Samtidig med at Nicholas Carl blev en helt ny dreng, startede også et helt nyt og travlt liv. Livet som mor med en dreng, der dag for dag vokser og opdager mere og mere af verden omkring ham. Nogle gange til stor forundring for ham – og andre gange frembringer ændringerne stor angst, fordi den verden, han kendte i går, forsvinder i dag og erstattes af en ny verdensorden, der skal udforskes og opdages. Der er så meget nyt for sådan en lille dreng; nogle gange fornemmer jeg, at han allerhelst vil kravle tilbage ind i livmoderen. Andre dage er han fuld af gåpåmod og afprøver nye ting – som da han opdagede at hænderne, der flaksede rundt for næsen af ham, rent faktisk tilhørte ham. Nu bruger han dem med stor interesse – smager på dem, basker med dem, rækker ud med dem og betragter dem.

Jeg prøver at følge med i hans udvikling som ændres fra dag til dag. Jeg ved aldrig, hvilken farve dagen har for ham – nogle gange ændrer det sig fra time til time. I dag har han været grædende, pivet, morsyg, omklamrende og meget lidt nysgerrig og udadvendt. Så jeg har prioriteret at holde ham tæt og lade ham vide, at jeg er der for ham – og droppede planerne om shopping og frokost med mødregruppen. Til aften virkede han roligere, tryggere og faldt hurtigt i søvn. Jeg prøver at være hans faste holdepunkt, og jeg prøver på at være tålmodig, når han skriger og klamrer sig til mig, så selv et toiletbesøg er umuligt. I dag måtte brusebadet springes over. Bare i med et par kontaktlinser – og tænderne blev børstet ved 15-tiden.

Min fornemste opgave er at være hans faste holdepunkt nu og resten af livet. Men pyha, nogle gange trækkes der alvorlige veksler på min tålmodighed – nogle gange bliver jeg så frustreret og ulykkelig over, at han er aldeles utrøstelig, at jeg simpelthen må lægge ham fra mig og gå ind i et andet værelse for at trække vejret dybt og græde modige tårer, fordi jeg føler mig som verdens værste og mest mislykkede mor, som ikke forstår sin søn. Særlig tårerne hjælper; efter en kort tudetur får jeg en indre ro, så jeg kan komme tilbage med fornyet styrke.

Nicholas Carl er nu 61 cm lang og vejede 5300g i forrige uge, så modermælkserstatningen fungerer. Han er en let, glad og mild dreng. Som oftest græder han kun når han er sulten eller træt. Jeg er begyndt at lære ham at kende og føler dag for dag en ny selvtillid vokse frem, fordi jeg oplever, at jeg kender ham bedre og oftest forstår, hvad han vil.