Her til aften var jeg ved at gøre Nicholas klar til natten, da han kiggede på sin Tomy Sunshine Buddy, som vi købte i Berlin for snart 2 år siden.
Han pegede på den og sagde ‘den sidder der med sin baby’ og så kiggede han på mig. ‘Du skal have en baby derind’ sagde han og prikkede mig på maven. ‘En babypige’ sagde han og tilføjede: ‘… der drikker mælk’.
Jeg spurgte ham ‘kunne du godt tænke dig det?’ Han svarede ja og smilede. Jeg svarede stille, at jeg ikke kan love ham det, for når mor bliver for gammel, kan der ikke vokse babyer i maven. Han sagde ‘nå’ og jeg kunne se, at han tænkte så det knagede.
Jeg puttede ham, og jeg lå og så på ham, til han sov og lidt endnu. Et par forræderiske tårer trillede stille ned af mine kinder. Der er intet, jeg hellere ville end at give ham en søster eller en bror. Hvis bare jeg kunne!
mammalade 
Nogle gange er det man ønsker sig allermest brændende også det der er allersværest at få. Det gør ikke sorgen og smerten mindre tværtimod. Jeg har 2 sunde og raske børn (og er derfor pokkers heldig), men selv efter fødslen af min yngste gik der meget lang tid (mere end 1 år) inden jeg følelsesmæssigt havde accepteret at nu var det slut. Ikke flere babyer til mig. Fornuftsmæssigt kunne jeg lire alle argumenter af, men følelsesmæssigt var en en hård nød at sluge. Jeg kunne slet ikke forstå de af mine veninder, der skråsikkert stod og sagde, at de i af fald ikke skulle have flere børn. Men nu står jeg der selv og siger det samme.
Min pointe er blot at fortælle dig at uanset hvad, uanset om jeres drøm om en baby går i opfyldelse, så er der lys for enden af tunnelen.
LikeLike
Jeg ville bare gerne SELV have truffet det valg, i stedet for at det (måske) er min alder, der afgør det. Jeg håber jo stadig og vil gøre det i mange år endnu. Kvinder, der er ældre end jeg, er blevet mødre, så håbet lever side om side med savnet og sorgen over, at det måske ikke bliver til noget.
Én ting er, at det er mig og mine drømme, der brister – men når det også kan betyde, at min søn ikke får en søskende, som han giver udtryk for, at han savner – ja, så føles det næsten ubærligt.
Jeg er ikke parat til at opgive drømmen, endnu.
Gitte K
LikeLike
Svære valg er ulig meget lettere at komme igennem, når man selv har taget valget fremfor at blive dikteret af ydre omstændigheder. Desuden har de valg man træffer, påtvunget eller frit, konsekvenser for andre, så det er på ingen måde tingene nemmere.
Jeg har (heldigvis) ikke selv haft behov for fertilitetsbehandling, men jeg er tæt på folk der har. Jeg har derfor lyttet meget, når de har fortalt. Om håbet og drømmen der knuses. Det er en del af menneskets natur at bevare håbet, og noget der slår mig at at ved netop fertilitetsbehandling er behandleren rigtig god til på godt og ondt at bevare håbet om at det lykkedes. Fertilitetsklinikker er fyldt med billeder af nyfødte børn, så når man træder ind tænker man straks, der skal min (ufødte) barn også op at hænge. Man lever uværgeligt i troen på at det her det må for pokker da lykkedes, fordi man vil der her så forbandet meget. Måske man huske at fertilitetsklinikker er købmænd på godt og på ondt.
Tak for historien om mødet med din mand. Den minder meget om min egen. Jeg mødte min husbond på dating.dk tilbage i 2007, og så gik det stærkt. Under 2 år efter var vi forældre og sad i eget hus. Jeg er 38 år, så jeg har til forskel fra dig haft lidt mere tid at løbe på. Jeg husker godt alle årerne som solo-sild, mens alle mine veninder en efter en fik mand og børn. Det var svært at være tilskuer til, men andre omstændigheder gjorde at jeg først ret sent fik mentalt overskud til at oprette profil på en dating-side. Jeg mødte hurtigt en mand, men han knuste mit hjerte. For at komme videre oprettede jeg en profil påny, og så var det jeg mødte den underskønne og dejlige mand jeg er gift med idag.
Jeg får til fulde din drømme, det gør jeg virkelig
LikeLike
Nu spørger jeg måske lidt dumt… men var det ikke et bevidst valg fra din side at satse på karriere fremfor familie? Eller har jeg misforstået din historie? Uanset, så synes jeg, at det er en meget relevant og vigtig snak, der giver stof til eftertanke. Flere og flere kvinder i dag får jo børn væsentligt senere end man gjorde tidligere. Men hvad er egentlig konsekvenserne heraf? Jeg står selv i en situation, hvor jeg i en alder af 31 lige er blevet færdig med studiet og skal til at vælge mellem familie eller karriere. I min alder er det svært at forestille sig, at man kan få begge, da jeg har været lidt længe om at blive færdig. Det er derfor meget interessant for mig at høre andre folks oplevelser. Er der noget, du fortryder/ville gøre om hvis du kunne?
Tak i øvrigt for en spændende og hudløs ærlig blog. Det sætter jeg stor pris på 🙂
LikeLike
Hej Julia!
Ingen dumme spørgsmål 🙂 Hvis jeg kunne gøre det om, så ville jeg, men jeg mødte min mand så sent, at vi ikke har kunnet gøre det hurtigere.
Vi mødtes i efterår 2005. Vi flyttede sammen inden vi havde kendt hinanden i et år, vi startede i fertilitetsbehandling inden vi havde prøvet forgæves et år, og jeg var gravid, da vi blev gift i 2009.
Jeg ville have ønsket, at vi havde haft mere tid, men jeg mødte den rigtige sent, at da vi vidste, at det skulle være os, så spildte vi ikke tiden.
Jeg har brugt meget krudt på karriere ‘i mangel af bedre’. Jeg har brugt rigtig meget tid på de forkerte mænd (bl.a. 7 år på en mand, der havde det med at forsvinde, for derefter at dukke op og vælte mig bagover).
Men jeg mener faktisk, at jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at stifte familie – bl.a. var jeg på dating.dk allerede i ’99, da det startede op. Jeg har været på utallige dates, blind dates, running dinner og levede meget udadvendt og var ærlig omkring hvad jeg ville. Jeg mødte min mand på dating.dk, da han omsider fik en profil flere år senere 🙂
Jeg troede desuden på de løgne, vi går og bilder hinanden ind; at det er lettere at blive gravid anden gang. Det er løgn, når du er over 36.
Jeg troede, at det ville have været let at få nr 2. Det var helt forkert. Allerede da jeg fik Nicholas var min fertilitetschance 50% af da jeg var 20 år, og nu er den reduceret med yderligere 50%. Og endda mere efterhånden.
Vi har været i fertilitetsbehandling i 3 år nu. Uden held. Og ja, vi ligger jo nok som vi har redt, fordi vi mødtes så sent i livet.
Hvis jeg var 31 og vidste hvad jeg ved nu, ville jeg have kæmpet hårdere og mere indædt for at kapre min mand i hvert fald et par år tidligere 😀
Men det er jo det finurlige i livet, at det leves forlæns og forstås baglæns. Der er ting, vi ikke formår at ændre nu, og jeg er ikke klar til at give op endnu, selvom virkeligheden trænger sig på og fortæller mig, at vores drøm måske aldrig bliver til virkelighed.
Hvis vi en dag må give op, vil jeg have gjort alt og prøvet alt, og jeg håber, at det vil give mig ro i min sorg.
Gitte K
LikeLike
KRAM OG TANKER.
LikeLike
Okay, så forstår jeg bedre. Og tusind tak for at dele. Må sige, at det virkelig gør indtryk. Og du har fuldstændig ret i, at lives leves forlæns men forstås baglæns. Sender jer en masse tanker og håber inderligt, at jeres ønske om familieforøgelse går i opfyldelse. Prøv ikke at stresse for meget over det, da det også kan påvirke kroppen (ved det kan være svært når man brændende ønsker sig noget).
LikeLike