“Nissen har været der” råbte drengen begejstret. Han vågnede tidligere end ellers – og ja, nissen er flyttet ind igen bag den lille hvide dør i stuen. Hans små træsko stod udenfor på trappen. Han havde lagt en lille chokoladekugle og et lillebitte brev til drengen.
Det var omsider fredag den 1.December, og julen er så småt ved at dukke op. På altanen har jeg hængt lys op på den ene halvdel. I går ringede vores nabo på og forærede os en sæk friske grangrene. Nu skal jeg bare få det gjort..
Vi har købt julekalendere til drengen; en lækker chokoladekalender med lækker håndlavet chokolade fra La Grassa, samt en slikjulekalender med slikpinde og tyggegummi i. Og en u-landskalender, som jeg har glemt nede i bilen.
Morgenen startede sådan set længe inden knægten opdagede, at nissen havde været på besøg, for jeg vågnede allerede ved 4-tiden med kraftig migræne, kvalme og kraftig lysfølsomhed. Jeg spiste et par piller, lagde mig ned igen og spekulerede indtil vækkeuret ringede 5:35. Jeg stod op, spiste et par piller, men så længe jeg undgik at lave hurtige bevægelser, så gik det faktisk ok.
På et tidspunkt tabte jeg min eyeliner, og da jeg bøjede mig ned efter den, steg trykket og migrænen i mit hoved, og så kastede jeg voldsomt op. Selvom det var virkelig ubehageligt, var det også en lettelse. Min migræne begyndte nemlig at lette derefter. Og derefter steg mit humør, og resten af morgenen var fantastisk. Fredag var almindelig arbejdsdag, og jeg nåede meget af det, jeg havde sat mig for, samtidig med at det var en god dag med mine søde kolleger.
Jeg havde mere på to do listen end realistisk muligt. Det er sådan det er. Det er bare en fase, og jeg prøver at planlægge mig ud af det. Udskyde det, der kan vente og håndtere mine opgaver efter prioritet. Fokus på planlægning, ikke panik. Planlægning fremfor panik, blev der sagt ☺️
Første prio i December er selvfølgelig familien og julen. Og på denne smukke kolde fredag skulle vi tænde juletræ foran rådhuset og bagefter var det tid til kinesisk buffet med bl.a lækker frisklavet sushi ad libitum. Det er tradition 🍣
Bagefter streamede vi Ramajetternes jul, samt så Disney Sjov og Snefald med fredagsslik til. Begge julekalendere fik en flyvende start her hos os. Familiens yngste medieforbruger var begejstret for begge julekalendere.
Jeg var også begejstret; jeg elsker produktionen af Snefald, hvor Selmas verden er holdt i kølige blå/grå/hvide farver, hvor hun er det eneste rød/orange farvestrejf. Det bliver spændende at følge hendes og Ruths rejse.
Særligt drillenissen i Ramajetternes Jul appellerer til min indre drillenisse “Mi-miiip” sagde den og stak hovedet forstyrrende ind. Præcis som mig 🤪😝
Vi tog fat på kapitel 1 i “Sebastians Jul” og “Villads fra Valby holder jul” som go’nat-læsning – og så er julen i gang 🎄🎄