D10S

Da jeg var 14 år i 1986, så vi allesammen fodbold VM. Det var sådan det var, for der var jo ét sommerhus, én stue, ét TV, én kanal.. Når min far skulle se fodbold, så vi alle fodbold.

Jeg havde (har) ikke synderlig meget forstand på fodbold, men Diego Maradona fik mig til at indse, hvor fantastisk det kan gøres! Han var sindssygt god, og det var vildt sjovt at se fodbold med ham, for der var fest, farver og magi i hans fodboldstøvler. Og masser af argentinsk temperament og passion.

Siden fulgte jeg hans succes i Napoli, og på et tidspunkt skrev jeg et brev til ham. Udenpå kuverten skrev jeg bare “Diego Maradona, Napoli, Italien”. Der gik noget tid, og så fik jeg svar retur: Dette foto med en autograf på kom med posten fra Italien.

Sidenhen har jeg fulgt ham fra sidelinien. Jeg har krydset fingre for, at han kunne tæmme sine dæmoner lige så talentfuldt, som han tæmmede en bold. Når jeg ser tilbage, var det nok forudsigeligt, at det ville ende sådan. Han brændte sit lys i begge ender, og det brændte ud alt for for tidligt.

Tak for mange magiske fodboldøjeblikke ❤️

“Her har I en fodbold. De fleste fylder den med luft. Diego Maradona fyldte den med mening, farve, genialitet og galskab og brugte den ukueligt med en fortryllende magi. Nu er han borte, og fodbolden ser igen bare ud som en fodbold.”

– Erik Nina, Aftonbladet