I dag var jeg til træning i Fitnessdk for første gang i 8 måneder. Pyha – hårdt! Da NC var vågnet fra sin middagslur, var jeg klar med ræningstasken og så susede vi afsted til Fitnessdk. Jeg spurgte, om det var ok, at jeg har ham med på et tæppe ved siden af. Det var det … sådan set … de ser dog helst, at han er i en bærepose eller lift.
Og jeg skal holde mig fra de frie vægte. Ærgerligt, men fornuftigt – en baby hører så absolut ikke til på gulvet nær de frie vægte. Men at stoppe ham i Voksiposen vil ikke bringe andet end skrig og skrål fra ham, så det dur nok ikke. Jeg må prøve og se, hvordan jeg gør det bedst.
Jeg havde ham altså liggende på et tæppe ved siden af – han syntes, at det var superspændende at kigge på de mange sjove mennesker, der lavede sjove ting. Jeg fik trænet godt og vel 45 minutter, før NC blev træt og gav sig til at pylre. Jeg nåede at få trænet ryg, biceps, mave og balder – bare helt almindelige basis øvelser. Dejligt!
Derefter kørte vi hjem, hvorefter jeg trillede en lille tur med NC – jeg havde et par ærinder i byen; posthus og babymad på tilbud. Han sov hele vejen, og jeg nød den kolde klare friske luft. Skønt!!