Jeg har for nylig været til studenterjubilæum. 25 år. Det er længe siden, og det er ikke mange, jeg har haft kontakt med siden, men jeg tog med. Det er jeg glad for, for det var super hyggeligt. Det er mennesker, som jeg kender – nogle bedre end andre, men som alligevel har en betydning, en plads eller en rolle i min fortid. Og vi har et fælles fundament og en masse fælles historie. Og så er der minderne …
Men så er det, at du møder pedanten. Det er oftest en mand, og du er en kvinde. Du – eller en anden kvinde – sidder til en middag og fortæller om sin oplevelse af noget fra jeres fælles fortid, og så er det, at pedanten afbryder og siger “det var ikke HELT det, der skete – det var xyz”. Fortælleren stopper midt i fortællingen, alle kigger på hende, mens hun taber tråden og fuldstændig mister lysten til at genopfriske jeres fælles minder sammen. Du kan se det i hendes ansigt, og du hører hende ikke sige meget mere den aften.
Du kender sikkert typen, der lige skal korrigere ens fortælling – det være sig ved en middag, på mail eller sociale medier: “Det, du fortæller der, er ikke helt rigtigt, jeg husker det som xyz”. Ofte er det en mand, der korrigerer, og det er en kvindes fortælling, der underkendes og gøres utroværdig.
Kvinder korrigerer sjældent mænd, når mænd genfortæller deres egen version af en fælles oplevelse. Det er interessant at iagttage. Vi smiler og ler bare med, selvom fortællingen ikke flugter med den historie, vi var del af.
For det handler ikke om, hvad DU husker, men om den oplevelse, som fortælleren mindes den. Ikke to mennesker oplever og husker en situation ens. Det ved de fleste mennesker godt. Alligevel er der nogen, der lige skal korrekse på andre.
Det skal man simpelthen stoppe med, for man dræber fuldstændig fortællerens glæde ved at genfortælle og ødelægger samtidig fortællerens glæde ved at genopleve sit minde af en konkret situation. Hvis du kommer til at gøre det, så kast et blik på fortællerens ansigt – du kan tydeligt se, at mindet krølles sammen og ødelægges for hende.
Jeg forstår det ikke. Hvad er pointen med at være en lille pedantisk faktatjekker på en sjov situation, der ligger 25 år tilbage? At hævde sig på andres bekostning? Den adfærd dræber hyggen, historien og ja, til sidst også relationen. Vi går hvert til sit efter 25 år, nogle med en diffus følelse af, at nu må der gerne gå 25 år igen.
Kender du typen?
