Skærmshaming .. skærmen er jo roden til alt ondt. Eller? At frygte den digitale fremtid er som at frygte solopgangen. Den kommer.

Må jeg minde om, at matematiklærere i 60’erne demonstrerede mod lommeregneren, som de mente, totalt ville ødelægge børnenes evne til at regne. Det gik ikke HELT sådan. Takket være lommeregner og andre teknologiske landvindinger har børn i dag statistik i 6. klasse, hvor jeg først fik statistik på videregående uddannelse.

Vi lærte altså at bruge teknologien til vores fordel. Sådan gik det også med bilen, båden og flyet. Opvaskemaskinen, vaskemaskinen, elevatoren.

Vi gamle nisser fra 70-80’erne kan ikke se fremtiden, fordi vi kigger bagud. Vores børn er mere visionære end os. Vi ser det ikke, fordi angsten lægger et slør for vores øjne. Jo ældre vi bliver, jo mere skræmmende bliver alt ‘det nye’. Det var bedre i gamle dage, tænker vi, hvor alt var velkendt og trygt.

Vi lider af en kollektiv vildfarelse om, at de ‘gode gamle dage’ var meget bedre end de var. Det eneste, der var bedre i gamle dage, var os selv, som min svigerfar siger.

Vi voksne er utrygge ved alt det nye og alt det ukendte. Det er en god gammel overlevelsesstrategi. Det virkede for hulemennesket. Han byggede en dør, efter at have flygtet, gemt sig væk og forbudt sin familie at gå ud. At gemme sig, forbyde og lukke ned virker på den korte bane. Men at lukke ned og forbyde betyder ikke, at skærmene går væk. Forbuden frugt smager bedre og er magisk tillokkende.

Jeg siger ikke, at vi skal være ukritiske. Men det modsatte af udvikling er afvikling, og det kommer ikke til at ske, så længe der vokser nye generationer op. Deres visioner er langt større end vores.

Jeg håber, at debatten bliver mindre følelsesladet og mere factbaseret. Facts fra mindst 2 separate kilder, baseret veldokumenterede valide undersøgelser, ville være at foretrække. Der er ikke facts på bordet, der er utrolig mange bange meninger. Og en mening er, som bekendt, den laveste form for viden. Vi må kræve viden, og så træffe beslutninger fact-baseret frem for frygt-baseret.

Det er velkendt, at når man er bange for noget, træffer man ulogiske og ikke altid supergode beslutninger.

Skærmen er kommet for at blive.

Jeg vil hellere tale om indholdet på de skærme, og om hvordan vi klæder vores børn på til at håndtere algoritmer og AI – blot for at nævne et par udfordringer. Vores børn lærer ikke at håndtere algoritmer og AI, hvis skærmen er forbudt land og er noget, de skal skamme sig over at bruge. Så bliver det ekstra spændende, og noget de bruger i smug.

Det skal være slut med forbudt. Lad os tale med ungerne om deres skærmbrug, sætte os ind i deres verden, deres måde at kommunikere på og være sociale på. I stedet for at fordømmende at fortælle dem, at de er forkerte. Eller med skærmtid afskære dem fra at være sammen med deres venner.

Min observation er, at de børn, der har de mest restriktive skærmtider, ofte er dem, der kæmper mest med det sociale, fordi de simpelthen ikke er med, når de andre er sammen online og fx aftaler at mødes og spille fodbold eller mødes et sted. Når de ikke kan få fat på deres ven pga skærmtid, så er der andre venner tættere på.

Det er også dem med de mest restriktive skærmtider, der ikke er til at rive væk fra gamingen og forsvinder helt ind i skærmen, når drengene har LAN-parties. ENDELIG kan de spille ubegrænset, og så glemmer de vennerne. For LAN-parties er meget mere end gaming. Det er pizza, snak, chips, fjolleri og latter hen over spillene for de unge.

De unges sociale måde at interagere på er helt anderledes end vores, og jeg synes, at vi skal give plads til det. I tillæg til at den unges community er klassen, så kan det være et online fælleskab omkring en særinteresse. De skelner ikke mellem online venner og offline venner på samme måde, som vi gør.

Det er relationen, der er vigtig for de unge, ikke nødvendigvis den fysiske nærhed. På sin vis kan de komme meget tættere på hinanden, end vi kunne, fordi de kan connecte på flere planer og kan bruge mere tid sammen end vi kunne i gamle dage. Deres venskaber er langt dybere og mere komplekse end vores var på den alder.

Selvom en klassekammerat flytter til den anden side af jorden består venskabet, fordi de snakker og gamer sammen hver uge. Vi forstår ikke deres måde at socialisere på og bliver bekymrede, fordi det ikke minder om noget, vi kender fra os selv. Vi tænker, at deres måde at være sociale på er forkert, og vi pådutter dem vores måde. Og noget af det værste, man kan sige om et andet menneskes social skills er, at de er forkerte.

Som forælder er det min pligt at passe på mit barn og ruste ham bedst muligt til fremtiden. Det gør jeg ikke ved at skabe en kunstig virkelighed uden skærme for ham. Det gør jeg ved at lære sammen med ham, følge med, holde mig opdateret og ta’ dialogen med ham. Jeg har en forældrepligt til at downloade de apps, han anvender og lære dem at kende.

Jeg håndterer min bekymring ved at kigge på facts, og der er ikke nogle facts, der viser, at skærme er farligere end trafik, som Mette Frederiksen siger. Det er blot hendes holdning.