Nytårsaften er tit noget mærkeligt noget. Da jeg var yngre var forventningerne altid skruet helt op, og det blev altid lidt af en fuser. Opreklameret.

Jeg har stået på Frederiksberg i stiv frost en sen nytårsaften med alle mine ting i 3 blå Ikeaposer efter at være gået fra min exkæreste, fordi han ville spille strippoker med sin bedste vens modvillige kæreste, mens bedstevennen var gået ud som et lys af druk. Så pakkede jeg mig og mit, mens han råbte og skreg bag mig. Min veninde samlede mig op, og vi endte på skadestuen efter en påkørsel bagfra. Jeg husker det sjovt nok som en god aften. Sidste del mest. Vi døde af grin på skadestuen. Flere gange.

Nytårsaften over alle nytårsaftener – årtusindskiftet – glemmer jeg heller aldrig. På vej til nytårsfesten besøgte jeg min mor på Herlev Hospital iført gulvlang glitrende rød kjole, tårnhøje glitrende stiletter og opsat hår.

“Hvor ser du smuk ud” sagde hun med tårer i øjnene. Vi krammede, og jeg havde lyst til at vræle mine øjne ud og bare ligge med hovedet i hendes skød og ikke gå nogen steder. Ingen af os ønskede hinanden godt nytår. År 2000 var et år, vi ikke på nogen måde så frem til. Vi vidste begge to, at min mor var døende.

Jeg vrælede mine øjne ud klokken 12. Jeg ville stoppe tiden, og jeg ville ikke se fremad. Jeg ville ikke ind i det forbandede år, hvor jeg skulle miste min mor. Heldigvis var jeg sammen med mine bedste veninder, og de greb mig. Det gjorde, at jeg et sted midt i håbløsheden turde tro på livet.

Og det er netop dét, der var fællesnævneren for mine nytårsaftener, da jeg var yngre – mine veninder. Som sådan kan man ikke kalde nogen af mine nytårsaftener, da jeg var yngre, for succesfulde arrangementer, men når jeg ser tilbage var mine veninder der altid.

Selv når nogen kastede op, vi ikke kunne få en taxa eller ikke nåede natbussen, måtte gå 7 km hjem, var trætte og sure, småskændtes, spillede smarte, fnisede, fjollede, forelskede,  påståelige og på tværs. Altid. Det er faktisk ret cool, og måske var de nytårsaftener ikke så skuffende alligevel.

Det er dejligt at være voksen og nogens kone og mor, og det er skønt at slippe for konceptet succesfuld nytårsfest, hvor man køber det store skrud, bruger timer på styling, smadrer tæerne i tårnhøje stiletter, mens man sipper GT (som jeg i øvrigt hader, smager af henkogt grantræ) og tæller minutterne fra nytårstalen til nedtællingen. Det er 6 timer. Ingen anden aften på året venter man 6 stive timer på så fesent et højdepunkt.

Næ, giv mig nytår med min familie i Berlin. Det er lige mig 👍🏻🎉😘