Velkommen til verden, lille skat!

Vækkeuret ringede klokken 7, vi stod op og ankom til Herlev Hospital klokken 9. Jeg fik igen kørt en strimmel, og igen viste den, at du stadig havde det storartet i maven. Jeg fik en pille, og så kunne vi ellers køre hjem igen og vente på, at der skulle komme veer.

Jeg lå ned og prøvede at hvile derhjemme, da den første ve kom ved 15-tiden. Helt uden forvarsel fik jeg kraftige veer – de stærkeste smerter, jeg nogensinde har følt. Jeg havde forventet, at det var gradvist tiltagende, men den første ve var – skulle det vise sig – lige så kraftig som alle de andre veer. Det gjorde helt sindssygt ondt, jeg prøvede at trække vejret korrekt, men det var som om smerten overtog min krop og gjorde mig ude af stand til at gøre det rigtige – blot værge for mig.

Der var ikke meget mere end 4-5 minutter mellem veerne lige fra starten. Jeg skreg smerten ud, og jeg prøvede at trække vejret korrekt, men jeg var chokeret og lammet af smerten. Og bange for, at der var noget galt, for det var ikke som jeg havde forventet. Jeg havde forventet en gradvis optrapning af smerten, men her var det 0 til 100 på én enkelt ve.

Jeg kunne ikke bære tanken om at skulle spændes fast i en sikkerhedssele med så stærke smerter. Jeg var bange for at jeg ikke kunne kontrollere mig, så vi måske ville køre galt. Men det gik fint nok at komme til Herlev. Heldigvis formåede Allan at styre bilen sikkert til Herlev med mig skrigende og pustende ved siden af.

Vi blev anvist en fødestue klokken 16, og vores jordemoder, Kristina, tog imod os. Jeg husker kun glimtvis, at jeg blev vist ind og hilste på hende. Men jeg husker, at jeg fik sat overvågningsudstyr på, og jeg kan huske, at jeg lagde mig på en briks, hvor jeg lå og skreg min smerte ud. Jeg var bange og bad om hjælp, men det virkede ikke som om der var nogen, der lyttede. Jeg fik lattergas, men jeg kunne nærmest ikke holde masken på, så ondt havde jeg. Jeg formåede heller ikke at trække vejret dybt ind. Jeg forsøgte at fange noget at holde fast i, men der var ingenting. Det var som om alting bølgede og forsvandt omkring mig. Lyde forsvandt i smerten, og mit syn blev rødt. Jeg må have skreget, jeg tror, at jeg skreg. Der gik lang tid – jeg ved ikke, hvad der skete – men pludselig tog Kristina mig i hånden og så mig i øjnene og sagde ”Vi skal nok hjælpe dig”.

Jeg fik at vide, at dit hoved var lejret i mit bækken, men manglede at dreje sig en sidste halv omgang, så det passede med udgangen i bækkenet. Som det var nu, bankede dit hoved mod højresiden af mit bækken
Jeg blev tilbudt epiduralblokade (ifølge journalen var det klokken 16:55), som jeg sagde ja til.
17:00 dykkede din hjertelyd fra 120 til 90 over flere perioder, bagvagten blev tilkaldt, men der var heldigvis ikke noget galt. Jeg mener, at det var her, at jeg fik at vide, at det muligvis kunne ende med et kejsersnit.
17:10 der påsættes caput elektrode, og jeg får tilført mere lattergas
17:20 jeg får lagt kateter
17:30 hilser jeg på anæstesilægen, som går i gang med at anlægge epiduralblokaden. Trods mine smerter, blev jeg helt klar – jeg var bange for, at jeg i en ve skulle flytte mig, så blokaden ramte forkert i ryggen, men på en eller anden måde lykkedes det mig at forholde mig i ro, og klokken 18:15 begyndte epiduralblokaden at virke.

Herefter fulgte et par timer, hvor jeg havde det helt godt. Smerterne klingede af, veerne var der stadig, men de krævede ikke alt af mig.
18:33 opstod der en ’event’, som det kaldes, når hjertelyden falder, og det ikke står klart hvorfor. Den tilkaldte læge tog en blodprøve fra din hovedbund, som viste, at du stadig var i topform.

Ved 23:30 tiden dykkede din hjertelyd igen. En over-jordemoder kom ind, vurderede situationen og så gik det stærkt. Det blev besluttet at du skulle ud nu med et akut kejsersnit. Jeg begyndte at græde – jeg blev bange, og det var ikke det, jeg havde regnet med. Jeg skulle svare en masse spørgsmål og så blev jeg i al hast kørt til operationsstuen.

Det føltes som om det tog dem en time eller mere at gøre mig klar til kejsersnittet, men i virkeligheden tog det under 10 minutter fra det blev besluttet at tage dig ved kejsersnit til at du så dagens lys. For mig føltes det som lang tid. Jeg lå på en briks og blev gjort klar, og jeg var bange. Din far sad ved siden af mig, jeg kunne også se, at han var bange. Jeg kunne kigge op på nattehimlen. Jeg lukkede øjnene og bad min mor om at holde hånden over dig.

Jeg kunne mærke, at de rumsterede med min krop, men jeg følte ingen smerte. Pludselig blev du holdt op foran mig, og jeg kunne se, at du var en dejlig dreng. Hvilken overraskelse! Her troede vi, at du var en pige! Men så var du den dejligste dreng. Du skreg, og de gik med dig. Far gik med dig, og jeg lå tilbage med et kaos af følelser – lykke og savn. Jeg savnede dig – ønskede kun at holde dig og mærke dig. Jeg blev syet sammen, og det føltes som om det tog 100 år. Pludselig kom far med dig i armene, og jeg hilste på dig.

Da jeg endelig var blevet syet sammen, blev jeg kørt til opvågning. Og der blev du lagt ned til mig i sengen. Du var så fin, så lille, så blød og så levende. Du snuste til mig, og du fandt mit bryst og gav dig til at sutte. Jeg græd af glæde. Sikke et mirakel!

Du blev født 23.52 den 20. juli 2009. Sammen med far var jeg på opvågningsstuen frem til klokken næsten 3 om natten. Vi blev derefter overført til 16. etage stue 25 med en fantastisk udsigt over byen. Du lå i en lille krybbe mellem vores to senge – og hver eneste gang du sagde den mindste lyd, var far og jeg lysvågne og kiggede til dig. Vi sov ikke meget den nat – men det gjorde du.