Glad i bad – og hører bæ til på en blog?

Endelig – endelig var der ikke skrig og skrål, da Nicholas Carl skulle i bad. Han er blevet vild med at ligge vægtløs og flyde i badekarret og kigge op på sin mor. Han ligger nu og smiler til mig, mens han laver svømmebevægelser med benene. Det er helt vildt hyggeligt at bade med ham, selvom det hver gang ender i et stort søslag på badeværelsesgulvet. Det højeste punkt på vores badeværelsesgulv er nemlig afløbsristen, så det vand, der ryger ved siden af badekarret (og det er ikke så lidt) løber ikke ud i afløbet, men bliver liggende på gulvet, som så bliver spejlglat. Ikke videre smart!! NC i bad

Til gengæld er der så skrig og skrål, når jeg tager Nicholas Carl op af badet. Dét vil han simpelthen ikke være med til!! Så græder han utrøsteligt, og vi ender under min dyne uden særlig meget tøj på, hvor han får sig en tår mælk og en lille lur på mors maveskind. Så kommer far hjem og tænker ‘er de ikke nået længere?’ 😀

Badet i dag var så absolut påkrævet; Nicholas Carl startede med at skvulpe over i nattens tunge tisseble, så mit lagen blev vådt efter at have lagt ham i min seng til en godmorgen krammer. Jeg skiftede tøj på ham fra yderst til inderst, hvorefter han pruttede temmelig kraftigt – og så var der storskrald helt op under armene og gennem alt tøjet! Af med det hele – og så i bad! Jeg fatter stadig ikke, hvordan sådan en lille knægt kan få sprøjtet bæ helt op i nakken og armehulerne på sig selv – ? Jeg er faktisk lidt imponeret – ! I eftermiddag var der igen storskrald på body’en – helt ufatteligt, det er første gang, at han laver storskrald hele tre gange på én dag!

Ja, det er altså sådan noget, man som mor og far går ret meget op i. Ens barns bæ er meget vigtigt for ens velfærd. Eller snarere mangel på bæ … kommer der ikke bæ ud, kan man belave sig på nogle meget lange vågne nætter og dage fyldt med gråd og jammer. Derfor er bæ pludselig noget, man snakker om. Helt uden omsvøb. Både farve, lugt og konsistens berøres uden blusel. Ain’t baby happy, nobodys happy! Det skal ikke være nogen hemmelighed, at da jeg startede med at blogge, havde jeg forsvoret, at jeg en dag ville omtale bæ på min blog.

Nå, jeg vil gå ind og drikke min amme-te 🙂