Forleden faldt jeg over Betinas historie på Landsforening for Autismes Facebook side, og jeg må sige, at det er et sjældent grimt eksempel på, hvad folk kan finde på at klemme ud mellem sidebenene ved synet af vores børn, som måske falder lidt udenfor standarden. Desværre er jeg ikke decideret overrasket. Den slags oplevelser følger med, når ens familie falder udenfor normen. Vi kender også til det her hos os; det er mest ‘bare’ sigende blikke eller himlende øjne fra fremmede. Indimellem kommer der brok eller kommentarer. Som oftest er det indirekte, at der tales om os, men vi hører eller fornemmer det. Og det gør ondt.

This is my simple religion:
There is no need for temples; no need for complicated philosophy.
Our own brain, our own heart is our temple; the philosophy is kindness.
Dalai Lama

I påsken havde vi Nicholas med ude at spille minigolf. Han havde set minigolfbanen fra bilen, og han plagede om at komme derhen, så hvorfor ikke? Der var ikke så mange mennesker, og da det foregår udendørs ud til en trafikeret vej, forestillede vi os, at der var højt til loftet. Det var der sådan set også hos både ejeren og de andre på minigolfbanen. Nicholas havde en fest ud af at spille minigolf. Han var faktisk god til det, og det fastholdt hans interesse overraskende godt. Han spillede rent faktisk alle 18 baner! Han grinede og lo, og han var så glad, for han syntes, at det var helt fantastisk. Når vi andre spillede var han lidt rundt omkring, men indenfor et par meters afstand, og ja, han grinede højlydt og kaldte på os. Men ikke noget usædvanligt for en dreng på 4 år, efter min mening.

Det er klart, at jeg forklarede ham reglerne for at færdes på en minigolfbane – at han ikke må forstyrre de andre, ikke må træde på banerne, ikke svinge med køllen eller kaste med sin bold, ikke starte på en ny bane før vi alle var færdige, osv. Men han er jo meget social opsøgende, så han gik hen til nogle af de andre og hilste på, mens de spillede. Uden at træde på deres bane eller snuppe deres bolde eller hvad man nu kunne forestille sig, at en lille rask dreng på 4 år kan finde på. Han hilste bare på. Og ja, han løb lidt rundt mellem banerne, når han ikke spillede. Det var han i øvrigt ikke det eneste barn, der gjorde, da hele anlægget var lagt an på børn, for der var både sandkasse, trampolin, gynger og klatrestativ.

Lidt efter vi startede, var der en far med to store børn på ca. 12 og 14 år, der startede. Jeg lagde godt mærke til dem, da jeg har gået i gymnasiet med faren. På et tidspunkt spærrede faren for Nicholas, da vi skulle til at spille den næste bane, så de tre personer spillede på to baner på én gang – banen foran os og banen efter os. Jeg undrede mig over den tydelige provokation, men vi sprang så bare den bane over og tog den næste. Den ene dreng bad Nicholas om at tie stille, fordi han ødelagde hans koncentration. Jeg kaldte på Nicholas for at lade dem få ro, og min mand sagde overrasket ‘hold da op, det er seriøst’, hvortil faren sagde ‘Ja, det skal det jo være engang i mellem’.

Lidt efter henvendte faren sig til mig og bad mig vildt arrigt om at ‘få styr på dit barn, fordi han larmer og forstyrrer mine sønners spil’. Jeg smilede og sagde til ham, at Nicholas har autisme og ADHD og derfor ikke er så veldresseret som hans børn, og så tilføjede jeg ironisk, at han da vist i øvrigt havde taget fejl af curling-banen og minigolf-banen.

Jeg havde lige i omkring 10 minutter oplevet, hvad det vil sige at have dét ukomplicerede sjove og hyggelige familieliv, som jeg drømmer om og som jeg forestiller mig, at man har uden autisme i familien. Og så kom han og rev mig ud af dén vildfarelse. Jeg var afslappet og havde paraderne nede, og jeg blev ramt af hans bemærkning. Og jeg har ikke kunnet glemme det, så selvom jeg lige dér prøvede at ryste det af mig, så sidder splinten der endnu.

Det gjorde selvfølgelig også, at jeg derfra var knap så afslappet og derefter prøvede at begrænse Nicholas, så han ikke irriterede dem eller andre igen. Så faren fik alligevel ødelagt vores magiske oplevelse en smule. Det var sikkert ikke det, der var hans hensigt.

Det ville være så skønt, hvis Betinas historie kan skabe lidt opmærksomhed omkring almindelig god tone omkring omgang med andre mennesker. Jeg mener, at det er et udtryk for superdårlig opdragelse, når man stirrer, himler med øjnene eller kommer med ondskabsfulde kommentarer, når man møder mennesker, der er anderledes. Vi er nødt til at opføre os pænt overfor hinanden og sørge for øget tolerance og venlighed i vores omgang med hinanden.

Generelt tror jeg, at man skal prøve at fokusere på, at andre mennesker ikke er sat i verden for at genere én, men at der kan være mange årsager til, at et barn opfører sig uopdragent, larmende og irriterende. Eller fx at en stor dreng sidder i klapvogn og bruger sut eller ble. Nogle tænker, at det er dårlige forældre, men jeg har faktisk aldrig mødt nogen dårlige forældre. Jeg har kun mødt forældre, der har gjort deres bedste på deres måde. Hvis man tænker (positivt), at folk nok gør deres bedste, og så selv lige prøver at trække vejret dybt og sige ‘pyt’, så går det nok.