Vi satte kursen afsted mod Legoland tidlig lørdag morgen, humøret var højt, vi havde planlagt denne tur længe, og vi glædede os alle sammen. Vejret var perfekt.

Der var bare én lille nagende tanke i mit baghoved; nemlig folk der kaster sten ned fra motorvejsbroer. Jeg var faktisk bange for at køre turen derover, og en del af mig havde overhovedet ikke lyst til at vi skulle begive os ud på denne køretur og løbe den risiko.

Det er præcis samme rute som en lille tysk familie havde valgt, da de skulle hjem fra ferie. De kom bare aldrig hjem, for moren blev dræbt, da stenen ramte hende, mens hun sad på bagsædet ved siden af sin lille søn. Faren ligger stadig på hospitalet med frygtelige skader fra stenen, der først ramte ham. Moren døde ved siden af sin lille søn, og hans trygge lille familie blev splintret af en sten, der blev kastet ned fra en motorvejsbro.

Når drengen nu kalder på sin mor eller på sin far, så kommer hans onkel eller tante løbende. Forhåbentlig bliver hans far så frisk en dag, at han kan komme, når hans søn kalder. Det er så forfærdeligt og fuldstændig meningsløst.

På en smuk dag som denne burde man ikke være bange for at køre på motorvejen af den grund, men jeg kan ikke lade være med at tænke på det. Vi talte kort om det, da vi passerede broen ved Langeskov, for min mand havde gjort sig nøjagtig samme bekymringer som jeg. Nu kaster vi bekymrede blikke op på alle broerne – og der er virkelig mange på turen til Legoland.