Jeg er så træt, så træt – træt og udmattet ovenpå Nicholas Carls evindelige skrigeture. I går tog han en 45 minutters skrigetur, hvor jeg sad magtesløs med ham i armene; gik rundt tilbød ham bryst, flaske, bryst igen osv. I dag tog han en 20 minutters skrigetur netop som jeg havde fået en veninde med ud og trille med barnevognen. Han skreg og skreg – tilsidst ville jeg bare hjem igen. Jeg kunne ikke mere, jeg orkede ikke igen at stå magtesløs.

Og jeg ved godt rationelt, at det ikke er et nederlag, når andre har lettere ved at trøste min søn end jeg har, men det føles som en klokkeklar afvisning og fiasko. Hver eneste gang. Det er selvfølgelig bedst, at han bliver trøstet og beroliget, men det får mig hvergang til at føle mig som en kæmpe fiasko. Jeg føler ikke, at jeg fungerer som mor for ham – jeg føler, at jeg stresser ham, gør det hele værre og snarere virker som benzin på bålet. Jeg magter ikke at berolige ham, trøste ham eller stoppe hans skrigeri – faktisk eskalerer det bare i mine arme, indtil han er for udmattet til at fortsætte. Jeg har svært ved at forstå, at det er sådan det skal være – ??

Igen her til aften tog han sig en lang skrigetur på omtrent 40 minutter. Jeg gik rundt med ham, krammede ham, sad med ham, lå tæt med ham, svøbte ham tæt i dynen, vuggede ham, sang for ham, snakkede til ham, sad med ham i soveværelset, prøvede at give ham bryst, pustede på ham, prøvede at give ham flaske, lagde ham fra mig, lagde ham på puslebordet, nussede ham – intet hjalp. Hvad skal man gøre? Skal man overhovedet gøre noget – er det mon alt det, jeg prøver at gøre for at berolige ham, der i sidste ende stresser ham?

Jeg føler, at mit overskud ebber ud, føler mig afkræftet og svag. Jeg føler, at jeg drukner i skrigeri og på sin vis er jeg bange for at miste kærligheden til min søn. Jeg føler den ikke så tydeligt, når han skriger; jeg føler kun et akut behov for fred – for at kunne trække mig tilbage og slappe af. Af og til kan jeg blive helt bange for, om jeg kan miste besindelsen og gøre ham ondt. Jeg bliver fyldt af sorg bare ved tanken om at noget skal gøre ham ondt. Jeg vil hans bedste. Det er det vigtigste for mig, og derfor er nederlaget så meget desto større, når jeg står magtesløs igen og igen. Tanken strejfer mig; måske har jeg allerede uden at vide det gjort ham ondt på en eller anden måde, siden han skriger så meget? Det piner mig at tænke på.

Desværre er det nemt at komme til at gøre noget forkert i uvidenhed. Min veninde er indlagt med sin lille datter, fordi hun er kommet til at overskride en grænse, ingen har fortalt hende fandtes – eller for den sags skyld er der ingen, der har fortalt mig om det. Hendes datter tog ikke nok på (ligesom Nicholas Carl, da han var 1 måned gammel), sundhedsplejersken sagde, at det allervigtigste nu var at få mad i hende. Hvert måltid blev en kamp, hvor der var fokus på stregerne på sutteflasken – hver eneste ml talte.

Måltiderne blev til kampe, fremfor at være et hyggeligt tidspunkt fyldt med nærvær blev det stressende for mor og barn. Nu har hendes datter spisevægring. Det er ret almindeligt, at nybagte forældre – netop fordi vi vil det så godt og ved for lidt – kommer til at presse babyen til at spise, for babyens sprog er uudviklet, grænserne er utydelige og kan lige så let tolkes som skrigeri og hysteri. Men når man presser sit barn til at spise, risikerer man at det bliver bange for maden og for måltidet – og så holder det op med at spise.

Da jeg henvendte mig til sundhedsplejen vedr. Nicholas Carls vægt, fik jeg besked på, at jeg SKAL sørge for, at Nicholas Carl spiser fra begge bryster og en flaske ved hvert måltid, samt at der helst ikke skal gå mere end 3-4 timer mellem måltiderne. Jeg tog denne besked med et gran salt og har tilpasset den til Nicholas Carl. Selvom jeg periodisk stadig føler, at Nicholas Carl spiser for lidt, presser jeg ham ikke til at tage mere, når han siger stop. Om natten tilbyder jeg slet ikke flaske, fordi han plejer at afvise natteflaskerne og virker mæt efter en tur ved hvert bryst. Så han får ikke bryst og flaske ved alle måltider, som jeg blev instrueret i. Kun når jeg vurderer, at han er tilstrækkelig sulten. Min vurdering går forud for sundhedsplejens instruks, alene fordi jeg føler, at det vil være forkert at tvinge mere mælk i ham end han har lyst til.

Men alligevel har også jeg været fokuseret på antal ml spist modermælkserstatning. Jeg har endda skrevet hans indtag ned måltid for måltid, time for time. Og det er rigtigt; måltiderne gik hen og blev knap så hyggelige, de blev en præstation, en kamp, hvor jeg blev urolig, hvis han afviste flasken eller kun spiste 10 ml. Så jeg tilbød ham flasken et par ekstra gange efter han havde afvist den, så jeg er måske kommet til at presse eller overtale ham. Men det stopper nu. Nu hvor jeg ved, at jeg skal være opmærksom på, at det er let at overse hans nej-tak-signaler, er det let nok at undgå at komme til at presse ham. Men jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig det, for fejlen er let at begå med store konsekvenser. En baby, der ikke spiser, er i fare.

Nu er jeg ekstra opmærksom på at søge at bevare øjenkontakten under måltiderne, så jeg ved, hvordan Nicholas Carl har det. Måltidet skal jo være en hyggelig stund med god og positiv nærkontakt, og jeg vil være mere opmærksom på, at det bliver sådan fremover. Så det er slut med at sludre og se TV, mens jeg ammer og giver flaske. Kontakten til Nicholas Carl under måltidet er for det første supervigtig for vores relation, og det er ligeledes vigtigt, at jeg er nærværende, så jeg fanger alle hans små signaler, så jeg ikke ved en fejl kommer til at overskride hans grænser.