I dag er det præcis et år siden, vi sagde ja til hinanden i kirken her i Rørvig på en fantastisk lun solskinsdag. Et år er kort tid og lang tid på samme tid. Men det har været et fantastisk år – og vi er stadig sammen. Vi er sammen for altid. Heldigvis. Sådan skal det være!

Jeg bryder mig ikke om tanken om at skulle undvære Allan. Bare det, at han skulle til Hillerød og spille et job i nat, så vi skulle være alene i sommerhuset uden ham den halve nat – det hader jeg. Jeg kan bedst lide, når vi alle tre er samlet. Jeg bliver bekymret og tænker alle mulige mærkelige tanker – spritbilist på landevejen, overfald, indbrud … Ja, så hys er jeg … særlig midt om natten!

Stort hurra for min elskede mand, som sådan kan holde mig ud – og allerede har holdt mig ud i gennem et helt års ægteskab, selv med mine mærkelige nattetanker og andre (små!) særheder! Jeg er bare så heldig!

Vi fejrer det med en dejlig frokost på Rørvig Kro, når NC vågner fra sin middagslur. Det var nemlig der vi holdt brylluppet sidste år. Det bliver helt sikkert fantastisk. Det er altid fantastisk at spise på Rørvig Kro.

Og så slutter vores ferie i dag – det er lidt trist, for trods en meget svær start har det glimtvis været en rigtig dejlig ferie. Det har været endnu en ny oplevelse for os som grønne forældre; vi havde en masse idéer om hvordan ferie med NC ville være.

Men som altid bliver det helt anderledes end vi forestiller os. Det er ikke nødvendigvis dårligt, bare anderledes, og det skal vi indimellem lige vænne sig til, når man som os aldrig har danset efter andres pibe. Det gør vi så sandelig nu.

Det er NC, der har givet piben en anden lyd, og vi kæmper en brav kamp for at være omstillingsparate, men indimellem kniber det, og så bliver vi frustrerede, rastløse og kede af det. Men vi prøver – !