at tvinge det ene køn til at opføre sig som det andet. Ligestilling er at kunne rumme kønnenes forskelligheder, og det ser ikke ud til, at drengenes natur bliver rummet særlig godt, når pigerne kommer på tur, mens drengene må blive hjemme.

Det må vi kunne gøre bedre!

Læs mere tankevækkende stof om drenge på Løkkefonden og i denne artikel.

Må man sige f-ordet nu?

Nu har jeg jo indtil videre ikke haft det store held, hver gang jeg har taget f-ordet i min mund. Hver gang er det blevet belønnet med sne og frost, men nu vover jeg altså pelsen, for nu føles det virkelig som forår. Det er faktisk svært at bevare pessimismen, når solen skinner, og dagene bliver længere og længere.

Et af mine privilegier som fyret er, at jeg kan tage mig ekstra tid til min familie – der er ingen stress om morgenen. Ikke noget med at være på kontoret inden 9. Så jeg tager min tid hver morgen nu.

Knægten har jo i næsten 2 uger været dybt ulykkelig over at skulle i børnehave, og nu har jeg en gylden mulighed for at gøre morgenerne lange, rolige, hyggelige og langsomme. Jeg afleverer ham blidt, blødt og langsomt, så han får tårerne tørret bort og piler afsted med sine venner uden at ænse mig. Han har slet ikke tid til at sige farvel til mig, når han lige som er faldet til i sin lille gruppe af venner, og jeg hører hans perlende latter, når jeg går.

Svær morgen

Vi havde en god, langsom og hyggelig morgen, hvor Nicholas fik set Dora delvist sammen med mig. Vi sang alle tre ‘Se min kjole’ utallige gange hen over morgenbordet. Han fik lov at pjaske med vand på badeværelset, og vi skraldgrinede og hyggede os, mens jeg gav ham frisk hale og tøj på.

Han ville have sin kuglelabyrint med, og da det er legetøjsfredag fik han selvfølgelig lov. Han strittede imod og græd, da jeg gav ham flyverdragt på og sagde ‘dumme børnehave’, men jeg fik beroliget ham. Han var glad, da vi gik ned – han spiste æble og holdt sin kuglelabyrint i den anden hånd.

Da vi kom ind i børnehaven, ville han ingenting. Han satte sig apatisk i sofaen og lod mig tage overtøjet af, støvlerne og give ham hjemmesko på. Og så gav han sig pludselig til at græde helt stille og krummede sig sammen til en lille kugle og gemte ansigtet i mit skød. Jeg aede ham over håret og lovede ham en sjov dag. Han var helt knust, han kastede sit æble fra sig og løb ud og vaskede sine hænder.

Vi gik ind til de andre på stuen, og jeg sad lidt med ham, indtil jeg gav ham til en af pædagogerne. Han skreg og slog og sparkede, og jeg skyndte mig ud.

Jeg havde glemt hans sut, så jeg skyndte mig hjem efter den. Jeg lagde den i en lille pose og var på vej til at stikke den ind gennem vinduet, da jeg så, at han sad ved bordet og grinede, så jeg dukkede mig hurtigt og krabbede hen til døren for at han ikke skulle se mig. Jeg gav sutten i posen til en af pædagogerne, som sødt sagde: ‘Se, hvor glad han allerede er!’

Og det var rigtigt. Han sad med sin kuglelabyrint og grinede, mens han viste den til de andre.

‘Dumme børnehave’ & ‘dumme mor’

Nicholas kom ind og sov hos mig igen i nat. Med min hovedpude. Også i nat sov vi begge rigtig godt, selvom han vil ligge limet ind til mig. Det er vældig hyggeligt, så længe vi begge får sovet. Det er knap så hyggeligt, når vi ikke får lukket et øje.

Nicholas ville ikke i børnehave i dag. Han græd hjerteskærende og kaldte alle i børnehaven ‘dumme’. I den seneste uge har han ikke været glad for at skulle afsted. Han er glad nok, når han kommer der ned, de fleste dage. Nogle dage er han meget ked af det, når jeg afleverer ham. Her til morgen ville han blive hjemme, han sagde ‘mig ked af det’ og ‘blive her’. De andre dage har han hellere villet over til nogle af vores venner.

Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om jeg skal være bekymret. For os forældre er det en stor forskel, at han nu er i børnehave. Jeg aner ikke, hvad han laver om dagen. Jeg har fået at vide, at han trives, selvom han bliver vred på sin kontaktpædagog, når hun irettesætter ham. Jeg ved ikke, hvor længe han sover til middag eller om han får noget at spise. Det er der ingen, der kan sige mig. De pædagoger, jeg møder om morgenen, når jeg afleverer, er sjældent dem, der er der om eftermiddagen, når Allan henter. Jeg får at vide, at det går godt, når jeg spørger. Jeg savner helt ærligt vuggestuens opslagstavle, hvor jeg kunne følge med i hvor længe han havde sovet.

Når jeg afleverer ham om morgenen er det ikke til en voksen. Han nægter at sidde hos børnehavepædagogerne, hvis der er en, der tilbyder at tage ham, når jeg går. Det virker ikke som om han har knyttet sig til nogle af de voksne (endnu?). Ofte er der ingen af dem, der kommer os i møde, når han knalder ud og ikke vil lade mig gå. Sådan en morgen kan afleveringen tage en rum tid, fordi han skriger, græder, kaster sig på gulvet, spærrer døren og hager sig fast i mit ben. Så må jeg gå ind igen og sætte mig i sofaen sammen med ham og adsprede hans tanker, hvorefter jeg så – muligvis – kan få lov til at gå. Jeg tager mig altid tiden til det, selvom jeg nogle gange må prøve at gå flere gange.

Når jeg spørger, hvad han har lavet om dagen, så svarer han nærmest pr automatik, at han har leget med vuggestuelederen. Det tror jeg ikke på, så jeg spørger til om han har leget med nogle af børnehavepædagogerne, og han siger så, at de er dumme. Stride banan! Kun sjældent siger han, at han har leget med dem, men jeg ved fra Allan, at han ikke er til at slæbe ud derfra om eftermiddagen. Så bliver han sur og vil ikke med hjem. Så er det mor og far, der er dumme.

Så status efter en måned i børnehaven; jeg savner vuggestuens høje informationsniveau, men samtidig har jeg også fuld tillid til, at jeg nok skal få besked, hvis der er noget, jeg skal vide. Jeg forsøger stadig at holde lidt fast i navlestrengen, så det er bare et spørgsmål om tilvænning for mig.

Igen i dag erstattede jeg frokosten med et brev NUPO latte med kylllingesmag. Det smager ikke bedre end i går, men jeg har faktisk ikke været grovsulten i dag. Jeg sad i telefonmøde i dag i min frokostpause, og min mave knurrede rimelig meget, men det var ikke noget koldt vand ikke kunne klare. Derefter holdt jeg sulten stangen med 4 gulerødder og 2 æbler.

Så dagen i dag har været bedre end i går. Jeg hallucinerede ikke om mad hele dagen som i går, jeg kunne rent faktisk tænke på andet end at fylde i hovedet.

Lucia Tog!

Her til morgen var hele familien K af huse klokken lidt i 8, for der var nemlig lucia optog i børnehaven. Indenfor i børnehaven var der fuldt op af stolte forældre, bedsteforældre og morgenfriske børn.

Vi fik en kop kaffe og tog plads i børnehavens legekøkken på de mindste stole. NC kom hen og puttede hos mig, mens han så nysgerrigt på lucia optoget, som han forlængst havde omdøbt til Lucia Tog.

Så søde var de store børnehavebørn, da de gik gennem stuerne i deres hvide tøj med guld i håret og lys i hænderne. Tæt bag hinanden og med bævende stemmer. Anden rundtur bød på klar og enstemmig sang fra hele følget.

‘Husk Kleenex’ havde de skrevet i invitationen, og det var vist godt, for der var mange, der rømmede sig og lige måtte snyde næsen efter lucia-optoget. Også os, men vi er også nogle vaskeægte tudesidser. Særligt lige nu.

Brev fra Børnehaven

Der var brev i dag fra børnehaven. Det er mærkeligt at se sort på hvidt, at NC starter i børnehaven 2. januar. Er han virkelig vokset ud af vuggestuen? … Og sikke en masse ting han skal kunne … Tage tøj på selv osv. Jeg træner det med ham dagligt, men han er altså kun 2½ år og har ikke rigtig udvist interesse for at tage tøj på selv, så det går altså ikke helt endnu. Også selvom jeg tænker over, at hans tøj og sko skal være let at komme ind og ud af for ikke at tilføje ham unødige nederlag.

Heldigvis er springet forholdsvis lille, da hans nye garderobe er i samme rum som den gamle, og han frit kan gå ind og kramme sine gamle venner i vuggeren.

Han er klar til børnehaven. Spørgsmålet er mere om moren er ..