Kender følelsen. Da min mor trak vejret for sidste gang for 25 år siden, kiggede jeg ud af vinduet på 19. sal på Herlev Hospital og undrede mig over, at bilerne fortsatte med at køre i en endeløs strøm på vejen nedenfor. Min verden stoppede lige der, men resten af ​​verden satte ikke farten ned eller stoppede for at vise respekt for min mor. Verden fortsatte, som om intet har ændret sig.

Sådan havde jeg det også, da vi sagde farvel til min far. Vi kørte fra hospitalet, stoppede på tankstationen, købte morgenmad, mødte myldretidstrafikken … alt var normalt, bortset fra at intet var normalt. Og så døde min far også.

Funeral Blues

Stop all the clocks, cut off the telephone,

Prevent the dog from barking with a juicy bone,

Silence the pianos and with muffled drum

Bring out the coffin, let the mourners come.

Let aeroplanes circle moaning overhead

Scribbling on the sky the message ‘He is Dead’.

Put crepe bows round the white necks of the public doves,

Let the traffic policemen wear black cotton gloves.

He was my North, my South, my East and West,

My working week and my Sunday rest,

My noon, my midnight, my talk, my song;

I thought that love would last forever: I was wrong.

The stars are not wanted now; put out every one,

Pack up the moon and dismantle the sun,

Pour away the ocean and sweep up the wood;

For nothing now can ever come to any good.

– Digt af W.H. Auden

På et tidspunkt efter min mors død, voksede der en morgen erantis frem foran min gadedør, og jeg blev rasende. Rasende over, at tiden gik, at min mor bare lå nede i jorden og lige var død, mens de gule erantis spottede og lo af mig med deres nye gule blomster. Så jeg hoppede og stampede på dem for at få dem ned i jorden igen. For at stoppe tiden. Jeg fik øjenkontakt med købmanden, der undrende så tilbage på mig, mens han lagde grøntsager frem udenfor butikken, og jeg forstod, at jeg ikke kan forhindre tiden i at gå.

Og tiden går. Kærligheden varer evigt. Min kærlighed til min far – og til min mor – er ikke blevet mindre.

De, som bor i hjertet, kan jeg nemlig aldrig miste.