Så er jeg tilbage på kontoret. Og jeg kunne starte med at flytte kontor .. til mit gamle kontor. Det trængte til en del oprydning – der er for mange gamle møbler, og det var upraktisk indrettet. Så nu har jeg ryddet ud i møblerne og fået et mindre klaustrofobisk kontor ud af det. Skønt!
NC blev afleveret i musestuen i morges – han var lidt beklemt, men nysgerrig. Jeg sagde farvel til ham ved 9-tiden, hvor han sad på Josefines arm. Han græd, da jeg sagde farvel – men var stoppet, før jeg nåede ud af høreafstand.
Josefine ringede ved 12-tiden. Hun har tidligt fri og havde lige lovet en opdatering; det er gået fint hele formiddagen. Han vil meget gerne bestemme og skal lige lære, at sådan fungerer det ikke (altid) i vuggestuen. Han har spist lidt – de har fået pitabrød med masser af grønt. Han lå og sov, da hun ringede – og han var let at lægge. Det er jeg simpelthen så glad og lettet over at høre. Det sagde jeg til hende og ønskede hende god weekend.