Så er det den sidste dag af min barsel med Nicholas Carl. På mandag starter han i dagpleje. Han har haft slem separationsangst i denne uge – og nu er det min tur. Nu er det mig, der har separationsangst. Ikke sådan at forstå, at jeg er ked af det og nervøs for at efterlade ham i dagplejen. Det glæder jeg mig til. Det bliver den største fest for ham. Og for mig.

Jeg er mere vemodig og småtrist over, at tiden nu er gået. Jeg føler ikke, at jeg har nydt det nok eller nået de ting, jeg satte mig for. Der er mange ting, jeg ville have gjort – og have gjort anderledes. Men det er for sent nu. Om lidt er min barsel historie. Kunne jeg få et par dage til?

Til sidst blev jeg gode venner med barslen. Det var jeg sgu ikke i starten. Jeg kedede mig, var frustreret og min selvtillid var diminutiv. Det var overhovedet ikke så dejligt og symbiotisk, som jeg havde troet.

Men det er det nu. Nicholas Carl og jeg er en enhed nu. Vi hører sammen, og vi fungerer sammen. Jeg kender ham, og han kender mig. Vi er begge mere rutinerede nu, begge to. Nu er det sjovt, overraskende og dejligt at være sammen, og jeg elsker hvert sekund.

Ja da, jeg kommer stadig til kort og tænker frustreret “hvad helvede er det for en baby, der har taget NCs krop!!?”, men min selvtillid forsvinder ikke længere, for jeg ved nu, at jeg er en god mor. Nicholas Carl er i allerhøjeste grad i live, han smiler, vokser, griner og trives. Han er tillidsfuld og glad. Skør og fantastisk. Og min min min!!! Vi må jo gøre noget rigtigt – det kan ikke bare tilskrives gode gener!

Barselsboblen er ved at være slidt, og det er på tide, at vi kommer ud af boblen. Vi er på vej ind i en normal børnefamiliehverdag, hvor vi skal jonglere med hente/bringe-problematikker, fuldtidsjob, studieliv – kort sagt: to voksne menneskers ambitioner, der kolliderer med hinanden og barnets tarv. Det bliver spændende! Nogle gange tænker jeg: Hvordan skal vi dog klare det? Svaret er egentlig enkelt; vi skal bare klare det. Længere er den ikke.

Denne uge har været magisk, måske den bedste på barslen overhovedet, selvom NC har været sindssygt morsyg og omklamrende. Det er vanvittigt sødt og vanvittig irriterende, at min lille selvstændige dreng ikke længere vil lege på sit værelse, men skal være 10 cm fra mig. Hele tiden.

Mit liv er ikke længere som det var. Jeg skal til at finde tilbage til et helt nyt normalt liv som udearbejdende mor. Det er et helt andet liv end det jeg kender til fra før min barsel. En helt ny hverdag med et helt nyt ansvar. Jeg elsker mit job, elsker at arbejde … men hvordan bliver det at skulle arbejde, når jeg så ikke længere kan være sammen med Nicholas Carl i hans bedste timer?

Vil jeg stadig være glad for at arbejde eller vil jeg føle, at jeg er det forkerte sted? Det håber jeg sandelig ikke. Jeg håber, at jeg stadig vil være glad for at fordybe mig i mit arbejde, samtidig med at jeg glæder mig til at komme hjem til min dejlige mand og skønne søn. Jeg håber, at jeg formår at fungere på begge arenaer til bravour, som man siger. Jeg vil gøre mit bedste.