Familieklassikere: Osso Buco alla Milanese

Mine forældre var i Australien engang i 90erne, og der fik de Osso Buco efter Claudia Rodens meget simple opskrift. Min mor var begejstret, og hun købte bogen på stedet.

Siden da har vi i min familie fået Osso Buco fra den bog masser af gange, det er blevet en klassiker i min familie. Denne Osso buco er let at lave, få simple ingredienser, der sammen med god tid giver en fantastisk ret.

Selvom det tager 2-21/2 timer er der ikke meget arbejde i det. Det er gryden, der gør arbejdet, og man er nødt til at være i nærheden – fx i sin sofa med en god bog – mens Osso’en laver sig selv. Opskriften er simpel, nem og lækker.

Opskriften herunder er til cirka 6 personer; beregn ca. 1 stort osso buco ben pr person. Det tager cirka 2-2 1/2 time fra start til servering (start hellere for tidligt end for sent):

  • 6 osso buco ben / kalv
  • Salt og peber 
  • Mel til panering 
  • Smør 
  • Olivenolie 
  • 1 lille løg finthakket 
  • 125 ml tør hvidvin 
  • 225 g flåede tomater uden saft (dvs. 2 dåser)
  • Varm oksebouillon

Til gremolata

  • 2 fed hvidløg 
  • 1 bundt persille finthakket 
  • Revet citronskal af 1 citron
  • (1 ansjos, finthakket – kan udelades)

Vend kødstykkerne i mel og brun dem i smør på begge sider. Tag benene op, når de er brunede og steg så løgene til de er klarede. Si saften fra tomaterne, hvis du anvender dåser (obs, i 2 dåser flåede tomater er der omkring 225g tomat). Hvis du anvender friske tomater, skal de skoldes og flås. Tilsæt tomater, vin og oksebouillon, så kødet er dækket.

Lad retten simre under låg i mindst 1½ -2 timer (hellere for længe end for lidt), under jævnlig omrøring for at sikre det ikke brænder fast. Når kødet begynder at falde fra benene, er retten ved at være klar. Tilføj mere bouillon for at holde kød dækket i starten, men saucen skal være tyk, når retten er ved at være færdig.

Lav en gremolata: Bland hakket persille, fintrevet usprøjtet citronskal, knust hvidløg og evt finthakket ansjos i en lille skål. Læg en lille skefuld på hver skive kød i gryden og kog et par minutter længere. Hjemme hos os bruger vi gremolata’en og friskrevet parmesan som drys på retten, når den er anrettet på tallerkenen. Smagen af den lille urteblanding er fantastisk, når den blandes med det varme kød og saucen, så spring den ikke over – og lav rigeligt 🙂

Server sammen med risotto alla milanese (meget mættende), almindelige ris eller pasta (lidt mindre mættende).