Min mor og jeg gik meget lange ture med hunden, når vi var i sommerhus. Vi gik langs stranden forbi stenene ved Dybesø og videre langs den stenede strand til Flyndersø. Vi gik altid og snakkede og nød udsigten. Hunden løb hid og did og snusede og fik sig en på opleveren.

Yderst ude ved Flyndersø lå to forblæste sommerhuse. Om efteråret var havet faretruende tæt på, og stranden mellem de to huse blev gnavet bort. Indkørslen til det ene hus blev også spist af havet en vinter. Men alligevel blev husene stædigt liggende godt beskyttet af store kampesten og bølgebrydere.

Om sommeren var der liv i de to huse, og jeg forestillede mig som barn, at det måtte være det mest fantastiske sted at holde sommerferie. Havet lige udenfor, de mange smukke spændende sten, og det stride vindblæste græs og fine lilla blomster i læ bag huset. Solnedgang på første række og hav så langt øjet rakte.

Jeg var en lille pige første gang, jeg gik forbi de to huse. Jeg gik forbi med mine forældre. Da jeg blev større, gik jeg forbi med mine veninder, mens vi grinede og delte hemmeligheder. Jeg gik ture med min mor, og vi sled tre hunde op på de ture.

I sensommeren 99, da min mor var syg, kørte vi derud i bil, og vi sad og snakkede derude på græskanten med bare fødder i sandet, mens Trine rullede sig i sandet og fnøs, fordi sandet kildede i snuden.

Stormfloden i fredags rev begge huse med sig, og som det altid er med sådan noget, så går det først op for én hvor meget det betød, når det er væk for altid, og man bliver mindet om, at tiden går, noget består, men mange og meget forsvinder for altid. De to sommerhuses endeligt er så trist. De to sommerhuse har jo altid været der, og nu er de for altid væk.

Særlig forfærdeligt er det selvfølgelig for de to familier, der nu kan tage derop og se deres huse ligge i ruiner, og alle deres ting er spredt med vandet over et stort areal. For dem er det jo nok et farvel til sommerhuslivet, som de kender det. Genopbygger man et hus på så udsat grund? Det tør man vel ikke ..