Hvem?

Jeg arbejder stadig på at få fat i kommunen og finde ud af hvem der er min søns sagsbehandler. Jeg har i dag og i går talt med flere søde mennesker, der prøver at hjælpe på bedste vis. Jeg har fået flere mere eller mindre brugbare informationer:

  • “Vi har ingen sag på din søn, så vi kan ikke hjælpe dig!”
  • “Vi fordeler socialrådgivere om onsdagen, så send en mail!”
  • “Vi var med til mødet i fredags, vi er altid med til de møder!”

Men jeg håber, at jeg har mere held med mig i morgen. I dag var der telefonsvarer på hele dagen. Alle 9 gange, jeg ringede. Så jeg skrev en mail klokken 18, før jeg gik hjem. Hvordan skal jeg nogensinde kunne koncentrere mig om mit arbejde, når jeg hele tiden skal hænge i telefonen?

Hvergang jeg skal ringe, skal jeg finde et ledigt mødelokale, sikre mig at det er ledigt i nogen tid, og så ringer jeg op. Forgæves. Tilbage til mit bord, sætte en reminder i kalenderen om en time, hvor jeg skal ringe igen, og så skal jeg samle tråden op igen og prøve at fokusere på jobbet. Ikke på skuffelsen og de bange anelser.

Det har heldigvis kun stået på i 2 dage nu. Det betyder i realiteten, at jeg ikke kan passe mit job ordentligt. Jeg har konstant mine tanker et andet sted, så jeg er ikke 100% tilstede, og så må jeg jo indhente det forsømte efter 16. Det betyder igen, at jeg er hjemme 18:30. Så er der noget med evt. at handle lidt hurtig mad, evt. lave lidt mad (varme en pizza?), rydde lidt op, smøre madpakke og så er det sengetid for små drenge.

Jeg er bekymret over, om det bare er sådan det er, når man skal i kontakt med det offentlige. Skal vi kæmpe sådan her for selv de mest basale ting? Herregud, jeg vil jo bare vide, hvem der er min søns sagsbehandler …