Mindre hygge, mere uhygge .. til næste år 🎃 🎃 🎃

Før jeg fik barn var mors og fars dag samt valentines dag noget blomster- og chokoladehandlerne bare fandt på for at plukke folk. Det samme med halloween – det var noget supermarkederne brugte som undskyldning til at plukke folk. Men halloween fylder mere og mere, for forleden sagde min søn ‘jeg glæder mig til halloween og slik og ballade’. Han var meget opsat på at få lavet et græskarhoved – men han er skuffet over, at jeg lavede et glad græskarhoved. Det er ikke uhyggeligt nok. Det samme gælder de keramikgræskar, jeg har købt. De er heller ikke uhyggelige. Så han er skuffet, og jeg har lovet at øge bøh-faktoren til næste år.

🎃 🎃 🎃

I går fortalte han så, at han vil være selvlysende skelet til halloween, og han vil ud og rasle lige som … og så nævnte han 5 venners navne, samt hvad de skal klædes ud som. Det er altid god info at få aftenen inden halloween. Her til morgen spurgte han så, hvad han skulle klædes ud som – og jeg foreslog spøgelse. Et lagen har man jo altid. Han skulle denondehyleme ikke være et spøgelse. Han skulle være selvlysende skelet.

🎃 🎃 🎃

Nå men .. fredag morgen googlede jeg ‘selvlysende skelet’, og jeg fandt ud af, at det nok er rimelig sent at skaffe sådan et. I frokostpausen rundede jeg den lokale H&M (udsolgt på skelettøj), NameIt (ikke et spor af edderkopper eller skeletter) og endte til sidst i BR. BR var til gengæld fyldt med edderkoppespind, flagermus, heksekostumer, skeletkostumer, vampyrkostumer, græskarkostumer og diverse oppyntningsaggregater til indendørs og udendørs brug. Kostumerne findes i størrelser lige fra baby til str. 180. Jeg kunne principielt have erhvervet et Dracula kostume til mig selv i BR.

🎃 🎃 🎃

Jeg har aldrig set så meget og så gennemført sortiment, men det selvlysende skelet var ikke at finde på nogle af de 6 (!) tøjstativer. Til gengæld var der forbavsende mange forældre, der hev i tøjet, der var tilbage og havde armene fulde af kunstige sår, afrevne hænder, edderkoppespind (‘skal du have ekstra edderkopper med?’), økser og andet godt.

🎃 🎃 🎃

Det var en lettelse at opleve, at jeg ikke var den eneste, der aftenen før var blevet konfronteret med, at jeg er håbløst bagude. Ungerne har nemlig adopteret halloween her i 2014, og vi forældre kan bare stille os op i kø i BR asap. En ung mand i sort heksekostume kom flyvende med sin kost, og jeg spurgte efter selvlysende skelet i str 116. Han bladrede alle stativerne igennem – intet. Og så forsvandt han i kælderen og var væk i en rum tid. Han fandt det, hvor heldig har man lov til at være? Det eneste, der var tilbage til 149 kr. En lang økse kostede 39 kroner og en heksegryde til slik til 29 kroner.

🎃 🎃 🎃

I løbet af eftermiddagen sms’ede jeg med et par af knægtens venners mødre for at høre hvad deres halloweenplaner er. Dem med græskar udenfor er klar, så nemt er det. Dem, der ikke er hjemme, har stillet slik ud – man vil jo helst undgå ballade.

🎃 🎃 🎃

Da jeg kom hjem, gav jeg knægten øksen. Den blev han moderat glad for, så jeg valgte at vente til han havde fået mad, så spurgte jeg ham om han vil med ud at gå en lanternetur. Det ville han bare SÅ gerne, han tog den lanterne han lavede sidste år, tændte LED-kæden i den og gik ud for at hente sine sko. I gangens mørke lå skelettet og lyste.

🎃 🎃 🎃

Vi gik ud af døren, og før jeg fik set mig om, havde han ringet på døren hos vores nabo – ‘silk og ballade’ sagde han. Der var bid. Jeg må også sige, at knægten var det mest nuttede skelet, jeg har set. Han havde det sødeste engleansigt på, og han var både sød og indladende og huskede at sige tak. Vi gik forbi hans to venner, som ikke var hjemme – men der var skelet på døren og slik i en skål udenfor. Og så mødte vi en dame, der ikke kunne stå for det lille skelet og spurtede op i sin lejlighed efter en pose slik til ham.

🎃 🎃 🎃

Heksespanden var godt tung, og skelettet var glad og stolt. Han skræmte et par hundeluftere, der høfligt spillede forskrækkede. Vi nåede hjem lige i tide til Disney Sjov, og jeg fyldte efter med lidt Disneyslik. Han var rigtig træt, da det blev sengetid, og han ville sove i skeletdragten. Han klagede lidt over, at det ikke var uhyggeligt nok herhjemme, og jeg lovede ham, at vi nok skal gøre det mere uhyggeligt næste år .. ‘men der er så længe til, og jeg elsker bare halloween’, sagde han. Jeg fik ham overtalt til at tage pyjamas på og lovede ham, at han kan få lov at være skelet igen i morgen og sige bøh til bedstefar.

🎃 🎃 🎃

Så den tid er ovre, hvor vi bare kan klare halloween med et glad græskarhoved på altanen 🎃