I nat går tiden baglæns med en enkelt time. Man kan sove længere, hvis man vil. Men det vil man nok ikke, når man er 6 år og har krudt i rumpetten. 

Vi er i sommerhus, det hyggelige gule sommerhus tæt ved stranden. Vi kom i eftermiddag, og – ja, jeg har nok taget fejl af vejrudsigten. Jeg troede, at sol og 11C smagte lidt af sommer. 

Vi cyklede en tur til stranden, og det blæste. Det var bidende koldt. Vantekoldt. Varm-kakao-koldt. Det var ikke spor lunt, der var ikke en eneste bid af sommer tilbage. Knægten kastede sten efter sten i vandet og nød de store plask. Jeg frøs med anstand, indtil jeg til sidst bad ham om at cykle hjem.

Jeg pakkede ud, jeg ville tænde op i brændeovnen, men konstaterede, at der ikke var én eneste tændstik i sommerhuset, så afsted til købmanden. Så tændte jeg op i brændeovnen, redte senge, tændte op i brændeovnen, pakkede mere ud, lavede penne arrabiata, tændte op i brændeovnen, lavede mild pasta med kødboller til drengen, tændte op i brændeovnen, vi pyntede op til halloween, jeg tændte op i brændeovnen, vi lavede græskarret om til et grinende spidstandet græskarhoved, jeg tændte op i brændeovnen, vi spiste vores pasta, jeg tændte op i brændeovnen, hvorefter jeg ringede og tiggede min mand om at tage en stor stak aviser og min parka med, når han kommer i morgen. Det hjælper altid at klage til min mand, for bagefter tændte jeg op i brændeovnen – og nu brænder den lystigt! Jeg har lagt drengen, har lidt ondt i halsen og lidt kolde fødder, drikker en kop te og ser Amélie. 

Udenfor i efterårsnatten forsvinder sommerens sidste timer. I virkeligheden forsvandt den for længe siden. Det spidstandede græskarhoved griner orange i mørket derude.