Hej igen!
Glædelig v-dag til dig – her er lidt inspiration til dig … helt gratis! Nedenstående kronik af Elisabeth Dons Christensen handler om parforholdet – om at vande hinandens kameler, og hvorfor det er så vigtigt. De fleste af os kender det udmærket. Den ene dag tager den næste, vi har travlt, og vi er stressede og vi glemmer at få talt sammen, vi glemmer at passe og pleje, den vi engang sagde ja til at leve sammen med, den vi elsker. Når det kommer til vores arbejde, vores børn, vores kroppe og ikke mindst vores boliger er der næsten ingen ende på, hvad vi vil gøre ud af det. At tage vare på hinanden midt i en travl hverdag er slet ikke så nemt.
Vi kan ikke overleve på vores følelser, vi kan heller ikke undvære dem, men når den første, stormende forelskelse har lagt sig, er det de ord og tanker, relationer og handlinger, der er imellem to mennesker, der giver mulighed for følelserne. Vi kan heller ikke overleve på Paulus’ ord fra Kærlighedens Højsang om kærligheden, der tror alt, håber alt og udholder alt. Den menneskelige kærlighed, den kærlighed der er mellem to mennesker, kan netop ikke tåle og udholde alt. Den erotiske tiltrækning, følelserne, mellem to mennesker er noget ganske særligt, men kan ikke stå alene i et forhold, der skal holde hele livet. Sindet, vores indre, har brug for omhu og vedvarende opmærksomhed. Derfor er det livet og dagene sammen, der skal plejes. Og det kræver vilje!
Viljen til at blive ved med at holde ud og holde fast i en uendelighed for at få kærlighedsforholdet til at vokse og blomstre. Viljen til at fordybe sig i og øge kendskabet til sin ægtefælle. Viljen til at skrive en fælles historie og være sammen med en, man har tillid til, én der kender og godkender én, som man nu engang er. Viljen til at bruge tid og kræfter på at blive ved med at elske hinanden. Og det er her kamelerne kommer ind. Den, der rent faktisk vander kameler, er Rebekka i 1. Mosebog, der villigt tilbød at vande ikke bare én, men hele ti tørstige kameler for sin kommende ægtemand Isak – og hun blev Isaks brud. En smuk bibelsk historie. Og opfordringen er hermed givet videre. Bliv ved med at tilbyde at vande hinandens kameler. Og glem ikke hvor tørstige, sådan nogle store bæster kan blive!
Vand kamelerne – citat: Elisabeth Dons Christensen
Kærligheden er en vilje
den falder på en lort og på en lilje
Disse vise ord har en fin, gammel dame i familien diverteret med et utal af gange. Og som med alle gamle fyndord er der naturligvis en sandhed gemt i ordene, for i den store forelskelse er det ikke altid lige nemt at skelne mellem ”lorten” og ”liljen”. Ikke nemt at fornemme, om den udvalgte er lidt af et egoistisk, forkælet uhyre eller et rankt og fint menneske, der både kan holde hovedet højt i strid modvind og bøje det for den fælles kærligheds skyld. Og det er heller ikke altid nemt at se, om der er tale om to, der vil kunne løfte og højne hinanden i stedet for bare at trække hinanden ned i dyndet.
Men når hverdagene i et kærlighedsforhold skal bestå deres prøve, så er det lige præcis dette, om det højner, om det gavner, om det i det lange løb giver liv og gør godt for dem begge, der er lakmusprøven på det gode kærlighedsforhold. Og derfor er det naturligvis godt, at vi lever i en kultur, hvor skilsmisse er en mulighed, uden at verden falder sammen af den grund. Godt, at ægteskabet ikke er et sakramente, så det er muligt at blive skilt – og evt. blive gift igen, hvis ægteskabet nedbryder i stedet for at bygge op. For de må begge kunne se ud over deres egen næsetip. De må begge se den anden, som de selv gerne vil ses på, om de var og skulle ende i den samme situation som dem selv. De må begge som den gode Rebekka i Det gamle Testamente stige ned fra deres ophøjede sæde på kamelen og vande hinandens kameler. Og kameler er og bliver meget tørstige. Især hvis der er tale om en længere ørkenvandring.
Og det kræver nu engang vilje at blive ved med at holde til den vandingsproces. Det dejlige er, at viljen er der.
I det mindste i begyndelsen. Når det unge par sidder foran præsten i anledning af det forestående bryllup, så er der ingen tvivl i de store klare øjne. Ved præstens spørgsmål om, hvordan de to har det med tanken om at skulle blive gamle og skrøbelige sammen, så er der ingen som helst tvivl: Det er lige præcis det, de gerne vil.
De vil gerne have børn sammen og være fælles om dem og danne par med hinanden til døden dem skiller. De vil hinanden, men der kommer så meget i vejen.
Derfor må der arbejdes på sagen. Akkurat som vi gør med alt andet. Vi gør jo meget ud af vort arbejdsliv. Vi uddanner os og udvikler os til og med vort arbejde.
Vi gør også uendeligt meget ud af vore børn, vi nusser og pusler om dem på livet løs, for de er jo ikke bare ønskebørn, men de er et projekt, som skal lykkes, og den gode barndom er ifølge den gængse norm alfa og omega, for at projektet lykkes.
Vi gør meget ud af vore kroppe. Vi skal jo både motionere for hjertets skyld, gå til fitness for udseendets skyld, og gå i butikker for charmens skyld.
Og vi bruger enorme mængder af tid og ressourcer og tanker på vore hjem. Følg bare boligprogrammerne i fjernsynets bedste sendetid!
Ægteskabet og kærligheden er til gengæld bare noget, der er.
Men det varige kærlighedsforhold er ikke bare noget, der er. Slet ikke i dag, hvor det dybest set er funktionstømt. Der er ikke mere en gård, en slægt eller et fælles arbejde, hvor det er nødvendigt, at begge hver yder deres for at livet kan opretholdes og videreføres.
Vi gifter os, fordi vi forelsker os, for vi lever i følelsernes århundrede, men følelser er nu engang meget flygtige. Og derfor er det vigtigt, at vi alle er meget bevidste om, at kærligheden ikke kun er en følelse, men i høj grad lige så meget ord og handlinger i alle de hverdage, hvor kærligheden skal udfoldes.
Det vidste et par, som pludselig stod foran mig en lørdag, da jeg sad i en boghandel i Esbjerg og signerede min bog: ”Det sårbare samliv”. Det var et brudepar, som jeg havde viet for fire år siden i Nordsjælland. Overrasket spørger jeg – dumt: Hvordan går det med ægteskabet? Vel vidende, at hvis det virkelig gik dårligt, så var det nok ikke lige det, jeg ville få at vide her midt i mylderet. Men her havde jeg ikke behøvet at bekymre mig, for svaret kom prompte: ”Vi er i færd med at blive ét kød, sådan som du sagde, vi skulle blive.”
Så enkelt kan de to væsentligste ting om det gode kærlighedsforhold siges.
For det første er vi nemlig altid i færd med og på vej, når vi bevæger os i kærlighedens farvand. Her skal der virkelig passes og pusles om, for målet er jo ikke bare at være ”et kød” her og nu, men at forblive et kød, indtil den bitre biologiske død skiller de elskede, akkurat som det siges i Bibelens skabelsesberetning i 1. Mosebog kap. 2, og gentages ved ethvert bryllup i den danske folkekirke: ”Derfor skal en mand forlade sin far og mor og holde sig til sin hustru, og de to skal blive et kød”.
Det andet er det med at blive ”et kød”! Og ordene er altså ikke en påmindelse om, at kød er godt for potensen, sådan som pressen har slået tidens sidste sundhedstrip op. Nej, det er Bibelens udtryk for, at ethvert menneske er skabt som en helhed, en helhed af legeme og sjæl, og den forunderlige og livgivende tanke er, at også to sjæle og to legemer kan blive til én helhed. Det sker, når det ikke kun er en del af den anden, der elskes, ikke kun kroppen og ikke kun sindet, men det hele: Både krop og sind.
Når vi derfor samles under kirkens høje hvælv og bryllupsklokkerne ringer for brudeparret, så er vi først og fremmest samlet i en bøn om Guds velsignelse over dette fælles liv af to sjæle og to legemer, der sammen skal blive en helhed, ét kød. Og bønnen og ønsket for disse to mennesker er, at de må blive ved med at drage omsorg for begge sider af hinanden.
At de må blive ved med at vande hinandens kameler. At de må lade være med at kræve af hinanden i stedet for at give til hinanden. Og at de også må kunne tilgive og godtage hinanden igen og igen, når kærlighedens ord og handlinger har været fraværende for en stund.
Det sidste er det vanskelige, for vi er kun mennesker. Ikke så gode, som vi hver især gerne vil se ud til at være. Måske heller ikke så onde, som vore fjender mener vi er. Men som kristne mennesker må vi leve i tillid til, at vi altid er gode nok til Guds tilgivelse og kærlighed.
Skulle vi så ikke prøve denne tilgivelsens gode gave en ekstra gang i vore kærlighedsforhold?
For det er stadigvæk yndigt at følges ad.
mammalade 