Jeg synes, at det er svært at være veninde og mor. Jeg ved, hvilken veninde jeg har været – og dén veninde er jeg ikke længere. Jeg kan mærke, at i forholdet til min bedste veninde er der kommet afstand, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal fikse det. Og om jeg overhovedet kan fikse det, men jeg håber det da.

De fleste af mine veninder har ikke børn, så det er mig, der har flyttet mig og radikalt har ændret på min måde at leve på. Jeg er godt klar over, at venindeforholdene ændrer sig og kommer under pres, når der er kommet børn til. Men måske er jeg bare ikke parat til den ændring. Jeg vil så gerne have mine nære venindeforhold stadigvæk. Også. Jeg har stadig behov for det. Men jeg kan også mærke, at jeg ikke formår at få det til at lykkes. Jeg tror lidt, at det er mig, der har skylden – det mærkede jeg i går.

Min veninde inviterede Allan, Nicholas Carl og jeg på brunch, og vi var der heldigvis 45 minutter før køkkenet åbnede, så vi var i god tid. Det er smart, når man har en lille knægt med. Han var urolig, pylret og umulig, fordi han var træt. Jeg prøvede at lade ham sidde i klapvognen og på skødet. Det var helt umuligt, han kartede rundt og skreg, så jeg umuligt kunne deltage i nogen samtale. Jeg gik lidt rundt med ham. Og så var jeg nødt til at gå et kvarter med ham i klapvognen og forlade de andre ved bordet, fordi han var urolig og træt.

Da han så til sidst var faldet i søvn og sov sødt i klapvognen, skulle man tro, at jeg kunne være veninde, men på det tidspunkt blev jeg træt – rigtig træt. Klokken var næsten 11, og jeg havde været oppe siden 6. Der sker noget, når NC sover, så slapper min krop ligesom af, og så bliver jeg også træt … endnu mere træt. Biologisk måske meget smart, fordi jeg så får sat tempoet lidt ned eller kan snuppe en lur, når han sover. Men det er ikke smart, når jeg gerne vil være en god veninde.

Og så er det jo sådan, at når NC sover, gælder det om for mig at nyde min brunch, så jeg skulle både snakke og spise samtidig – velvidende om, at når NC igen slår øjnene op, så kan jeg ikke længere nyde min mad. Så for mig gælder det om at nyde min mad hurtigt. Og snakke mellem bidderne. Og vippe med klapvognen. Det er langt fra det samme som at sidde afslappet og nyde en god brunch og snakke.

Og jeg har altså svært ved det; at være træt, spise hurtigt, nyde maden, holde øje med NC og være afslappet ikke-sovende engageret veninde på samme tid. Jeg sad og tænkte på, om jeg er ved at blive socialt handikappet, for Allan og min veninde snakkede godt sammen, og jeg kunne stort set ikke finde på noget at bidrage med eller spørge om. Jeg spiste bare min mad og nød den dejlige brunch med et øje på Nicholas Carl, så jeg kunne vugge klapvognen, når hans øjne truede med at åbne sig. Måske er det også at tage munden for fuld?

Dagen før var vi til børnefødselsdag, hvor jeg pilede rundt med NC og fik overhovedet ikke talt med nogen, før han var faldet i søvn. Jeg er godt klar over, at det bliver bedre, når han selv kan gå, for så kan han løbe rundt på egen hånd. Jeg fik kastet en  bolle i hovedet med NC på skødet, og da jeg omsider nåede tilbage til at spise mit stykke lagkage, var det smattet ud i solen, og alle de andre havde spist deres. Undtagen en nybagt mor. Heldigvis, for jeg er træt af at spise alene. Jeg er træt af, at jeg altid føler, at jeg skal skynde mig at kaste maden i hovedet, fordi andre er færdige og venter på mig. Eller som i går, hvor ingen venter; så sad vi to mødre for enden af et langbord og spiste vores solvarme smattede nutellalagkage, som jeg delte med NC. Det var dejligt at være to – og så smager Nutellalagkage bare forbandet godt – også når den er solvarm!

Weekenden var skøn; fuld af solvarme og venners kærlige varme. Men jeg bliver altså lidt trist alligevel, fordi jeg føler, at vi ikke længere har samme nære veninderelation, og jeg formår ligesom ikke at ændre på det. Vi gik en lang tur sammen i det dejlige vejr med NC sovende i klapvognen, men jeg var træt og tom i hovedet. Der var ingen hjemme, så det var almindeligheder, vi fik talt om. Og jeg følte afstand og blev lidt mopset på hende, men det er jo ikke hende, der har ændret sig. Det er mig. Det er mig, der har fået mand og barn og manglende overskud til at være den gode veninde, jeg var engang. Og som hun sikkert savner og hver gang håber stadig er der.

Jeg er ked af, at hun fortæller om sine ferieplaner, som om det er noget hun allerede har indviet mig i. Men jeg har ikke hørt om hendes ferieplaner før. Og det er bare en lille åndssvag ting, hun har glemt at fortælle, men den rammer mig hårdt, for tidligere delte vi jo altid sådan noget. Jeg kendte altid hendes planer ud og ind – og omvendt. Før holdt vi altid en uges sommerferie sammen, men det er ebbet ud. Jeg ved da godt, at det umuligt kan være særlig skægt for en singleveninde at tage med en gift mor og Nicholas Carl på ferie eller weekend, så jeg vil ikke engang foreslå det.

Der er ikke andet for end at jeg snakker med hende om det, når vi ses næste gang under – forhåbentlig – mere afslappede forhold. Fortæller hende, at hendes gamle veninde stadig er der inderst inde.