Deflated …

Vi havde en god morgen med en fin mellemtid. Klokken 7:30 var morgenmaden spist. Men ind tikkede så en sms fra vores hus-fe, der spurgte om hun kunne komme og gøre rent i dag, istedet for fredag, hvor hun ikke kunne komme som aftalt. Jeg kiggede ud over Jerusalems ødelæggelse i vores hjem og sukkede.

Jeg ville gerne have gjort rent, men at indlede en oprydning to minutter i gå-tid ville være dødens pølse. Allan lå stadig og småsov i sengen efter en stort set søvnløs nat. Jeg spurgte ham, hvad han ville sige til rengøring fra morgenstunden og vidste allerede, at det ville komme totalt på tværs af alle hans planer, men at han af hensyn til mig ville sige ja.

Det endte med, at jeg gjorde et febrilsk forsøg på at rydde op, men konkluderede, at det var håbløst at nå uden at komme alt for sent på job. Da klokken var 8 opgav jeg feberoprydningen og sms’ede retur, at det måtte blive en anden dag. Og sådan gik det til, at al energien forlod min krop, og jeg igen kom hjemmefra til sædvanlig alt-for-sen tid og var på job alt-for-sent igen. 

Vores hus-fe tilbød rengøring mandag. Fint, den tager vi!

Da jeg gik ud af døren med NC på armen, var jeg helt deflated og havde tårer i øjnene. Jeg var også kommet i tanker om, at jeg ikke har købt gave til min far til på lørdag og ikke aner hvordan jeg skal nå det med arbejdet om ørerne. Og så er der NCs gave og 1 års fødselsdag i næste uge. Dét sejler også. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal nå det hele.

Men så er det godt med en lang køretur til arbejde. For dér fik jeg losset mig selv noget så læsterligt i røven. Det er simpelthen utilladeligt dumt, at jeg lod mig påvirke af den skide sms fra vores hus-fe. Jeg skulle bare have svaret nej pr refleks, i stedet for at prøve at se om jeg kunne nå en oprydning.

Og så er det mindst lige så dumt, at jeg hver gang jeg har været til lægen eller sundhedsplejersken med Nicholas Carl får bombet min tro på mine egne evner som mor helt ned i kulkælderen. Hun sagde jo også, at hun ikke er bekymret for ham – at han er sød, smuk, glad, energisk og i trivsel, men det er som om det ikke helt når igennem filteret i mine ører.

Og så er det også for dumt at gå i sort over ting, jeg ikke har nået (endnu), men stadig har mulighed for at nå. Og skulle det alligevel kikse, så har min far først fødselsdag om en uge og først dér rigtigt fortjener en gave!