1 år er gået i dag. Det første år. Den første milesten. Den første jul uden. Den første fødselsdag uden. Den første alting uden min far. Min far døde tidligt i morges for præcis et år siden. Det første år er gået.

Der er SÅ mange tusind ting på listen over ting, jeg gerne ville have fortalt og delt og vendt med min far i årets løb. Så mange geniale stavefejl, som vi skulle have grinet af sammen. Vi skulle have vendt hele verden. Der er nok at tage af!

Men ‘aldrig’ er begyndt .. aldrig mere snak om løst og fast med min far. Som jeg fandt ud af, da min mor døde, så er aldrig sindssygt lang tid, og hjertet er tungnemt og bliver ved med at kalde, længes og håbe at om lidt, så …

Så .. her til morgen sidder tårerne lidt løst.

Da min mor døde for 26 år siden, lettede sorgen efter et års tid. Da foråret kom med alt sit lys og smukke blomster for anden gang, havde jeg ikke længere lyst til at trampe forårsblomsterne ned i jorden igen for at stoppe tiden. Så nød jeg foråret; jeg bevægede mig ud i lyset, og jeg fortsatte fremad og ud i livet. Og det blev godt igen. Så jeg vidste, at det ville det også blive denne gang.

Derfor har jeg set frem til årsdagen. Jeg klarede mig igennem det første år. Jeg helede og kom godt igennem det første år. Sorgarbejde er det hårdeste arbejde, men der er ingen vej udenom. Min erfaring er, at det første år er den sværeste, tungeste og hårdeste del af sorgen. Derfra letter sorgen, og savnet træder i stedet. Nu skal jeg så bare leve videre resten af livet uden min far, men med alt det, han har efterladt hos mig, min familie og i mit hjerte.

Så her står jeg – jeg går ud i lyset, og jeg glædes over, at alt er godt igen. Solen skinner på gravstenen med mine forældres navne – takket være dem står jeg her i dag med min familie i ryggen.

»Døden er den stærkeste magt i livet. Men størst af alt er kærligheden.«