Vi havde bestilt rigtig god mad og havde glædet os til nytårsaften, men allerede 18:30 startede NC med at skrige. Det stod på til 21:45, og det endte med, at vi begge kom til at græde af stress, udmattelse og afmagt. Det var så rædselsfuldt. Maden var virkelig lækker, men smagte som savsmuld, fordi han skreg og skreg. Intet vi gjorde hjalp. Til sidst lagde jeg mig med ham endnu en gang og fik ham omsider dysset ned, så han faldt i søvn. Bagefter sad vi og slikkede vores sår. Det var så rædselsfuldt. Klokken 23 skreg han igen. Jeg lå med ham i 45 minutter, så sov han.

Og det er nøjagtig det samme nu: NC ligger i sin seng og skriger, skriger, skriger … Allan er taget over til sine forældre for at læse til eksamen. Her kan han ikke være sikker på at få ro. Jeg aner ikke mine levende råd. Jeg har prøvet alt, flere gange. Jeg blev til sidst afmægtig og rasende på ham, og jeg måtte fjerne mig fra ham fysisk, for jeg bidrager ikke med noget godt lige nu. Jeg er presset helt ud på kanten af min fornuft. Jeg har lyst til at løbe min vej og aldrig vende tilbage. Jeg kan ikke holde mere ud. Jeg er udmattet.

Så er det, at jeg kommer til at føle, at jeg er totalt uegnet som mor, og at nogen burde komme og fjerne ham fra mig, fordi jeg er så håbløs. Normalt føler jeg, at jeg er skabt til at være mor for ham, men sådan et døgn tamper al selvtillid ud af mig. Og det gør bare så ondt indeni, for jeg vil så gerne have det til at fungere, men jeg kan simpelthen ikke få ham til at holde op med at skrige. Mad, søvn, skifte ble, prøve at holde ham – jeg har rifter i ansigtet og på brystet, fordi han river og kradser mig i ren raseri. Så tænker jeg, at det nok er mig, der er forkert for ham. At det er mig, der er problemet. Hvis jeg forsvinder, vil problemet gå væk, og han vil blive en lykkelig lille dreng. Det er nærliggende at tænke sådan.

Og det gør så ondt i mit hjerte!! Er det sådan her det er at være mor??? Jeg sidder i ét rum og tuder – han ligger inde ved siden af og skriger. Hvad går galt? Jeg prøver og prøver og prøver og prøver, hvad fanden skal jeg gøre??? Det er ikke det, jeg drømte om. Jeg føler, at min drøm er blevet et mareridt, og at jeg har ødelagt mit liv. Skal jeg nu også ødelægge hans liv? Det vil jeg bare ikke!!! Det skal fungere, det må og skal. Han skal vokse op og blive lykkelig, det er mit livs allervigtigste opgave. Det virker bare umuligt, som om jeg er forkert og alt jeg gør er forkert. Jeg er en medvindsmor, som er en god mor, når det går godt. Men hvad så i modvind?

Prøver at tage ham op, jeg går grædende rundt i lejligheden med ham – skrigende – i armene. Orker ikke at sige noget trøstende, aner ikke hvad jeg skal sige, beder ham bare om at stoppe og holder ham tæt. Føles som om vi er på vej til at drukne, som om livet er ødelagt og slut.

Sidder her med ham på armen og skriver med en hånd. Han falder lidt til ro, hikster og kigger nysgerrigt på min højre hånds dans på tastaturet. Han vil være med, så jeg lader ham banke i bordet ved tastaturet.

Så startede han forfra igen. Jeg gik rundt med ham i lejligheden. Tilbød bryst, flaske og søvn – alt blev afvist. Prøvede sang, ren hale … intet virker. Så nu prøver jeg bare at gå rundt med ham på armen. Jeg er udmattet, stresset, sulten og tørstig. Hvad der foregår med ham, aner jeg ikke. Han skriger bare her på min arm.

Stadig intet virker. Jeg prøvede at ligge med ham, dysse ham ned og få ham til at sove, det virkede lidt, men så var der energi til en ny omgang, hvor han slog, sparkede, vred sig, rev mig i ansigtet og skreg sig helt mørkerød i ansigtet. Han ER træt. Jeg har prøvet at give ham luftture, puste ham i ansigtet, synge for ham, lege med ham, alt sammen for at stoppe hans raserianfald. Det er som om han sidder fast i det.

Nu har jeg svøbt ham stramt i hans dyne, så hans arme og ben ikke farer rundt. Han river og slår nemlig også sig selv og slår sutten ud af munden, hvilket alt sammen gør ham endnu mere rasende. Til at begynde med kunne jeg næsten ikke holde ham, men nu ligger han stille her i mine arme, tæt svøbt, og kigger på mig. Nej, nu er øjnene lukkede.

To timer i helvede er vist slut nu. Jeg fatter ikke hvorfor det går galt. Jeg er jo den voksne, der burde vide det eller i det mindste have en idé om hvad jeg skal gøre for at undgå det. Men det har jeg ikke. Det er forfærdeligt. Jeg kan kun håbe på, at han er i bedre humør, når han vågner. Jeg er ikke længere sulten og tørstig, vil nu bare sove og komme mig lidt, så jeg måske er lidt mere klar til en ny omgang senere.

*******
Vi sov ikke mere end en time, så var NC vågen igen. Ikke frisk, men vågen og gnaven. Han ville ikke have bryst eller flaske, men jeg fik lokket en portion grød i ham. Først klokken 14 fik jeg ham til at sove igen. Men inden da gik han totalt i selvsving igen, men på en eller anden måde virkede det beroligende på ham, at jeg tog ham op i armene – han faldt i søvn i mine arme, mit hjerte smeltede totalt. Han sov lige så stille i mine arme, tæt ved mit hjerte, tæt omsluttet af mine arme. Nu ligger han fredeligt og sover i min seng.

Efter 32 minutter var der en lille grædetur, men han faldt selv til ro igen – i 5 minutter. Må hellere ind og se, hvad der foregår 🙂

Jeg har lige lagt ham i hans seng. Han ligger og skriger og skriger. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Han vågnede før, og jeg derind. Jeg gav ham lidt bryst, som han for første gang i dag tog. Men midt i det begyndte han at skrige igen. Jeg prøvede at lulle ham lidt. Det virkede ikke. Jeg gik lidt med ham på armen, men det blev det værre af. Jeg lagde ham på sengen, måske var han mere træt? Så gik han helt amok igen og rev mig i øjet. Det gjorde så sindssygt ondt, og min kontaktlinse blev revet ud. Så jeg lagde ham i hans seng og gik ud og skyllede mit øje. Nu sidder jeg her og tuder igen, mens han ligger og skriger inde ved siden af. Jeg vil gå derind og prøve igen. Bare der dog var nogen, der kunne hjælpe mig!!!