“Hej pms, er du nu der igen?”

Jeg vågnede ved 4-tiden ved, at jeg var ved at græde. Hvad? Ja, så lå jeg der og kiggede ud i mørket – og hviskede for mig selv “hej pms, er du nu der igen?”.

Min første tanke var en bog, jeg fandt på vores søns værelse, da jeg ryddede op. En bog, som mine forældre læste højt for mig, da jeg var lille. Jeg elskede den bog, og nu har jeg planer om at smide den ud. Det er kun mig, der holdt af den bog. Jeg fik aldrig læst den for vores søn, og nu er han 12 år, og hans barndom er nærmest forbi, og det er for sent med den bog og så meget andet…

Så fortrød jeg hele den måde, jeg har været mor på. Samtlig 12 år og en måned. Jeg skulle have gjort det bedre, været der mere for ham; faktisk skulle jeg ikke have lavet andet end at være mor for min søn. Hvordan kunne jeg lade det komme så vidt og være så elendig en mor? Og elendig person sådan helt generelt? For det er jo sådan det hænger sammen. Når man er et elendigt menneske, så bliver man en elendig mor.

Kender du det? Når du bliver vækket af pms, og din selvtillid er taget på ferie sammen med dit humør og dit rationale? Når verden skifter farve til grå, og alting ved dig selv er forkert.

Ovenikøbet er det mandag. Og klokken er ved at være 5. Om 40 minutter skal fru PMS og jeg op. Vi skal se om vi ikke kan få det til at fungere sammen de næste par dage uden at slå nogen ihjel eller fornærme nogen dødeligt.

Op på hesten igen 🐴

Disclaimer: Langt whiner-indlæg om tidlig overgangsalder.. Når jeg sover og spiser godt, har jeg altid haft masser af overskud – og når jeg i perioder ikke forkæler mig selv med sund mad og rigelig søvn, så har jeg altid kunnet performe alligevel. Jeg har altid kunnet knokle mange timer om dagen, men nu er det som om jeg har ramt en mur.

30% af mit liv er minusdage

Grænsen for min formåen har flyttet sig. Det er som om min krop sætter ud. Jeg løber tør for energi, uanset om jeg sover 7-8-9 timer. Jeg orker ingenting, og når min cyklus kun er på 24 dage, så er det kun 17 dage hver måned, hvor jeg rent faktisk er rimelig velfungerende. Dvs. 30% af tiden er minusdage for mig. Det er altså meget!

Efter mange år hvor jeg intet har mærket til min menstruation, så er jeg nu begyndt at få kraftige smerter og migræne under menstruationen. Jeg har svært ved at sove og svært ved at fungere normalt. Jeg er overfølsom og pirrelig et par dage op til, hvor jeg er parat til at opgive alt. Og jeg mener: A L T. Min selvtillid styrtdykker, og jeg er parat til at råbe P I K og skride fra det hele. Men et par dage efter er alt ok igen. Psykisk, i hvert fald.

Psykisk er jeg begyndt at frygte de 30% – den uges tid, som jeg kan rive ud af kalenderen. Jeg er begyndt at planlægge efter det. Så få vigtige møder som muligt, helst ingen aftaler, for jeg ved ikke, om jeg kan, og jeg vil ikke presse mig selv. Jeg kan som regel godt – med Panodil og Ipren i max dosis, så går det lige. Sådan har det ikke været før. Det er tiltagende, og det er ikke særlig fedt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.

Oveni det ligger hele Corona’en ovenikøbet og stjæler energi, fordi alt det gode og sjove (fx ferier, fødselsdage og oplevelser) er suget ud af livet.

Ondt over det hele

Jeg har ondt i fødder, hofter, ryg og mellem skulderbladene. Jeg har fået skader pga løb, og det mærker jeg i det øjeblik, jeg sætter fødderne på gulvet om morgenen – AV! Dertil de kraftige menstruationssmerter (3 dage hver måned) og migræne (1-3 dage pr måned). Jeg er gået fra ikke at have ondt til altid at have ondt et eller andet sted.

Forleden var det min højre skinnebensknogle, der gjorde sindssygt ondt og holdt mig vågen den halve nat. Det er gået væk igen, men hvad gik det ud på? Jeg har også restless legs, men magnesium hver dag holder det rimeligt nede.

Stolt?

Jeg ikke særlig stolt af mig selv længere. Det er som om jeg har mistet kontrollen over min krop. Jeg kan ikke længere genkende den og dens signaler. Jeg kan ikke identificere mig med, at det altid gør ondt et eller andet sted. At der er så meget, jeg ikke kan. Så til hverdag ignorerer jeg det. Når det er slemt dæmper jeg det med ipren og panodil.

Jeg er blevet det, jeg svor, at jeg ikke ville. En begrænset svag whining bitch.

Udsigt til overgangsalder ?

Meget af ovenstående skyldes sikkert, at min krop er under ombygning. Jeg er 49. Der er overgang forude. Den største ombygning siden puberteten, tænker jeg. Jeg er total udmattet, træt af at have ondt og godt på vej til at blive seriøst overvægtig.

Min krop tåler ikke det samme som tidligere, og det vækker en enorm vrede i mig. Hvis det ikke var, fordi jeg er udmattet, så ville jeg bide tænderne sammen, træne hårdt, løbe mere, spise mindre og kæmpe mig ud af det. Men jeg kan simpelthen ikke. Jeg orker det ikke.

Sick and tired of being sick and tired

Det er lidt som om, at mit liv er gået i stå. Jeg er træt af at ligge på sofaen og falde i søvn inden 21. Jeg er træt af at have ondt, være i underskud, i dårligt humør og i dårlig form. Det er så langt fra mig som person og slet ikke sådan jeg havde forestillet mig mit liv. Hvad hvis det kun bliver værre herfra?

Det er sådan, det skal være

Jeg vil have et aktivt liv. Jeg vil være i stand til at gå 10.000 skridt om dagen, jeg vil have mere overskud og slippe for at have ondt. Det synes jeg egentlig ikke er ambitiøst, men som jeg har det er det MEGET ambitiøst.

Hvad gør jeg?

  • Jeg fortsætter med at træne mine ankler, så jeg kan gå 10.000 skridt uden at få ondt
  • Jeg fortsætter med løbeprogrammet for ældre og overvægtige på laveste blus (jeg løber pt 2 minutter 3 gange om ugen – yay)
  • Jeg spiser sundt det meste af tiden og forsøger at få min nattesøvn
  • Håber på, at det bliver bedre ..