Berlin-begejstring!

Vi har haft en fantastisk tur til Berlin. Først og fremmest var Nicholas så ufattelig nem at have med; han var glad og nysgerrig hele vejen igennem. Kun et enkelt måltid skreg han sig igennem – alle andre måltider smilede, smagte og lo han sig igennem. Han har fået nye favoritter; tysk kartoffelsalat (indeholder ud over kartofler og dressing også små skinkestykker, sure agurker i små bidder og hakket løg), bockwurst, Bärchen-Streich, Almighurt marcipanyoghurt med birkes, hasselnøddeyoghurt og chokoladeyoghurt.

Flyveturene var en kæmpeoplevelse for os som forældre, fordi vi helt afslappede kunne sidde og nyde turen. NC sov hele vejen frem og tilbage, og der var ingen problemer med ørerne. Efter at have charmet sig ind på stewardesserne og kigget langt efter den kønne mørkhårede stewardesse, som gav ham et lille plydspindsvin, fik han sig en god tår babs og faldt i søvn i mine arme. Han var spændt fast til mit sikkerhedsbælte med et babysikkerhedsbælte. Da vi kom til Berlin, vågnede han op i transferbussen og fik sig én på opleveren. Både bus og fly på én dag!

I Tegel fik vi fat i en stor taxa, der kunne rumme os, vores to kufferter, klapvognen og klapvognstasken fra AirShells. For første gang oplevede NC at køre i bil på den forbudte måde – på skødet af mig. Det var en stor fest for ham at kunne sidde og køre vinduet op og ned og se ud på alle bilerne. Jo, vi kunne godt have insisteret på at få en taxa med både barnesæde og plads til alt vores habengut, men så havde vi nok stået i Tegel endnu.

Den lejlighed, vi havde lejet, var helt og aldeles perfekt. Det var en lys 2V med stort og nyindrettet køkken/alrum, separat soveværelse, samt lille gang og badeværelse med badekar. Der var både babystol og weekendseng til NC  – og med lidt telefonisk vejledning fra min bror fik vi slået den op og ikke ihjel sådan som jeg ellers har for vane med den type weekendsenge.

Gaden, som lejligheden ligger i, så umiddelbart lidt søvnig og kedelig ud, men vi fandt meget hurtigt ud af, at det er den eneste lidt søvnige gade i hele kvarteret. Vi boede nemlig midt i Berlins Ny Østergade/Grønnegade-kvarter med masser af funky caféer, trendy boutiques og hippe mærkevarebutikker. Ikke dårligt!!

Vi kom meget hovedkuls og kampstressede afsted til/fra Kastrup om morgenen, fordi vi totalt havde fejlbedømt tiden. Derfor nåede vi hverken at få vådt eller tørt, før vi var i Berlin. Og på flyet får man jo et glas vand og nix weiter. Så da vi havde smidt kufferterne, spankulerede vi ud i vores nye hood med NC i marolle-klapvognen og fandt hurtigt vores lokale Alex Backshop lige rundt om hjørnet.

Vi bestilte frokost – NC fik bockwurst med kartoffelsalat, jeg fik en bolle med tomat/mozzarella og Allan fik en bolle med skinkesalat. NC spiste nærmest alt kartoffelsalaten – det var sgu en stor portion – og 2/3 af bockwursten, som også var stor. Kartoffelsalaten var hjemmelavet – den indeholdt udover kartofler og mayo-dressing også små skinkestykker, sure agurker i små bidder og hakket løg. Det lyder specielt – og er det også, men det smager himmelsk. Jeg skal prøve at se, om jeg kan kopiere dén kartoffelsalat og ikke altid diske op med den kartoffelsalat, min mor lærte mig.

Vejrudsigten var kaptajnen så sød at læse op i flyet: 16 grader, byger og overskyet. Jeg skumlede .. godt nok var jeg spejderberedt på lidt af hvert; havde regntøj med til både NC, mig selv og klapvognen – men det var ting, jeg allerhelst ville lade blive i kufferten. Jeg ved ikke, hvilken vejrudsigt piloten havde fået, men det var ihvertfald ikke vores vejrudsigt. Mens Danmark havde rekordskybrud var det solrigt, småskyet og lunt i Berlin. Det var så fedt!!

Vi tilbragte mandagen med at gå rundt i vores kvarter – der var rigeligt at se på, købe, spise og drikke. Vi startede ud på det lokale apotek, hvor jeg fik et par søde suttekæder til NC og en spray, der holder myg og ikke mindst skovflåt væk fra ham i op til 3 timer – uden at forgifte ham.

Vi faldt også over en lille børnetøjsbutik Kokami i Dircksenstrasse nær Hackescher Markt, hvor de solgte børnesko helt ned i NCs størrelse (19). Der var udsalg på børneskoene, og jeg fandt et par efterårssko i størrelse 20 nedsat til noget nær halv pris ca. 325 kr. Vi opdagede, at NC sov i klapvognen, og jeg lod ham forsigtigt prøve skoen i søvne.

Jeg gav ham ikke hans sandal på igen for ikke at vække ham – og lidt efter var der en ung tysker i et fodgængerfelt, der opmærksomt fortalte mig, at “Deres barn mangler sin ene sko”. Den slags overskud, omsorg og opmærksomhed er man som dansker overhovedet ikke vant til. Jeg har kun oplevet lignende i New York og nu altså også i Berlin. I Danmark havde ingen gidet gøre mig opmærksom på det, for “hun finder jo nok selv ud af, at barnet har tabt sin sko”.

Lige rundt om hjørnet på Hackescher Markt lå Muji, hvor vi også var inde og kigge. Jeg fandt et par hvide trusser til 1 € (!), samt tre par dyrere sorte. På pladsen var der udendørsservering og masser af liv. Vi gik videre ad Rosenthaler Strasse, hvor Starbucks lå overfor en döner og en sushibiks. Vi købte både kaffe til faren, Strawberries & Cream til mig, sushi til aftensmad, risboks til frokost til mig og en dürum rulle til manden. Så var der vist tanket op 🙂

Vi var også en tur på Alexanderplatz. Sidst jeg var der, var en søndag i 1989 før muren faldt. Hele pladsen var helt øde og mennesketom. Det var så absolut ikke længere tilfældet! Der var mennesker overalt – selvom det ‘bare’ var mandag! Jeg tror, at der var en eller anden form for fejring, for der var gøgl og underholdning overalt.

One Comment

Der er lukket for kommentarer.