En lille løbetur senere

Øj, jeg var morgenmuggen tidligere. Det er jeg inderst inde stadig, men nu løb jeg 2×1 minut og gik 28 minutter ude i det solbeskinnede lysegrønne forår. Det gav lidt mere humør. Løb er altid en god idé, når hjernen nedsmelter.

Det er hårdt. Jeg er stadig i gang med løbeprogrammets uge 1, hvor jeg skal løbe 2×1 minut. Efter 1 minuts løb må jeg stoppe, jeg hoster af anstrengelse, hiver efter vejret og må have hovedet nedad. Det er så hårdt.

Uge 1 er den hårdeste uge i hele programmet. Jeg har gentaget uge 1 i en måneds tid nu. Nu går jeg snart videre til uge 2. På ugens sidste dag (søndag) skal jeg løbe 2 minutter nonstop. En Marathon for mig, og jeg ved, at det er min vilje, der skal trække mig igennem. Det bliver med blodsmag i munden, lunger der næsten hostes ud og et hamrende hjerte. Men jeg ved, at jeg kan 🤘

I næste uge går jeg videre til uge 2 efter en måneds tilvænning på uge 1. Man skal gå langsomt frem, når man er ældre, overvægtig og har en historik med overbelastningsskader. Det her skal fungere.

Mandag morgen blues

Jeg vågnede lidt før vækkeuret, og jeg vidste straks, at det var løbedag. Og mandag! Jeg stod op, satte øjne (aka kontaktlinser) i hovedet og snørrede løbeskoene. Ud af døren med mig.

Brrr, det var koldt, klokken var 6:15, luften var kold og frisk mod mine bare arme, men det var lyst. Altså, ikke lyst-lyst, men det var en lysere tone af mørk end i fredags, hvor det var buldermørkt. Månen lyste blegt fra en blåsort himmel, og jeg kunne se træernes konturer.

Jeg pilede afsted med tændt lygte gennem de nedfaldne blade. Det var vindstille, og jeg tænker, at det ikke varer længe, før det bliver frostvejr.

På vej hjem fra løbetur lige før daggry

Hjem i bad. Det varme vand gjorde nærmest ondt på mine iskolde arme. Må finde en langærmet løbebluse frem til på onsdag, tænker jeg 🥶

Afsted på cykel til job, og så er ugen i gang!

Om kap med ræven

Fredag aften løb jeg først klokken 18 i håb om, at det var blevet lidt mindre lummert. Det var det bare slet ikke. Jeg skulle løbe 32 minutter, og sveden haglede allerede af mig, før jeg kom ud af døren! Det var skønt og helt fantastisk at løbe i den lumre, tordentunge, fugtige luft i mosen. Ingen andre var ude. Bare mig.

Jeg løb langs mosen, og pludselig opdagede jeg, at der løb en ræv foran mig. Den dalrede lige så stille afsted midt på stien 40-50 meter foran mig. Jeg satte farten op for bedre at kunne se den. Den stoppede op og kiggede bagud på mig og luntede videre. Den stoppede jævnligt op og så på mig – nærmest som for at se om jeg stadig var med. Lidt som om den tænkte ‘kom nu!’ 🦊

Den forsvandt i et spring ind det høje græs, da der kom en pige løbende mod os. Jeg så den ikke igen, men jeg var så glad for at have set den lille ræv 🦊 Det er noget helt særligt!

Min & rævens sti

Fra Coronakilo til Coronakur – ny CoVirkelighed dag 48

Da jeg kom hjem fra påskeferie og sprang på vægten, så flygtede den. Nej, for at være ærlig, så havde badevægten ikke en chance. Den blev nemlig presset mod gulvbrædderne af hele 93,7 kilo. Wtf? Ok, det var ikke et kæmpe chok, men virkelig en ubehagelig overraskelse – jeg er på vej mod 100 i galopfart 😱 Jeg troede, at vi HAVDE vedtaget, at Coronakalorier ikke er rigtige kalorier og derfor ikke tæller?!

Nå, Coronakalorierne gør ikke noget godt for mig. Jeg tog skeen helt ud af hånden og indførte disse ændringer:

  • Slut med snacking, slik, kalorierige knækbrød og chips – alle reserver er tømt
  • Slut med avocadomad til frokost
  • Ind med lange gåture om morgenen, når knægten er fulgt på vej til skole
  • Nuposuppe til frokost
  • Snackgulerødder, ærter og nødder som snacks
  • Fortsætter med løbeprogrammet – er nu i gang med uge 6
  • Hvis der er is på programmet, så Solero eller sorbet. Ingen flødeis.
  • Normal aftensmad
  • Normal morgenmad – jeg skal dog finde en anden granola end triple chocolate som bade for vores birchermüsli 🤭🤣

Alt dette har betydet et vægttab på 2,5 kilo fra 93,7 til 91,7 siden 15. April.

Det betød også, at min BMI kom under 30. Nu er jeg ‘bare’ overvægtig. Men det er ikke godt nok. Jeg vil gerne ned på 80 kilo i første omgang. Det vejede jeg, da jeg blev gravid.

Der var engang 😅

De 65 kilo jeg vejede, da jeg var 30 år er ikke realistiske længere. Så tror jeg, at jeg kommer til at ligne en mumie. Lige nu fylder jeg jo en del rynker ud indefra 😉

Gamle Ole!

Det her indlæg skrev jeg i april. Jeg udgav det aldrig. Det føles meget personligt, og jeg er et andet sted i dag.

…….

Jeg er tæt på ‘gamle Ole’, når jeg springer på badevægten. Der var engang hvor der stod 65 hver morgen. Det var dengang jeg følte mig tyk.

Nu kan jeg godt se på min tøjstørrelse (46) og på vægten, at jeg er tyk, men jeg følte mig faktisk ikke tyk. Datid.

Lige indtil jeg fik en bemærkning omkring min vægt sidste sommer: “Det klæder dig, at du har tabt dig. Da jeg så dig i sommer var du bekymrende stor

🐳

Jeg lignede med andre ord en hval i sommer? WTF? Fed og forædt? Jeg kiggede tilbage på fotos fra den dag, og det slog mig hvor glad, jeg ser ud.

Paradokset er, at jeg er langt mere usund og stresset nu, end jeg var lige efter sommerferien, hvor jeg var glad, rund, peberkagebrun og afslappet.

Er der nogensinde nogen, der er blevet slank af at få at vide, at man er bekymrende stor?

Hvad skal det til for? Jeg blev både vred og såret over bemærkningen, men jeg formåede at få sagt fra overfor det. Det er da noget mærkeligt noget, at min vægt og udseende er et debatemne.

Spis gift

Alligevel virker den dumme bemærkning som gift på mig. Min trøstespisning er nået nye højder siden da. I mange år har jeg ikke trøstespist. Nu spiser jeg alt, der ikke er hammer- og nagelfast, når jeg er stresset, træt eller frustreret.

Det var ellers ikke længere min vægt, jeg bekymrede mig om, det var mere mit velbefindende. Men bemærkningen lyder som et ekko i mit hovede. Jeg hører slet ikke det kompliment, som kommentaren også indeholdt udover en svineren: at jeg ikke længere var så bekymrende stor som i sommer.

Jeg stirrer på tallet på min vægt hver morgen, og det bliver ikke mindre af at blive nidstirret, skulle jeg hilse at sige.

🐳

Jeg er begyndt at gå ture i weekenden. 45 minutter ad gangen.

Gå? Men er det ikke kedeligt og noget for gamle damer? Jo x2. Det er forholdsvis kedeligt, men så er det ikke værre. Naturen er smuk, jeg bliver glad i låget, klar i hovedet, og det føles dejligt i kroppen.

Jeg ville hellere træne, men min krop siger fra. Jeg har inflammation i en slimsæk i hoften, som provokeres af koblingen i bilen. Og da jeg kører til job hver dag er det ikke en skade, jeg kan få til at gå væk. Det er værst de dage hvor jeg kører meget i kø, så jeg forsøger at styre udenom myldretiden om eftermiddagen.

Jeg laver øvelser hver morgen i brusebadet og hver aften på gulvet. Det hjælper til at holde smerten på et tåleligt niveau. Jeg har fået blokader, ultralyd, akupunktur .. uden den store effekt. Det har været meget slemt, men nu halter jeg ikke længere, jeg har ikke længere ondt, hvergang jeg rejser mig, smerten er blevet til at holde ud.

For det gør ondt hver dag, det jager og niver og føles som et sår, der springer op eller nok snarere som væv, der revner, når jeg belaster det forkert eller for meget ved fx at gå op ad bakke med lange skridt. Det forhindrer mig i at løbe og andre former for konditionstræning, for løb, hop og vægtbæring (fx at løfte vægte eller en tung pose) forværrer det. Når jeg cykler, får jeg tillige ondt i knæene. Heldigvis kan jeg gå, så det gør jeg.

Efter mange år med alt for meget træning, for lidt restitution og et æresmedlemskab hos OA, så har jeg stadig lyst til at gi’ fanden i det og bare gi’ den gas med at træne og ignorere svaghed og smerte. Som vi sagde, når vi løftede vægte ‘smerte er svaghed, der forlader kroppen’. Jeg brændte mit lys i begge ender i flere år, og ja, nu er jeg 47 og der er så åbenbart en regning, der skal betales 😒

Livskraft, styrke og øget energi med styrketræning

Jeg vil vove den påstand, at styrketræning gør mig til et bedre menneske; jeg bliver sødere, mere rummelig og omgængelig, mindre stresset og mindre bitchy.

Styrketræning giver mig livskraft, styrke og øget energi. Jeg får mere overskud både fysisk og psykisk. Ro i sjælen.

Hvordan begyndte det?

Jeg begyndte for alvor at styrketræne efter en meniskoperation for 19 år siden. Meniskoperationen betød, at jeg måtte holde pause med aerobic, dans, step, mens mit knæ voksede sammen.

Jeg fik lagt et begynderprogram, som var dødens pølse; det tog næsten en time og bestod af 5 sæt a 20 gentagelser i 117 maskiner.

Det var slet ikke noget for mig. Det kunne være sluttet der, og det gjorde det også for de piger, jeg i starten trænede med.

Hvordan fandt du glæden ved styrketræning?

Jeg nævnte for en bekendt i centret, at styrketræning var dødkedeligt. Han sagde ‘du har det forkerte program – du spilder tiden på at træne på alt for mange meningsløse maskiner og med en alt for lav vægt’ Godt så, træningscentrets begynderprogram fik en reel sviner 😬

‘Jaja, den er god med dig – hvad gør jeg så? – vil du træne med mig?’ spurgte jeg. Da han var færdig med at grine, sagde han ja. Han fortalte senere, at han var overbevist om, at vores makkerskab max ville holde i 20 minutter, så ville jeg fise tilbage til mit aerobichold.

Jeg blev presset max. Jeg blev stædig, kæmpede med rystende arme og blæverben. Jeg glemte at trække vejret, så ondt gjorde det. Det var intet mod dagen efter, hvor mine muskler våndede sig, men jeg mødte trofast op til ny tortur af andre muskelgrupper. Han havde grinet af mig, og jeg nægtede at gi’ op.

Vi trænede 5 gange om ugen af max 20 minutter. Flexprogram, skiftevis triceps/bryst og ryg/biceps – og så en ugentlig ben-dag.

Det var så fedt. Min krop viste sig at være meget stærkere end jeg troede. Når jeg mente, at jeg kun lige med nød og næppe kunne løfte 25 kilo og ikke et gram mere, fik jeg 35 kilo på og lykkedes med det.

Min begrænsning sad i hovedet, ikke i kroppen. Jeg ved derfor, at min krop rummer et langt større potentiale end jeg var klar over. Min krop er langt mere stærk, robust og fantastisk end jeg forestillede mig inden. Og det bedste er, at det smitter af på min psyke.

Min krop kvitterede med at blive stærk, robust og selvom min vægt steg, fik jeg det bedre med mig selv. Fokus i spejlet flyttede sig til ‘jeg kan’ i stedet for ‘jeg er for stor’. Min ryg blev rank, og til sidst kunne jeg se muskler under huden. Og jeg var superpraktisk at have med i Netto 😅

Hvorfor holdt du op med at træne, hvis det er så fedt?

Jeg holdt op med at træne i flere år, da jeg skulle få hverdagen til at gå op med mand, barn, job og træning. Min prioriteter ændrede sig, ganske enkelt.

Hvordan kom du i gang igen?

Nyt træningscenter; spritnyt med uimodståeligt tilbud 99kr om måneden. Min mand meldte sig ind, og så gjorde jeg det også. Fra første træning i det center var jeg solgt.

Så jeg er tilbage. Fire gange om ugen er målet, men enhver træning er en succes.

Hemmeligheden?

Hemmeligheden er at gøre det simpelt – og tungt. Jeg holder mig til kabeltræk, frie vægte og få maskiner, da jeg bedre kan justere og fintune øvelserne med kabler og frie vægte.

Jeg tager kun max 8 repetitioner pr sæt. Det skal være sådan, at jeg ikke fysisk kan klare #9 rep. Kan jeg ta’ 9 eller 10 reps tager jeg mere vægt på.

For mig handler styrketræning ikke om resultater, det handler om at vække kroppen og bruge kroppen, ikke hovedet. Ud af hovedet, ned i kroppen. Kroppen kvitterer med jubel, det kan jeg godt love!

En tur langs søen

Efter at have været i bio med den store menu havde vi lyst til at gå en tur. Knægten forsøgte at lande sig en legeaftale, for han gad overhovedet ikke gå en tur.

Det blev han nødt til. Vi gik ad min gamle løberute langs Furesøen. Der er så smukt, og det var en hyggelig tur. Knægten elskede det, for der var høje klinter, klart vand, ænder og masser af hunde, han kunne få lov til at klappe.

Jeg savner mine løbeture. En del af mig har lyst til at blæse på, at det gør ondt i min hofte og bare løbe løbe løbe… jeg føler mig ikke hjemme i min krop som det er nu. Jeg ville så gerne løbe, springe eller danse… men gå eller cykle – det er vist det, jeg kan. Det er ikke det samme, og jeg føler ikke samme glæde ved det.

Nåja, cykle var heller ikke supergodt; jeg fik simpelthen så ondt i knæene af det, da jeg cyklede til arbejde i sommer. Så jeg kan .. gå. Det er ikke det samme for en, der trænede styrketræning hver morgen og enten dansede, var til combat eller aerobic hver aften i mange år. Jeg fik vist brændt mit lys godt og grundigt i begge ender dengang 🕯

Grundlovsdag

Vi sov længe her til morgen, næsten allesammen. Det var uretfærdigt, at faren ikke havde fri på fars dag, men sådan var det.

Så sønnen og jeg hyggede med morgenmad og morgen-tv. Ved 9:30 tiden så vi noget morgengymnastik, som jeg nåede lige at hoppe med på, så sluttede det.

Bagefter kom der mor & baby gymnastik, og jeg sagde “så skal du være med” til knægten. Det var han frisk på, så jeg prøvede at gennemføre øvelserne med 30 kilo dreng, men om det var fordi han vejer 25 kg mere end en baby, eller om jeg er i dårlig form – eller måske var det fordi vi grinede så meget… Det gik i hvertfald ikke med det der mor/barn gymnastik i vores tilfælde 😂

Men nu var jeg jo totalt klar på at lave noget… pludselig fik jeg den idé, at nogen måske har lagt nogle af mine yndlingstracks fra BodyCombat på YouTube. Det var der! Op på Apple TV med det, og så kiah!

Det var så sjovt, så hårdt og så fedt. Jeg fandt masser af gamle tracks på YouTube, og jeg fuldførte faktisk 5 tracks. Jeg kunne huske dem, selvom det er snart 10 år siden!

Jeg svedte af den uvante anstrengelse i varmen, men det var også sjovt. Og knægten syntes vist, at det var lidt sejt. Jeg måtte gå i bad igen for at køle af, og jeg var pæonrød i bærret, men glad. Det var skønt, sjovt og skørt.

Om eftermiddagen cyklede vi en tur langs Furesøen. Vi så en kæmpestor stime fisk under broen, og vi plukkede de skønneste duftende hyldeblomster. Vi snuppede en is på hjemvejen.

Bagefter lavede jeg hyldeblomstsaft af det rørsukker og farin, vi havde i huset – plus en enkelt citron. Jeg håber, at det bliver godt, selvom det ikke er helt efter opskriften. Nu skal det stå og trække i køleskabet et par dage, så må vi se, hvad det bliver til 😅

Her til aften er jeg fuldstændig smadret i mine arme og skuldre af morgenens BodyCombat. Det kunne jeg måske godt gøre herhjemme af og til? 🤔

Ondt i skallen

Da jeg i sin tid fik konstateret, at jeg lider af træningsudløst migræne, gik jeg ud fra, at det var det. Og nu hvor jeg så ikke træner er alt godt. Eller nej. For jeg får stadig migræne indimellem. Og i morges faldt tiøren; min migræne er nok snarere stressudløst.

Da jeg skulle til salgsmøde, sad jeg aftenen før og lavede min præsentation = kraftig migræne om morgenen. Jeg sad ned i brusebadet og måtte skrue ned for vandet, fordi bruserens stråler gjorde ondt i mit hoved. Migrænen gik væk i løbet af dagen.

Og i går aftes sad jeg og lavede præsentation til klokken 23 til et møde idag = migræne med kvalme og lysfølsomhed om morgenen. Jeg kunne dårligt stå på mine ben, og først ved 17-tiden var jeg fri for migrænen.

Begge gange skulle jeg performe, begge gang var ‘førstegangsmøder’; nyt stof, der skal præsenteres i et ukendt forum for nye mennesker og på en ny måde.

Begge gange endte jeg med at lave præsentationen færdig derhjemme ved spisebordet sent ud på aftenen på den bærbare. Dårlig arbejdsstilling, 12-15 timers arbejdsdag, nervøs over det nye, ukendt stof .. begge gange var jeg ved at opgive at komme afsted, men jeg kom afsted, og det gik godt.

Har du en langsigtet sundhedsstrategi?

Folk, der kender mig, ved, at jeg elsker at træne – jeg elsker dans, combat og ikke mindst styrketræning. Jeg bliver glad i låget, når jeg træner. Men det er lang tid siden, at jeg har vist mig i et rigtigt træningscenter. Jeg træner i vores kælder, og jeg går ture. Jeg træner ikke en brøkdel af, hvad jeg gjorde tidligere. Sådan har jeg valgt, at det skal være for mig at blive voksen med mand, barn, job, ansvar og hele møllen.

Da jeg trænede mest, trænede jeg to gange om dagen. Hver dag. Styrketræning morgen, konditionstræning om aftenen. Jeg elskede hvert sekund og den følelse, det gav mig. Den følelse savner jeg, når jeg ikke træner. Vi jokede med, at jeg var æresmedlem i OA (Overtrainers Anonymous), når vi kylede vand i svælget mellem to fatburnertimer.

Jeg har indimellem forvildet mig hen i et træningscenter efter jeg blev mor i 2009, og jeg undrer mig. For det at træne er blevet et udstyrsnummer af dimensioner; sidste skrig indenfor træningstøj, fuld make-up, velduftende, håret sat op til narrestreger og gerne en matchende energidrik i den transparente ugiftige drikkedunk. Nogle træningsformer reklamerer med, at ventilationen er så god, at man slet ikke sveder, men kan gå direkte på arbejde bagefter. Rigtig mange drysser rundt blandt vægte og maskiner og laver ikke en skid. Og endnu flere laver ikke en skid til zumba og spinning. Men de er der 6 gange om ugen, og håret sidder helt perfekt. Folk, der sveder meget, kan blive smidt ud af centrene. Wtf?

I den anden ende af spektret er ekstrem sport. Alle med respekt for sig selv har løbet mindst et marathon et eksotisk sted og helst flere. Nogle endda hver dag. Og så hylder vi dem, for de er vor tids helte. Wtf?

Og så er det, at jeg læser dette tankevækkende indlæg med et klip fra en mindst lige så tankevækkende artikel. Dette statement fra artiklen er spot on, hvis du spørger mig:

“Med al respekt, så handler al den tid, vi bruger på ekstrem sundhed, ikke om at være sund, men om at se godt ud her og nu. Næsten udelukkende. Selve sundheden er sekundær

Og det er netop det, der er pointen. Det handler om at se sund ud nu og her – det handler ikke om at være sund. Det er langt fra det samme. Der er en kæmpeforskel på de to begreber. Man kan sprinte rundt på rekorddistancer og se sund og frisk ud. Nu. Men den strategi er måske lidt vel kortsigtet, for kan du klare det om 10 år? 20 år? 30 år? Og hvad siger dine knæ, din ryg og dine hofter?

Jeg tror, at de fleste af os forestiller os, at vi vil være superfriske som gamle. Selvklart meget friskere end tidligere generationer. Men tidligere generationer får udskiftet knæ og hofter pga nedslidning, og de har ikke nødvendigvis løbet marathon eller trænet 10 timer om ugen. Så hvad med dig? Hvornår skal du have et nyt knæ, og har du tænkt over, hvilke konsekvenser det får for din træning?

Vi har brug for at hylde sundheden og den raske krop, men vi har også brug for at tænke langsigtet og investere i en sund alderdom ved at begrænse antallet af skader tidligt i livet. Med alderen mindskes ens evne til at komme sig ovenpå alvorlige skader og operationer, så det gælder om at forebygge, at skaden overhovedet opstår. Det, vi gør i dag, har  en pris på langt sigt, og jeg tror ikke, at vi tænker så langsigtet.

Du bliver hvad du spiser – og du bliver et resultat af din indsats gennem livet.

Jeg tænkte ikke særlig langsigtet, da jeg var yngre og æresmedlem i OA. Min træning kostede mig en god bid af min ene menisk, og en af langtidsvirkningerne af en delvis manglende menisk er, at man har øget risiko for at udvikle slidgigt i knæet. Det afholder mig ikke fra at træne, men det er med i mine overvejelser, når jeg planlægger hvor hårdt jeg vil gå til den.

Jeg ved godt, at jeg er et virkelig et dårligt eksempel på en med en (sund) langsigtet sundhedsstrategi, så ingen løftede pegefingre herfra, hvis du nu kaster dig ud i din 7. træningstime i denne uge om 20 minutter.

Bare ta’ et øjeblik og tænk over det 🙂

Tung mor – del 117

Altså, jeg spiser virkelig sundt, og jeg prøver at få trænet regelmæssigt. Men på jobbet står der chips og nødder på bordet hver dag, og jeg er gået fra aldrig at spise chips til at spise chips hver uge. Flere gange.

Og jeg er ved at blive idiot af mig selv. Det er KUN fordi jeg ellers spiser ret sundt, at jeg ikke tager et kilo på om ugen. Jeg vil gerne tabe mig, og jeg ville også tabe mig, hvis det ikke var for de skide nødder, chips og slik, der findes ved kaffemaskinen, i mødelokaler og på andres kontorer.

Jeg har gulerødder og æbler med, og dem spiser jeg. Også. Plus tyggegummi. Og masser af vand. Og sund frokost. Aldrig varm ret. Masser af grønt og magert protein, primært æggehvide. Og latte med minimælk.

Vægten er stabil med tendens til svagt nedadgående, men hvis jeg nu kunne styre udenom de fede sager …

Det er ikke godt for selvtilliden, at jeg hver dag beslutter, at NU er det slut, hvorefter jeg falder i med et brag. Som en narkoman er jeg fuldt bevidst om hvor der er chokolade, hvilke typer, samt hvilke chips der er hældt op hvor og hvornår. Det samme med nødderne. Jeg har fuldstændig styr på detaljerne på de ting, som jeg helst vil glemme.

Jeg bliver idiot af det!! Intet mindre! Det er simpelthen for åndssvagt!

Ud af hovedet, ned i kroppen!

Jeg var ovre at træne her til aften. Blev lidt forsinket af, at madkasserne fra Ret Nemt kom, men var igang 21:25. At få madkasser er som juleaften. Hver sin hvide kasse fyldt med spændende opskrift, samt råvarer i fint afmålte portioner, så der ikke biver noget tilovers til skraldespanden. Love it.

Til træning gav jeg den gas, men først efter 13 minutter, så jeg forhåbentlig undgår at få ondt i skallen i morgen. Efter 35 minutters cross trainer trænede jeg ryg og skuldre. Måske lidt for ivrigt og lidt for tungt, efter tre sæt med 8 reps hang mine skuldre i smertefulde laser. Det her kommer til at kunne mærkes i morgen!

Jeg prøvede også for sjov at lave nogle forskellige stræk. For 10 år siden gik jeg i spagat, bare sådan *knips* selv når jeg ikke var varmet op. Det gør jeg så helt sikkert ikke længere. I hvert fald ikke uden at risikere en særdeles smertefuld selvpåført skade.

Men et eller andet sted er jeg nysgerrig – mon jeg kan komme til det igen? Hvad hvis jeg nu trænede lidt på det hver dag? Eller er det bal forbi? Er og bliver jeg en stiv gammel kone? Der er cirka 25 cm ned til fuld spagat. En cm længere ned om dagen er måske rimelig optimistisk. Men hvad med en centimeter om ugen? 25 uger? Så kan jeg gå i spagat til foråret.

Men hvorfor?

På den igen!

Sommerferien er slut, og jeg er i gang med min tredje træning på 4 dage. Wuhuu!

Jeg har ikke kastet mig over Nupo denne gang, men jeg er helt stringent i mine valg ved frokostbuffetten; tomat, agurk og protein; kylling, tun eller hytteost. Med sød chilisauce på. Min favoritsalatdressing.

Men hvorfor findes der kun middagstallerkener til en frokostbuffet – og ikke frokosttallerkener? Jeg spiser mere, fordi jeg øser mere op, for på en stor middagstallerken ser min portion lille ud!

Eftermiddagene er seje; men jeg har store saftige æbler, snackgulerødder og tyggegummi på mit bord. Og masser af vand, et par latter og kamillete. Prøver at skifte til kamillete, for jeg mærker, latten giver mig en form for lidt nervøs energi, når jeg får for meget.

Aftensmaden består af protein primært kød, samt salat af grøntsager og fx quinoa eller kikærter.

Vi kigger langt efter kulhydraterne pt.

Min vægt sagde 87 kilo efter ferien, det er kun to kilo fra de 89 kilo, jeg vejede i januar 2012, hvorefter jeg ved daglig træning og Nupo til frokost tabte mig 10 kilo på 8-9 måneder.

Så fulgte en række hormonkure og fejlslagne reagensglasforsøg, fyring, konkurs, nyt job, stressende nyt ansvarsområde og senest Nicholas’ diagnose.

At gå på slankekur nu er endnu et stressmoment oveni alt det andet, og det er helt klart ikke smart. Man skal udvælge sine kampe, og for mig at gå på Nupokur lige nu, tror jeg ikke er afføder et godt resultat..

Men at genoptage vaner og aflægge usunde vaner skal være netop nu, så min krop kommer i balance og formår at være styrket mod alt det stress, jeg oplever.

Her på dag 4 synes jeg, at det går ok. Men følelsen i min krop er det bedste ved de her 4 dage. Trods migræne mandag og tirsdag, så mærker jeg at jeg får mere energi og overskud af at træne. Og af at spise sundt?

Jeg er ikke superwoman. Jeg orkede ikke træning i aften. Jeg puttede Nicholas, og han falder bedst i søvn med mig ved siden af. Sådan er det bare, og jeg tror ikke, at jeg længere vil kæmpe for at lære ham at falde i søvn alene. Han er sådan på det område, og han har behov for, at det er sådan. Så jeg faldt i søvn og sov 1/2 times tid med ham, indtil Allan puslede, og jeg vågnede op.

Det mest tiltrækkende var helt klart at vende mig om og sove videre, men op med mig og afsted til træning 21:15.

Uden skrammer

Blev vækket af vækkeuret på dag 2 efter ferien. Stadigvæk med træningshovedpine / migræne (læs knaldondt i bøtten) takket være søndag aftens helt fabelagtige træning. Så på dén front var træningen ikke oh so fab. Jeg kom til at give den for meget gas. Men problemet er jo stadigvæk, at træningen for mig bliver let og godt, når jeg giver den gas – ikke når jeg laller derudaf i lavt gear.

Men på alle andre planer; mentalt og fysisk har jeg kunnet mærke, at det var en god start. Fulgt op med sund frokost, sunde snacks og sund aftensmad og mindre kaffe. Det lyder nok en anelse sygt at sige, at 40 minutters sveddryppende træning er 2 døgn med migræne værd. Men det var det.

I går aftes sprang jeg modvilligt træningen over pga. fortsat migræne. Jeg læste i stedet i Vejen Videre – når dit barn har autisme. Sidst på ugen skal vi nemlig til netværkssamtale, og jeg er ved at forberede mig til det. Fødderne op i sofaen, et glas med te …

Glemte at nævne, at jeg overlevede dag 1 efter ferien på job næsten uden skrammer. Skulle til samtale omkring en række forbedringspunkter heriblandt fravær. Det gik ok, jeg mødte rimelig forståelse for min situation, men presset er uændret.

Tung mor

Jeg har sagt det til mig selv så mange gange. Igen. Og igen. Og igen. Vejer nu 85 kilo, 6 kilo op siden sidste år, hvor jeg tabte 10 kilo ved hjælp af træning, kostomlægning og Nupo.

Jeg ved jo godt hvorfor og hvordan kiloene kom på igen. Flugt, sorg, trøst. Spiser fedt og sødt og for godt for at trøste mig selv. Det var så let at tabe 10 kilo, for så ville jeg have lettere ved at blive gravid. Det var et godt og motiverende mål.

Tre forgæves reagensglasforsøg. To døde æg og to levende, der blev sat op. Jeg var gravid – eller sådan føltes det. Jeg var bare ikke gravid. Jeg er til gengæld 41 år, og graviditeter i den alder er sjældne.

Det er ved at være længe siden efterhånden, at det fejlede sidst, men sorgen ligger lige under overfladen. Nu sælger jeg babytøj, og jeg er ved at være tyk som før. You do the math.

Jeg vil gerne ryste sorgen af mig, og jeg vil så gerne ud af den onde cirkel. Jeg vil ikke længere sidde i sofaen og æde mig ned og samtidig begrave mig i arbejde for at slippe for at tænke og føle. Jeg håber, at jeg kan ryste sorgen af mig og skifte fokus, for jeg er mor. Så heldig er jeg nemlig!

Jeg har fysikken til at løbe om kap, cykle, spille fodbold og være mor, men lige nu har jeg ikke formen til det. Irriterende! Så jeg tænker, at det er det mål, jeg vil stræbe efter nu.