I dag var dagen, hvor jeg skulle til sundhedstjek. Blodsukker, kolesterol, blodtryk – altsammen helt fint. BMI var normalt – i den øverste ende lige på grænsen til overvægtig. Mit taljemål er 2 cm for stort.
Ingen overraskelser dér, de vigtige tal var fine og resten er ok – det er jo det, jeg gør noget ved.
Sjovt var det dog, at sygeplejersken og jeg kiggede på hinanden og tænkte ‘dig kender jeg’. Vi gik til aerobic og funk sammen for mange år siden i Hard Work i Valby. Hun træner stadig meget, underviser i spinning og ser sund og fit ud.
Jeg savnede det lige da. Tiden hvor jeg trænede bare for sjov. Hver morgen og hver aften med mine venner.
Sad og snakkede over en proteindrik ud på aftenen eller over veggieretten på Phenix, cyklede hjem på hovedet i seng kl 22 og op igen kl 5 til træning igen 6:15. Morgenmad med vennerne efter træning/bad og så afsted på jobbet på cykel.
Min håndtaske var en kæmpestor Eastpak, som rummede to sæt træningstøj, kosmetik, alm tøj og evt ekstra tøj til hvis-nu-café-besøg, bøtter med mad og proteinpulver. Plus det løse. Min 1V kaldte jeg den 🙂