Tidligt lørdag morgen var jeg den første, der vågnede. Jeg gik på toilettet og lidt efter hørte jeg små skridt. Jeg åbnede døren og to store blå øjne kiggede på mig, og Nicholas sagde ‘Mor, jeg troede, du var død’

Jeg snuppede ham op i mine arme, kyssede ham og sagde ‘selvfølgelig ikke’. ‘Hvornår dør du så?’ spurgte han videre med et alvorligt blik. ‘Jeg dør først om mange år, når jeg er blevet meget ældre end farmor’ svarede jeg. ‘Men hvad så med far?’ spurgte han. ‘Far dør også først om mange mange år, når han er blevet endnu ældre end bedstefar og morfar’, svarede jeg.

‘Bliver jeg så helt alene?’ spurgte han videre. Jeg sank en klump og svarede ‘nej, lille skat, for du har altid dine fætre og kusiner, og du er måske gift med Selma eller en anden sød pige’.

Han så ud, som om han tænkte, så det knagede og sagde ‘… og så kommer jeg op til jer’ .. underforstået i himlen. Jeg svarede ‘ja, engang når du er blevet næsten 100 år’.

Jeg krammede ham tæt, og så var klokken 7, og han ville have lørdagschokolademad og morgen-tv.