Søndagslegeaftale

Søndag morgen lagde vi ud med morgenbrød fra Lagkagehuset, hvorefter vi ryddede op, gjorde rent og vaskede tøj, så ugen kan starte på et nogenlunde rent sted 😉. Klokken 11 havde vi en aftale med Nicholas’ kammerat fra børnehaven på den lokale trafiklegeplads. Ind i bilen med cyklen og så afsted.

Kammeraten havde heldigvis også sin cykel med, så de to seje gutter cyklede rundt og rundt, som om de aldrig har bestilt andet. Jeg skal ikke engang hjælpe Nicholas med at starte længere. De kravlede også meget højt op i klatrestativet, og Nicholas prøvede at gå armgang i 3 meters højde. Jeg støttede hans fødder, men teknikken med at skifte hænder og komme fremad på den måde, havde han allerede lært i forvejen.

Desværre kørte de to knægte frontalt ind i hinanden, fordi kammeraten kørte mod ensretningen. Hvordan skal man vide hvad ensretning er, når man er 4 år og ikke kender trafikreglerne – ? Men drengene nåede lige at dreje hver deres vej, men desværre ramte det yderste af cykelstyrene hinanden – og de fik hver en klemt finger ud af det. Det gjorde desværre, at vores legeaftale kun varede en times tid, for vennen ville hjem, og så tog de hjem. Nicholas var rimelig skuffet, og han spurgte, om han måtte komme med dem hjem, men desværre.