Ukraine 🕊

Nyhedsstrømmen er insisterende, og mange af mine tanker går til Ukraine. Jeg følger med, men jeg vil allerhelst gøre noget. Sådan fornemmer jeg, at de fleste af os har det. Allerhelst vil jeg stoppe krigen, men det er udenfor min kontrol. Det er småting, jeg kan gøre.

Det tog mig ikke mange øjeblikke at pakke sengelinned, håndklæder, jeans, undertøj, vinterjakke, små håndsprit, resten af vores mundbind ned i en sæk og aflevere i en carport forrige lørdag. Mange har det på samme måde, for carporten var allerede fyldt til loftet samme dag. Jeg håber, at min søns vinterjakke med slik i lommen finder vej til en dreng, der er nået i sikkerhed og giver ham varme.

Jeg skrev også til politikerne for at nudge dem til at sende våben, i stedet for (/sammen med) blot veste og lægetasker. Det var et pinligt bidrag fra et land, hvor det går godt. Kan man ikke andet, så kan man altid sende penge. Heldigvis er Danmark kommet op på beatet.

Men jeg må erkende, at jeg i store træk er magtesløs. Jeg kan ikke stoppe nogen krig, og jeg kan ikke fjerne rædslerne fra de mennesker, som det går ud over. Det er en hæslig følelse blot at se til. Det nemmeste er at kigge væk. Jeg vender ikke det blinde øje til. Når man ikke ser, ikke hører og ikke taler om det, så forsvinder det fra radaren, men jeg ønsker at være vidne og hjælpe. Det er min ringe formåen.

Min instagram er forandret. Jeg følger ikke længere influencers, som viser pastelfarvede vaser og lysestager i cremefarvede solskinshjem og smukke børn på udflugter i Nihola’en med en caffe latte på styret.

Jeg følger krig uden filter dels via den ukrainske hær, men også via ukrainske og tyske influencers, som mere eller mindre tilfældigt er endt op midt i den værste krig i Europa i min generation. Så jeg har set billeder og videoer, jeg aldrig glemmer. Jeg har set en kvinde, der lå på jorden desorienteret og med håndklæde over benet, hvor hendes fod netop havde siddet. En smal stribe blod løb ud under håndklædet mellem murbrokkerne, mens folk løb til for at hjælpe. Jeg har set angsten i et menneskes øjne, når en raket rammer lige ovenover og sender en regn af glas og mursten ned i hovedet på ham, der livestreamer. Jeg så det lille barn, der blev ramt af granatsplinter i sit hjem, og som lægerne ikke kunne redde. Jeg var vidne til forældrenes ubærlige sorg.

Krig er så hæsligt, og der er ingen vindere. Men det er vores forbandede pligt at se ofrene og lade dem vide, at vi er der. At være vidner til deres kamp og tragedie. Ta’ imod deres koner, kærester og børn med åbne arme. Hjælpe, hjælpe, hjælpe. Sende de fucking likes, skrive en kommentar, vise at de ikke er alene, når bomberne falder omkring dem. Bakke op, hjælpe, gøre noget. Selvom det gør, at vores cremefarvede liv farves røde af blod, og det bliver svært at sove om natten.

Om aftenen begraver jeg hovedet i puden, krammer min søns brede skuldre ekstra hårdt, snuser hans duft dybt ind og beder til, at krigen snart er slut.

“When I was a boy and I would see scary things in the news, my mother would say to me: “Look for the helpers. You will always find people who are helping.”

– Fred Rogers

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.