Bærer du med smil din byrde? Er du stolt af at du klarer det hele med et smil? Har du overvejet, at smilet måske nok kan være den korteste vej mellem to mennesker men også kan være ren facade? Et smil kan være en effektiv måde at holde andre på sikker afstand.
I min familie lider vi af Muhammed Ali syndrom: “I’m the greatest” fortæller vi hinanden og skubber nærhed, omsorg, hjælp og støtte væk. Vi viser ingen svaghed, kun perfektion. Vi er alene, når dagen går på hæld. Vi kan alt selv, behøver ingen. Udadtil.
Alle har brug for nogen. Har du tænkt over, at dit perfekte liv, dine happy opdateringer på facebook og din overflade meget vel kan skubbe dine venner væk? Var det det der var meningen? Jeg vil gerne vide, hvordan du har det, ikke hvordan du gerne vil ha’ det. Det er da klart, at den snak tager vi da ikke på facebook, men kunne vi starte der?
Jeg er selv ikke særlig god til det, men jeg prøver af og til at smide smilet og fortæller, hvordan det går lige her og nu. Når alt er blue skies, og når alt er lort. Også når jeg mest af alt er ved at løbe af pladsen. Jeg har erfaret, at det bliver virkelig godt modtaget, når jeg skriver en af de uperfekte opdateringer. Fx da jeg var mest ked af det over det med Nicholas, så skrev jeg det i en statusopdatering. En gammel ven reagerede – han kender til det, og jeg fik en håndfuld gode råd.
Så føles det rart at have flashet sin sårbarhed, selv om det er ekstremt grænseoverskridende. Det er det samme med min blog; når jeg flasher for eksempel min uperfekthed, min rådvildhed, min uvidenhed og min sårbarhed, så rammer det andre, der måske har det på samme måde eller kender til det fra en anden vinkel. Skønne kloge mennesker, der bidrager med en viden og en vinkel, jeg ellers aldrig ville have fået. Mennesker, jeg ellers aldrig ville have mødt, gør en forskel for mig i mit liv.
Samtidig med at det at skrive er ren terapi for mig. Jeg elsker det. Jeg skriver ikke kun for dig, det må jeg indrømme – jeg skriver også for mig. Jeg bliver klogere, får perspektiv og indsigt. Jeg kommer af med sorg og vrede, og jeg kan gå tilbage og se, at der er sket en udvikling – eller afvikling. Det er fedt.
Win-win 🙂
mammalade 
Keeping up appearances…? Sådan kan det nemt synes, når man surfer rundt på Facebook. Alle har tilsyneladende det perfekte liv, og inderst inde ved man jo godt at det langtfra er tilfældet.
Men indrømmet… jeg hører selv til dem, der primært skriver positive ting på Facebook. Jeg skriver om min dagligdag og hvad der ellers falder mig ind. Jeg holder mig til det positive pga. mine drenge og mand. De skal ikke føle sig pinligt berørt hvis de møder folk fra min FB-venneliste, og disse har kommentarer til det jeg har skrevet.
LikeLike
Hihi Hyacinth 🙂 Jeg mener nu ikke udlevering af børn og bedre halvdele, men en mere ærlig og jordnær approach, hvor der er plads til sol og regn. Hvor der er plads til sårbarhed.
Jeg ved godt, at når noget lyder for godt til at være sandt, så er det det som regel også. Særlig på facebook. Men bagsiden af den perfekte show-off er bare, at man risikerer, at folk tager afstand fra en.
For mig fungerer det med åbenhed, men jeg er aldrig hudløst ærlig. Heller ikke på bloggen, selvom det er tæt på. Jeg er klar over, at min blog eller dele af den på et tidspunkt ‘forsvinder’, fordi den på nogle områder er meget personlig omkring min søn og hans udvikling.
Gitte K
LikeLike
Fandt dig lige lidt tilfældigt, igennem en anden blogger jeg følger lidt. Spændende skriveri, Især dette her med “smilet”. Jeg har netop selv for et par uger siden, skrevet et indlæg og lidt a la det samme, “facaden”. Ta et kig:-)
LikeLike
Hej Pernille!
Hvor sjovt! Jeg faldt over din blog via Cristines link til dig forleden. Jeg har allerede addet dig til min læseliste 🙂
Først og fremmest godt, at du tager hånd om din stress. Dit indlæg virkede så bekendt, for jeg har været der, hvor du er. Jeg gik ned med stress to gange, og det kan ske igen. Jeg er ikke blevet så klog endnu at jeg ved at jeg helt sikkert kan undgå det.
Måske kender du historien om den kogte frø? Hvis man kaster en frø ned i kogende vand, springer den op, fordi det er for varmt. Hvis man derimod langsomt skruer op for gryden med frøen i vandet, så bliver den kogt levende til sidst. Den gradvise temperaturstigning snyder den. Det er det samme med stress.
Jeg prøver tit at tænke på frøen og prøver at trække numsen op af gryden, så meget jeg kan, men det er svært at skabe ro og balance i en hverdag med barn, mand, job, søvn, træning, økonomi, familie, venner plus alt det andet.
Vi ses snart igen på bloggen 🙂
Gitte K
LikeLike
Årh, havde ikk læst mig frem til, at du også havde været nede med stress. Hvordan kom du op igen? og fandt du de dybere liggende årsager, udover selfølgelig at have travlt, med mand job hus og barn.. Og havde du også fysiske symptomer såsom svimmelhed eller lign.? God forlænget weekend:)
LikeLike
Hej Pernille!
Jeg knækkede midt i et møde, hvor jeg blev beskyldt for min forgængers rod. Jeg råbte op, skældte ud og stormede ud med tårerne lodret ud af hovedet.
Jeg flygtede. Det var præcis det, der skete. Jeg kørte bil hjem, men aner ikke hvordan. Jeg græd konstant i næsten 14 dage. Jeg husker ikke detaljer fra de dage. Jeg var fysisk angst for at tale med min chef, mine tænder klaprede, jeg rystede, det sortnede for mine øjne, når hendes nr dukkede op på min mobil. Jeg sov meget, men var plaget af bratte opvågninger, hvor mit hjerte bankede unormalt og jeg næsten ikke kunne få vejret. Jeg måtte opgive at gå i supermarked – alene tanken fik det til at sortne for mine øjne, mit hjerte hamrede og jeg blev svimmel.
Fredagen forinden var jeg besvimet på en cafe, hvor der blev tilkaldt ambulance, fordi min puls var lav, og jeg ikke kom til mig selv. Jeg slog det hen fordi jeg ikke havde (haft tid til at) spise i et par dage.
Det var ‘de eneste’ fysiske symptomer, jeg havde. De psykiske var – og er – langt værre for mig. Jeg er blevet mere sårbar, har ikke samme overblik, går let i panik/i sort og min korttidshukommelse har taget skade. Jeg ved, hvad jeg kunne, og det er en kilde til evig stress og frustration, at jeg møder muren langt tidligere end før.
Gitte K
LikeLike
Okay. Er det lang tid siden du gik “ned med stress”? Fandt du ud af, hvad det var der udløste din stress? ofte er der jo flere faktorer? Men for at man ikke ender samme sted igen og igen, skal man jo på en eller anden måde, finde frem til, de ting der skal ændres,sådan rent “praktisk” i ens hverdag, men nok vigtisgt af alt, det mentale i en. Og som nok også er det sværeste. Fik du den nødvendige sygemelding og ro og hvile, og evt. terapi? Eller kan det tænke sig, at stressen stadig sidder i dig?
LikeLike
Hej Pernille!
Det er 6 år siden. Det var før jeg fik børn, før jeg fik kæreste, men min mor var død nogle år tidligere, og jeg havde begravet mig i arbejde, en besværlig kæreste og en HD ved siden af. Alt i alt var det ikke ‘bare’ jobbet for mit vedkommende, men i lige så høj grad alt det andet. Det fandt jeg bare først ud af, da jeg selv trak i nødbremsen et lille år senere, da jeg i et nyt job var tæt på at havne nøjagtig samme sted.
Jeg lærte først lektien i anden omgang. I første omgang handlede det bare om at ‘komme tilbage’ og ‘få det overstået’, men i anden omgang var det ikke til at bortforklare, at nissen var der og at den i høj grad var flyttet med. Jeg måtte tage hånd om de ting, der gør det svært for mig at være mig. I første omgang min meget elendige evne til at lytte til mig selv og til at sige fra.
Jeg skulle helt tilbage til min barndom og omprogrammere mine ‘vedtagne sandheder’ omkring, at det rent faktisk var okay for mig at sætte grænser og sige nej. Det var jeg ikke just blevet belønnet for hverken hjemme eller i skolen. I skolen blev jeg og mine veninder udstillet som asociale, egoistiske og slet og ret et dårlige mennesker, dårlige veninder og asociale kammerater, når der var ting, vi sagde nej til.
Alene fordi vi var piger. Der gjaldt helt andre regler for drengene. Vi skulle sidde dreng-pige i timerne, så vi piger skulle holde styr på drengene og hjælpe læreren. Generelt skulle vi hjælpe. Både lærere, drenge, veninder, forældre, søskende. Ikke at der er noget galt med hjælpsomhed, men der er virkelig noget galt i, at det sker på bekostning af en selv og ens egne grænser. Mine grænser blev udviskede, og jeg lærte, at mine behov og ønsker skulle komme sidst, ellers ville jeg ikke være værdig at elske.
Det er en virkelig dårligt lektie at have med i erhvervslivet, når man så får en chef fra Italien, som rent beset ikke kunne se, hvorfor kvinder skulle være på arbejdsmarkedet og derfor absolut ingen respekt havde for mig eller mine kvindelige kolleger. Udover når han skulle have kaffe med varm mælk eller have hjælp til at forstå den danske brugsanvisning til firmabilen.
Men i bund og grund var et par dårlige chefer kun de udløsende faktorer. Mit problem var, at jeg ikke formåede at stå ved mit nej. Min chef fik det altid omgjort, og de opgaver jeg sagde nej til op til flere gange endte alligevel på mit bord. I første omgang udløste det stress, i anden omgang genkendte jeg tegnene, trak nødbremsen, lod mig sygemelde og fandt et andet job, før jeg gik ned med stress igen. Så jeg var blevet klogere anden gang, og jeg formåede faktisk at beskytte mig selv, da jeg ikke blev hørt og taget alvorligt. Det er jeg ret stolt af, når jeg ser tilbage.
Jeg mener, at jeg fik den nødvendige hjælp. Jeg blev sygemeldt begge gange, anden gang var rent præventivt. Jeg fik hjælp både fra en superdygtig erhvervspsykolog, samt fra min praktiserende læge. Men jeg tror, at det altid sidder i mig. Det er vel som et brækket ben – det bliver aldrig helt så stærkt som før. Det er noget vrøvl, at det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Efter min mening. Jeg er ikke blevet stærkere, jeg er blevet svagere og kan overskue færre ting. Til gengæld er jeg blevet mere no bull shit typen, der kender mine grænser, fordi jeg har begrænsede ressourcer at rutte med. Hvis det er noget med jobbet, som ikke er det værd, så er det videre.
Og verden afhænger ikke af mig. Jeg lider ikke af noget Muhammed Ali syndrom “I’m the Greatest”, og har ikke en følelse af, at jeg er uundværlig. Jeg er undværlig på jobbet. Jeg efterlader lige så stort et hul på mit arbejde, som når jeg trækker hånden op af vandet. Der er intet hul, og jeg er undværlig. Det er fedt at erkende, for den erkendelse er guld værd, idet den fjerner meget af ens selvskabte pres.
Det var lidt om det – spørg endelig, hvis du vil vide mere. Det var en hård hård tid, men jeg havde en ting eller ti, som var nødvendige for mig at lære. Jeg fik lært det på den hårde måde!
Gitte K
LikeLike