Lørdagslegeaftale

Efter en hektisk weekend med masser af planer og gøremål, så er det rart med lidt stille mandag.. Vi er jo startet på 5:2 kur light. Dvs vi spiser rimelig normalt med vores måltidskasser fra RetNemt.dk 4 gange om ugen, og så kører vi 2 dage med faste a’la 5:2 kur. Jeg bliver vildt sulten på fastedagene, så det er rimelig hårdt. Første fastedag resulterede i megamigræne, men derfra er det gået bedre. Jeg bliver bare grovsulten 😀

Fredag eftermiddag havde Nicholas en spontan legeaftale. Lørdag startede vi med morgenmad hos bedstefar og farmor, og mens de hyggede, så kørte vi til Lyngby og osede en lille bitte smule, samt kørte i Netto. Voksentid – tjek!

Efter frokost hos farmor og bedstefar kørte vi far til frisøren, og jeg kørte forbi en gammel veninde, som jeg ikke har set i lang tid. Vi fik en kop kaffe og sad og snakkede en times tid om løst og fast, mens drengene legede sammen.

Hendes søn er bidt af Lego, og jeg tror, at Nicholas’ interesse blev vakt lidt. Han pillede og byggede og hyggede sig kongeligt. Og jeg lurer på, om jeg skal finde noget Lego Ninjago (for det er det, han brænder for) .. for på den vej at snige finmotoriktræning ind af bagvejen.

Jeg så på en af samlevejledningerne, og det ser ud som om samlingsprocessen er meget fint beskrevet – jeg troede, at det var totalt teknisk a’la IKEA, men de samlevejledninger, jeg så, var mere ‘en klods ad gangen’ tydeligt illustreret uden alt muligt reklameknald på siderne – det er ret vigtigt, at det er enkelt og virkelighedsnært beskrevet, da det ellers forvirrer og afleder Nicholas. Må vist researche lidt 🙂

4 Comments

  1. Jette siger:

    Sikke en dejlig weekend 🙂

    Lego er genialt lege tøj og rigtig godt for finmotorikken, men med fare for at lukke noget af luften ud af din ide, så er det min erfaring, at de aldersangivelser der står på lego-kasserne, skal man tage ganske alvorligt. Forstået på den måde at en fem-årig med lidt hjælp kan bygge med lego der henvender sig til 5-årige o.s.v. Det er ikke det at samle legoet, der udgør den største udfordring, men derimod læsningen og forståelsen af de medfølgende samlevejledninger og at samle det udgør jo en stor del af legen.

    Lego City serien henvender sig til børn fra 5 år og opefter og her kan T godt bygge alt selv. Vi sidder blot ved siden af og hjælper en anelse. Lego Ninjago derimod (han har temmelig meget) henvender sig til store børn på 7-8 år og opefter, og her kommer han til kort. Tegningerne er for ham meget svære at læse og vi voksne voksne bygger faktisk det meste (alternativt fortæller ham præcist hvor og hvordan klodserne skal sidde). Dermed ikke være sagt at Ninjago er noget skidt… tværtimod og han leger efterfølgende rigtig meget det.

    Ovenstående erfaring har jeg talt med andre forældrepar om, og de siger samstemmende det samme. Skal barnet udfordres til at bygge selv skal aldersangivelserne på kasserne respekteres, En af pædagogerne fra børnehaven siger det også, og det er baseret på erfaringer fra børnehaven og hendes egne børn.

    Men som sagt.. Lego styrer max, og det vil da være fantastsk om I på den måde kan få listet lidt finmotoriks træning ind ad bagvejen. T har altid været alderssvarende finmotorisk, og hans udfordringer ligger klart på det grovmotoriske.

    Like

  2. Gitte K siger:

    Good point, Jette! Jeg tænker, at jeg vil vælge noget lidt mindre end alderssvarende (og så ikke en KÆMPE æske med tusind klodser), så han får en succesoplevelse første gang. Der må også være seje sager til 4-årige .. noget a’la Spiderman bilen her http://www.toysrus.dk/serier/lego-juniors/lego-junior-10665-spider-man-c-jagt-med-spiderbil?id=899075&vid=155499
    … I øvrigt genialt, at man kan selektere på alder i ToysRUs www-butik 🙂
    Gitte K

    Like

  3. Jette siger:

    Nøj manner en sej bil 🙂

    Den ryger da fluks på ønskesedlen derhjemme.

    Like

    1. Gitte K siger:

      Ja, jeg må også indrømme, at den er RET sej, og fluks på ønskelisten (som er så lang som en stangspringstang!)

      Gitte K

      Like

Der er lukket for kommentarer.