Tre æg!

Jeg blev scannet her i dag – jeg pilede afsted så hurtigt bilen kunne køre fra et møde udenfor Holbæk og til Ballerup til klinikken. Jeg nåede det lige præcis til tiden. Ikke et minut før, ikke et minut for sent. Heldigvis var der lidt ventetid, så jeg fik lige små 10 minutter, hvor jeg kunne slappe af og bladre lidt i et dameblad.

Der er tre æg-follikler på henholdsvis 15, 17 og 18 mm i højre æggeleder, så hormonerne har gjort deres. Jeg skal fortsætte med Gonal-F til og med søndag, og mandag 16:20 præcis skal jeg tage en Ovitrelle – ægløsningssprøjte.

Det bliver aldrig min kop te at stikke mig selv, men det er så lille og ubetydelig del af det at få børn. Og hvis man virkelig gerne vil have børn, er sprøjten en mikroskopisk pris at betale. Gonal-F kommer normalt i en pen, men den sidste portion er i en rigtig kanyle, og jeg skal selv blande medicinen – knipse på sprøjten og det hele. Ovitrelle er en skudklar kanyle. Alt sammen skal sprøjtes ind i maveskindet.