Skønne Salzburg

on

Vi satte kursen mod Salzburg i morges. Pga et uheld på motorvejen tog det 2 timer, før vi parkerede ved Mirabelhaven. For en gang skyld skinnede solen, da vi gik gennem den smukke blomstrende have med udsigt til borgen højt over byen.

Vi gik over Salzach via broen med de mange hængelåse og videre ned ad Getreidegadegasse til Universitetspladsen.

Getreidegasse er en gågade – velnok den kendteste i Salzburg. Der er rige muligheder for at bruge penge. Både ud til gaden og i de mange små gyder, smøger og baggårde ligger overraskende mange og store butikker.

Vi var dog ikke i Salzburg bare for at shoppe, men for at få et urbant fix efter en rum tid på bøh-landet i Tyrol. Se på mennesker, vinduer, smukke bygninger, få en Starbucks caramel macchiato, shoppe i Petit Bateau, spise Knödel, se Sound of Music museet, ta’ fede fotos i Mirabelgarten, se borgen, nyde livet i de små gyder, gense de smukke steder, og ikke mindst nynne soundtracket fra Sound of Music i hovedet … Salzburg gør det ved mig ❤️

Vent lidt … Sagde du Knödel …?

Ja! Vi gik målrettet efter Restaurant Hagenauer, som ligger i Mozarts fødehus. De kender nemlig til kunsten at lave Spinatknödel, og det er vi villige til at rejse langt efter 😍