Bedre held næste gang .. eller næste?

Også i dag endte al maden i affaldsspanden. Jeg tvivler på, at vi overhovedet kan få ske-mad i drengen. Han flippede fuldstændig ud over at få hagesmæk på, og jeg formåede bare ikke at vende stemningen, så han kampvrælede, mens jeg prøvede at indsælge ærtemosen og hirsegrøden hos ham. No luck.

Så nu er der stivnet tapetklister og grønt slim ud over det hele til ingen verdens nytte. Og lige om lidt burde jeg faktisk friste ham med endnu et måltid. Men jeg synes faktisk, at det er synd – han er næsten først lige holdt op med at græde efter dagens første (mislykkede) måltidsforsøg, så at starte forfra om lidt med en ny portion mad vil jeg ikke udsætte ham for.

********

Nå, jeg prøvede igen. Havde gemt en rest hirsegrød fra frokostforsøget. Jeg varmede den op og fortyndede den med MME. Det endte ligeledes i skrig og skrål. Denne gang anvendte jeg dog ikke hagesmæk, så det var ikke den, der var problemet. Han var nysgerrig nok, da han sad alene foran grøden og pillede lidt i den, men da jeg tilbød ham noget på en ske, smagte han på det med det alleryderste af tungespidsen og brød ud i det store skråleri. Så ud røg aftensmaden …

Lurer lidt på, om den lille filur egentlig ikke synes, at det er mere bekvemt at læne sig tilbage og lade mælken løbe ned i maven enten fra babsen eller flasken … og derfor protesterer så kraftigt mod grøden. Kan egentlig godt forstå ham 😀