Her til aften var NC komplet umulig at lægge. Først sad jeg hos ham i over en time, hvor han skiftevis småsov og tumlede rundt i sengen.

Jeg blev ved med at sige fast og kærligt ”Mor siger godnat, Nicholas – sov godt!” og puttede ham igen og igen, så han enten var tæt på at sove eller var faldet helt i søvn. Jeg aede ham over kinden eller sad med en hånd på hans ryg til han fandt ro og gentog: ”Mor siger godnat, Nicholas – sov godt!”

Hver gang jeg nærmede mig døren, stod han op og skreg. Og han blev mere og mere vågen og urolig, selvom han var segnefærdig af træthed og tumlede rundt. Han skreg i næsten 2 timer, hver gang jeg så meget som tænkte på at gå ud af hans værelse.

Efter 1 ½ time kom jeg til at råbe af ham og være ukærlig mor – øv, hvorfor ender det altid med, at jeg reagerer sådan?!

Efter at have været ukærlig mor uden anden virkning end højere skrigeri, tog jeg ham op og bar ham ind i min seng, hvor jeg lagde ham til brystet. Han var helt ude af den og lå bare med næsen mod min hud og klynkede. Min samvittighed var sort sort sort som kul.

Jeg vuggede ham stille og hviskede små kærlige sætninger til ham. Til sidst kiggede han mig bare i øjnene og lyttede til min stille snak. Hans øjne blinkede langsommere og langsommere, og til sidst sov han med næsen begravet i min hud. Jeg sad lidt og så på ham sove og glide dybere ind i søvnen.

Da han sov fast, rakte jeg ud efter New Moon, og så sad jeg og læste med NC sovende i mine arme, indtil det var blevet så mørkt, at jeg ikke kunne se bogstaverne. Han sov stadig, og jeg kunne uden problemer putte ham i hans egen seng.

Hvordan skal jeg nogensinde nå andet i min fritid end at spise aftensmad, give NC et bad og så bruge resten af aftenen på at lægge ham? Det vil jeg ikke tænke på nu. Det bliver bedre. Det skal blive bedre!

Indtil videre affinder jeg mig med det – og tager med mig, at det der virkede, da han var så opkørt, var at tage ham med ind i min seng og lade ham falde i søvn i min favn, hvorefter jeg kan sidde og læse med ham i armene. Det vil jeg gøre igen – blot vil jeg springe råberiet over. Det var så dejligt at have en rolig stund sammen. Priceless!