Brudekjole

Vi er i fuld sving med bryllupsplanerne. Vi har fået fat i præsten og aftalt vielse 25. april klokken 14 i Rørvig Kirke. Desuden har vi forhåndsbooket Rørvig Kro og har netop fået tilbud fra dem.

Alle sagde til mig: ‘Skynd dig nu at få fat i en kjole, der kan være 6 måneders ventetid’ (!), så jeg surfede lidt efter vente-brudekjoler på nettet og endte med at bestille tid til prøvning med få timers varsel hos Bride Fashion i Virum.

Jeg ringede grinende til Sonja og spurgte, om hun ville med til prøvning samme dag klokken 16 – velvidende at klokken var 11, og hun sikkert havde andre planer. Det havde hun – men hun aflyste. Det var så sødt af hende.

Så jeg ankom til Bride Fashion og blev udstyret med en særlig pude med bånd til at binde på ryggen, som skulle gøre det ud for en gravid mave. Den første kjole, jeg prøvede, var ikke rigtig mig. Men kjole nummer 2 var helt fantastisk, så jeg købte den faktisk på stedet sammen med et smukt slør.

Det var meget bevægende at stå der med hvid kjole og slør – både Sonja og jeg fik tårer i øjnene. Det gik op for mig, at det faktisk er mig, der skal giftes. Jeg ville ønske, at jeg kunne have haft min mor hos mig.