Kom ind i kampen

on

Jeg bliver provokeret af, at “jeg skal komme ind i kampen”.

HVORFOR skal jeg som kvinde ‘komme ind i kampen’ og knokle solen sort ‘som en mand’ og være med til at holde hånden under fx. et sundhedssystem, som ikke er skabt til at varetage mig som kvinde?

Jeg bliver som kvinde holdt ude af kampen helbredsmæssigt, fordi medicin er udviklet udelukkende til mænd og kun testet på mænd til langt op i 90’erne, kvinders anderledes symptomer nedgøres og negligeres, vores smertetærskel ignoreres, vores sundhed vurderes ud fra BMI-skalaen, som er baseret 100% på mænds kropsbygning – hvorved medicin doseres forkert, vi bliver dømt overvægtige, for store bryster og brede hofter er ikke en del af BMI-formlen.

Glemte jeg at nævne, at kvinders symptomer altid er HEEELT naturlige; smerter ved fødsel, menstruationssmerter, hele overgangsalderens perlerække af helbredsmæssige udfordringer.

Til sammenligning er det jo også naturligt, at et brækket ben gør ondt. Hvorfor så bedøve det, når kvinder ikke kan få lindring, men forventes at bære sin byrde med smil?

Glemte jeg ventetiderne hos gynækologerne og den øgede risiko for at hjertesygdom overses hos kvinder, fordi man ikke rigtig ved, hvilke symptomer kvinder får, når hjertet sætter ud?

Skulle jeg ende i et færdselsuheld, så er sikkerhedsudstyret i bilen ikke skabt til mig, og jeg har større risiko for ikke at overleve. Det kan jo samfundsmæssigt også have en fordel.

Nå, jeg trækker lige vejret. Det er klart en kamp på ulige vilkår.

Forestil dig en mands ansigt, hvis han får udskrevet medicin og får beskeden “Spis 2 piller. Vi kender ikke den rigtige dosis til dig, for produktet er kun testet på kvinder, men sig endelig til, hvis du får bivirkninger. Dit BMI er enormt højt, set i forhold til den gennemsnitlige kvinde, så ja, det kan jo selvfølgelig også påvirke effekten af medicinen. Held & lykke”

Det er det, der sker, når en kvinde tager medicin.

NU trækker jeg lige vejret.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.